R.I.P. Jonathan Demme

5.0
I anledning af Jonathan Demmes ærgerlige død var det på tide at give "The Silence of the Lambs" en chance til.

Jeg har altid godt kunne lide den - bevares - men at den igen og igen figurerer blandt de største klassikere, har jeg det lidt svært med. Og den følelse sidder jeg stadig med.

Jeg tror, du kunne have sat Jonathan Demme til at lave en hvilken som helst genrefilm, og det vil omgående blive en klassiker i dens respektive kategori. "The Silence of the Lambs" er indiskutabelt en blændende krimi. Scenerne i "grotten" mellem Clarice Starling og Dr. Lecter er tidsstandsende og hele filmens nerve. Demmes kameraarbejde her er mesterligt.

Mesterligheden udebliver bare i det lange løb. Jeg får aldrig mordmysteriet helt ind under huden, og jeg oplever aldrig den samme fornemmelse af hast og tidsnød, som den buldrende lydside ellers advokerer for. Filmen er mig lidt overgjort sine steder med sommerfuglelarven som det måske tydeligste eksempel. Misforstå ikke - jeg elsker når der skrues op for "fucked up"-faktoren, men der er en smule ubalance i værket her, netop fordi Jonathan Demme gerne vil sælge det som hyperrealisme.

I alle tilfælde er det en fandens god thriller og en aldrig kedelige krimihistorie, der afføder en af de mest ikoniske filmskurke nogensinde. Jeg kan se filmen igen og igen alene på grund af Anthony Hopkins øjne. Hold kæft hvor er han god. Og ækel. Og spændende!

I sidste ende bekendte Jonathan Demme sig vel aldrig rigtigt til en genre, heller ikke her, hvor filmens sande isolationsfange Bufallo Bill eksempelvis prikker til en række menneskelige grundspørgsmål. Det var når han gjorde netop dét, at Demme var allerbedst.
Ondskabens øjne