Ligegyldigt fortidsactionvrøvl

En dødsdømt mand bliver kidnappet af den moderne version af tempelridderne, som vil bruge ham i en maskine, der gør ham i stand til at genopleve sine forfædres liv. Han nedstammer nemlig fra et medlem af det hemmelige broderskab af assasiner, og tempelridderne håber, at de ved at kigge ind i fortiden kan finde ud af, hvor paradisets æble er skjult - og dermed tilegne sig det afgørende våben i deres århundreder lange strid med assasinerne.

"Assassin's Creed" er naturligvis baseret på det succesfulde computerspil af samme navn, og filmen er uhyre tro mod historien fra spillet, inklusive det med, at hovedpersonen er en assasin-efterkommer, som tempelridderne kidnapper og putter i en fortidsmaskine. Spillets mytologi er der baseret på kreativ brug af historiske referencer: Assasinerne har skam eksisteret - de var en berømt og berygtet sekt af middelalderlige fanatikere med hovedkvarter i Persien, som var eksperter i ukonventionel krigsførsel. Og tempelridderne var faktisk én af deres hovedfjender.

Allerede der kan man knibe sig lidt i armen: I den her Hollywood-blockbuster er heltene en shiamuslimsk snigmorderkult, der kæmper for den frie vilje, mens skurkene med et tydeligt kristent afsæt ønsker at skabe orden i verden gennem at kontrollere menneskeheden. Hvordan i alverden er den blevet godkendt til et budget på 125 mio. dollars og en rolleliste med store navne? Nok bl.a. ved at gemme de historiske fakta godt væk - det med, at assasinerne faktisk var muslimske fanatikere, fremgår ingen steder i filmen.

Rollelisten indeholder virkelig store navne, måske de største nogensinde i en computerspilfilmatisering. Michael Fassbender i en hovedrolle med fokus på frustration og action. Jeremy Irons som lederen af den afdeling af tempelridderne, der styrer fortidsshowet, og Marion Cotillard som hans datter, der styrer selve maskinen - og hvis rolle nok først og fremmest er tilføjet for at give en antydning af et muligt romantisk subplot. De giver alle sammen deres roller en vis professionel tyngde; det samme gør dygtige folk som Charlotte Rampling og Brendan Gleeson i mindre roller. Men det bliver filmen desværre ikke meget bedre af som helhed.

For "Assassin's Creed" er godt nok en teknisk nydelig produktion med usædvanligt meget skuespiltalent for en film af denne type, men den har til gengæld store mangler, når det gælder spænding og for den sags skyld bare sammenhængende plot. Der mangler ellers heller ikke talent i instruktørstolen - australske Justin Kurzel har tidligere imponeret med sine to første film. Men her hopper kæden simpelt hen af i et plot, der er alt for søgt og usammenhængende, og derfor forfalder filmen til kun at levere flashy action. Som ser meget godt ud første gang, men derefter bliver enormt repetitiv, når vi bare skal have endnu flere scener med assasiner, der gør seje ting, mens de ser cool ud.

Kurzel forsøger godt nok at opbygge en menneskelig vinkel, hvor vi skal tro på, at hovedpersonen kæmper en indre kamp om, hvem han skal holde med i historiens evige konflikt - med udgangspunkt i en central scene fra hans egen fortid. Men man er ikke et øjeblik i tvivl om, hvilken side han vil vælge, så det er bare en pseudo-konflikt, der kun synes at være der for at fylde tiden ud. Plus levere en primitiv følelsesmæssig forløsning med heltens familie som omdrejningspunkt.

Så selv om den er pæn og har ansigter i front, der kan sælge billetter, er "Assassin's Creed" i sidste ende en ganske ligegyldig film. Der mangler simpelt hen noget, der kan fange én. Det virker næsten, som om det, at Kurzel har villet være tro mod det bagvedliggende spil, modarbejder at lave en god film - og jeg spørger mig selv, om det i virkeligheden betyder, at man ikke rigtig kan lave et computerspil om til en god film, hvis man samtidig vil tilfredsstille spillets fans. Efterhånden er der i hvert fald mange, der har forsøgt og fejlet.

Men jeg synes stadig, det er morsomt, at flere millioner amerikanere nu har været i biografen for at heppe på en muslimsk snigmorderkult.