Hendes far, den grænseløse gøgler
3.0
En midaldrende skolelærer med hang til practical jokes tager en måneds orlov for at besøge sin datter i Rumænien, hvor hun arbejder som virksomhedskonsulent. Men hun har alt for travlt til for alvor at bruge tid på faderen, og derfor opfinder han en alternativ identitet og bruger den til at crashe hendes liv.
Den tyske "Toni Erdmann" behandler to hovedtemaer gennem sin 162 minutter lange fortælling om far og datter. Det ene handler om det besværlige forhold mellem de to, hvor datteren er pinligt berørt over sin far og hans onkelhumor, og det er helt tydeligt, at de ikke for alvor har talt sammen i årevis. Men de kommer naturligvis tættere på hinanden i løbet af filmen.
Filmens andet hovedtema handler om det kapitalistiske system, som datteren er en udøvende del af, og faderen er mere skeptisk overfor. Der ser vi den kyniske side af forretningslivet, hvor hendes opgave er at hjælpe et rumænsk olieselskab med at effektivisere driften - hvilket blot er et andet udtryk for at fyre mange medarbejdere.
Jeg synes, at filmen er klart mest interessant i de scener, der beskæftiger sig med datterens professionelle rolle. Forfatter-instruktør Maren Ade er så godt inde i stoffet, at hendes replikker rammer den moderne business-jargon, og der er nogle skarpt skildrede dilemmaer. Først og fremmest omkring corporate-verdenens møde med en rumænsk virkelighed, hvor manden på gulvet ikke ved, hvad der rammer ham. Men også i de præcise stik, der udstiller den underliggende sexisme i den måde, den kvindelige hovedperson bliver behandlet på, samtidig med at hun selv er blind for, hvordan hun behandler sin egen ivrigt ambitiøse assistent.
"Toni Erdmann" er desuden nådesløs, men også meget klichéfyldt, i skildringen af, hvordan forretningsverdenens expats bruger deres sparsomme fritid. Der er især en sexscene, som står meget skarpt frem, men ellers er det noget overfladisk - på flere planer. Men det fungerer også som en slags overgang til den mere personlige historie om forholdet mellem far og datter. Som i høj grad bliver drevet af pudsige indslag, hvor faderen iført paryk, falske tænder og vrøvlehistorier brager ind i datterens liv, både socialt og professionelt.
Pointen synes at være, at hans klovnerier bringer noget tiltrængt menneskelighed ind i hendes liv. At man ikke blot kan være en robot, der arbejder sig ihjel for sin arbejdsgiver, og at målet ikke helliger midlet - man skal også tænke på menneskene. Men i mine øjne er han også en tragisk klovn, der er temmelig groft grænseoverskridende i den måde, han angler efter opmærksomhed på, og det gør, at jeg ikke helt køber den del af filmen. Det bliver lidt for naivt i mine øjne.
Jeg synes også, at "Toni Erdmann" tager nogle underlige valg i sit filmsprog, når forfatter-instruktør Ade som udgangspunkt lægger sig op ad den dogmatisk realistiske stil, som er så dominerende i europæisk film for tiden. Men det bliver lidt mærkeligt, når den realistiske ramme bliver fyldt ud med åbenlyst urealistiske scener, som Ade efterhånden kommer ud i for at understrege sine pointer.
Sandra Hüller har ellers en virkelig velspillet hovedrolle som den indelukkede og kontante datter - der er fine nuancer i hendes spil trods den tilknappede facade. Peter Simonischek er mere ensporet som faderen, fordi rollen i så høj grad er lagt an på gimmicks, men han fungerer også glimrende inden for de rammer.
Men samlet set var "Toni Erdmann" en oplevelse på det jævne, og jeg forstår ikke, at den kommer med så stor hype, som den gør. På den anden side var der helt tydeligt mange i biografsalen, som syntes, at den var både morsommere og mere rørende, end jeg gjorde - så måske er det bare ikke en film for mig. Jeg havde i hvert fald svært ved at affinde mig ved flere ting ved filmen. Det gælder ikke mindst de 162 minutters spilletid - det er trods alt sjældent, jeg ser en film, hvor jeg tænker, at den burde have været skåret ned til det halve. Men jeg har også et problem med dens noget vage og i mine øjne letkøbte pointer. Eksempelvis er det her en film, der reelt argumenterer for, at målet helliger midlet - hvis bare man har en pruttepude. Og det holder altså ikke rigtig.
