Han holder af hverdagen

4.0
En uge i buschaufføren og fritidsdigteren Patersons liv i byen Paterson, New Jersey.

Efter at have givet sit særlige touch til et par mere fantastiske genrer er Jim Jarmusch tilbage i den minimalistiske, hverdagsnære stil, som især prægede hans tidlige film. Her handler det altså om en mand, der basalt set bare bruger sit liv på at køre bus, betragte livet omkring sig og skrive digte - samt på forholdet til sin kæreste, der altid har gang i nye projekter og dermed udgør en klar kontrast til hovedpersonen.

Jarmusch følger Paterson i samme rolige, dvælende stil, som man husker fra fx "Stranger Than Paradise" og "Down by Law", men her er der om muligt endnu større fokus på de små detaljer. "Paterson" handler i allerhøjeste grad om at kunne se poesien i hverdagen, men er også en stille hyldest til det uambitiøse liv, hvor den personlige kunst er det vigtigste for hovedpersonen - som i øvrigt bliver glimrende spillet af Adam Driver.

Der er naturligvis også en pointe i navnesammenfaldet mellem hovedperson og sted, for byen Paterson er berømt som hjemsted for flere prominente digtere - hvoraf filmen primært refererer til William Carlos Williams, der såmænd også skrev et hovedværk ved navn "Paterson".

Det lykkes bestemt Jarmusch at lave en hverdagspoetisk film om hverdagspoesi, hvor man dog kan spørge, hvor meget man egentlig får ud af at se filmen. Men den er godt og sympatisk selskab, så længe den varer.
Paterson