Skynd dig at se den.

5.0
Jeg fatter ikke Katrine Sommer Boysen, fra Jyllands Posten, som må have et hjerte af sten - siden hun kun kan give filmen 3 sølle stjerner. Den fortjener absolut sine 5 store af slagsen.

J.A. Bayona har lavet et eventyr om en 13 årigs værste mareridt om at være på kanten af det største tab - at risikere at skulle miste sin mor (iøvrigt perfekt afdæmpet og fint spillet af Felicity Jones).

Filmen handler ultimativt om at behandle sorg, og om at mobilisere kræfter til at kunne komme videre i sit liv. Det er en historie om vrede, frygt, afmagt og håb.

Lewis MacDougall er perfekt i rollen som Conor O’Malley, som udover frygten for sin mors død samtidig mobbes på det ondeste af klassekammerater - hans skiftevis plagede, modløse og trodsige ansigtsudtryk fortæller tydeligt det mareridt han gennemlever.

Conor reagerer voldsomt på det store pres, men heldigvis er han omgivet af forstående voksne - blandt dem hans far, hans mormor (Sigourney Weaver) og en skoleleder.

Filmen er garneret med eventyr, som ruster Conor til at omfavne og forstå den skæbne og fremtid han har.

En af årets bedste og mest rørende film. 8/10
Syv minutter over midnat