Det var satans.

6.0
Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg ikke ligefrem er fan af Nicolas Winding Refn. Jeg mener, at han er en instruktør, der går mere op i stil end substans. Det mener jeg egentlig stadig, men jeg må indrømme, at jeg blev taget fuldstændigt på sengen, da jeg så "The Neon Demon" efter have lånt den på bluray på det lokale bibliotek. På trods af den minimalistiske handling, som er typisk for Refn, fomåede han alligevel at fascinere og fastholde mig hele filmen igennem. Derfor så jeg filmen endnu en gang dagen efter, og der var ikke noget at tage fejl af: Jeg var helt vild med "The Neon Demon"!

Jeg så for ganske nyligt Refns "Only God Forgives", som jeg virkelig ikke tænker meget om. Jeg forstod ikke rigtigt, hvad der foregik i filmen, og så kan det godt være at filmen havde en meget imponerende æstetik i sine billeder og lyd. Jeg tror forskellen i "The Neon Demon" består i, at handlingen faktisk er meget nem at følge. Vi får godt nok ikke så meget at vide om Elle Fannings karakter, Jesse, og vi følger jo stort set bare hendes forsøg på at slå igennem som fotomodel. Men i stedet for at lave en nøgtern og detaljerig fortælling, som ligeså godt kunne tilhøre en melodramatisk tv-film, benytter Refn sig af et overrumplende billedsprog, hvor neonlys og høj elektronisk musik på minimalistisk vis skildrer en fest, som Jesse deltager i. Der er tale om æstetik, som i høj grad minder om den, man finder i musikvideoer. Ligeledes er det eneste, vi ser af Jesses første catwalk-modeshow hendes ansigt og krop oplyst af neonlys i mørket. Der stræbes efter et mere kunstnerisk abstrakt udtryk fremfor en nøgtern skildring af begivenheden. Less is more.

Der er dog som sagt let af følge filmens handling, og jeg mener, at jeg bliver ved med at være engageret, fordi hovedkarakteren interagerer med de omkringliggende karakterer i stedet for blot at være en stoisk, tavs og skulende hovedkarakter, som dem man ser i "Valhalla Rising", "Only God Forgives" og tildels i "Drive". Der opstår en fremskridning i handlingen, og Jesses karakter undergår desuden en udvikling, som markeres af catwalk-modeshowet. Hun går fra at være den udskyldsrene og søde "girl next-door" til at være en kold og kynisk del af modelbranchen. Skønheden korrumperes. Hun vender ryggen til sin velnok eneste sande ven i filmen, den unge håbefulde fotograf, Dean, som ønsker at tro på, at der i hvert fald er andet end ydre skønhed. Dean, og velnok også publikum, får imidlertid stillet spørgsmålet om, hvorvidt Jesse ville være blevet undet et blik, hvis hun ikke havde besiddet en ydre skønhed? Spørgsmålet er højst relevant for Dean, som forsøger sig som modefotograf, men der bliver også sat fokus på samfundets fokus på ydre skønhed, ikke mindst i medierne og reklamer. Jesses skønhed bliver imidlertid misundt af hendes rivaliserende kollegaer, som bogstaveligt talt ender med at fortære Jesse. Heri ligger der en nærmest David Lynch'sk symbolik: Under den overfladiske skønhed gemmer sig det grimme og onde. Der er ikke meget horrorfilm over "The Neon Demon" i gængs forstand. Men det bliver antydet, at der er noget vampyr/kannibalistisk over modebranchen. Dette er velnok ment i symbolsk forstand, men bliver også understreget i konkret form.

Det er muligt, at man ikke har den store følelsesmæssige tilknytning til karaktererne i filmen. Men jeg var dog alligevel engageret i filmens fortælling, og der ligger noget sørgmodigt i filmens slutning, som bliver understreget af Sias glimrende popnummer under end credits. Jeg havde den følelse i maven, som, når man har fulgt en karakter på en (følesmæssig)rejse i en film, som er nået til en ende. Jeg var dybt fasinceret af filmen, dens billedsprog og dens symbolik. Det gør ikke noget for mig, at en film er stiliseret og har kunsteriske abitioner, så længe handlingen er til at følge og formår at engagere mig og fastholde min opmærksomhed. "The Neon Demon" brillerer på alle punkter.

The Neon Demon