Den tyske "Toni Erdmann" behandler to hovedtemaer gennem sin 162 minutter lange fortælling om far og datter. Det ene handler om det besværlige forhold mellem de to, hvor datteren er pinligt berørt over sin far og hans onkelhumor, og det er helt tydeligt, at de ikke for alvor har talt sammen i årevis. Men de kommer naturligvis tættere på hinanden i løbet af filmen.
Filmens andet hovedtema handler om det kapitalistiske system, som datteren er en udøvende del af, og faderen er mere skeptisk overfor. Der ser vi den kyniske side af forretningslivet, hvor hendes opgave er at hjælpe et rumænsk olieselskab med at effektivisere driften - hvilket blot er et andet udtryk for at fyre mange medarbejdere.
Jeg synes, at filmen er klart mest interessant i de scener, der beskæftiger sig med datterens professionelle rolle. Forfatter-instruktør Maren Ade er så godt inde i stoffet, at hendes replikker rammer den moderne business-jargon, og der er nogle skarpt skildrede dilemmaer. Først og fremmest omkring corporate-verdenens møde med en rumænsk virkelighed, hvor manden på gulvet ikke ved, hvad der rammer ham. Men også i de præcise stik, der udstiller den underliggende sexisme i den måde, den kvindelige hovedperson bliver behandlet på, samtidig med at hun selv er blind for, hvordan hun behandler sin egen ivrigt ambitiøse assistent.
"Toni Erdmann" er desuden nådesløs, men også meget klichéfyldt, i skildringen af, hvordan forretningsverdenens expats bruger deres sparsomme fritid. Der er især en sexscene, som står meget skarpt frem, men ellers er det noget overfladisk - på flere planer. Men det fungerer også som en slags overgang til den mere personlige historie om forholdet mellem far og datter. Som i høj grad bliver drevet af pudsige indslag, hvor faderen iført paryk, falske tænder og vrøvlehistorier brager ind i datterens liv, både socialt og professionelt.
Pointen synes at være, at hans klovnerier bringer noget tiltrængt menneskelighed ind i hendes liv. At man ikke blot kan være en robot, der arbejder sig ihjel for sin arbejdsgiver, og at målet ikke helliger midlet - man skal også tænke på menneskene. Men i mine øjne er han også en tragisk klovn, der er temmelig groft grænseoverskridende i den måde, han angler efter opmærksomhed på, og det gør, at jeg ikke helt køber den del af filmen. Det bliver lidt for naivt i mine øjne.
Jeg synes også, at "Toni Erdmann" tager nogle underlige valg i sit filmsprog, når forfatter-instruktør Ade som udgangspunkt lægger sig op ad den dogmatisk realistiske stil, som er så dominerende i europæisk film for tiden. Men det bliver lidt mærkeligt, når den realistiske ramme bliver fyldt ud med åbenlyst urealistiske scener, som Ade efterhånden kommer ud i for at understrege sine pointer.
Sandra Hüller har ellers en virkelig velspillet hovedrolle som den indelukkede og kontante datter - der er fine nuancer i hendes spil trods den tilknappede facade. Peter Simonischek er mere ensporet som faderen, fordi rollen i så høj grad er lagt an på gimmicks, men han fungerer også glimrende inden for de rammer.
Men samlet set var "Toni Erdmann" en oplevelse på det jævne, og jeg forstår ikke, at den kommer med så stor hype, som den gør. På den anden side var der helt tydeligt mange i biografsalen, som syntes, at den var både morsommere og mere rørende, end jeg gjorde - så måske er det bare ikke en film for mig. Jeg havde i hvert fald svært ved at affinde mig ved flere ting ved filmen. Det gælder ikke mindst de 162 minutters spilletid - det er trods alt sjældent, jeg ser en film, hvor jeg tænker, at den burde have været skåret ned til det halve. Men jeg har også et problem med dens noget vage og i mine øjne letkøbte pointer. Eksempelvis er det her en film, der reelt argumenterer for, at målet helliger midlet - hvis bare man har en pruttepude. Og det holder altså ikke rigtig.
20/01-2017
