Stadig ætsende

5.0
Hvor er det en fornøjelse at begive sig ind på scope efter et gensyn med denne ætsende gode, men offentligt oversete perle.

Don, Emil Schultz, Pinhead, Forceoffive, Thomas Nielsen.. En tungt rullende og næsten fuldtallig scope-inderkreds har allerede sagt alt, hvad der kan og skal siges om Sean Penns perfekt tempererede og dybt påvirkende thrillerdrama. Nu tilføjer jeg lige lidt.

Anslaget er mesterligt. Fra de første, glidende billeder af Jack Nicholsons maniske mumlen og himlens dalende fugle er man suget ned i Sean Penns sorte gryde, mens Hans Zimmers musik (fra hans lidt mere lavmælte dage) brænder sig fast i tankerne.

Handlingens tempo er roligt, deterministisk og skræmmende, ikke mindst i kraft af filmens mageløse åbning. Værket rokker og sitrer, som om det hele er skævvredet og forhekset fra starten. At Sean Penn instruerer, kan mærkes i de smukke naturmontager og den besættelse af målet, der gør vores hovedperson blind for vejen dertil - påfaldende lig Christopher McCandless' tunnelsynede vej mod vildmarken i Penns "Into The Wild".

"The Pledge" skildrer smerte så råt og dybtfølt, som det nærmest kan gøres i Hollywood-regi. Mickey Rourke flænser følelserne på bare to minutter (her står tiden vitterligt stille), mens Vanessa Redgrave citerer H. C. Andersen, så hårene rejser sig. Jack Nicholson er umulig at tage øjnene fra, og da livet til sidst smuldrer mellem fingrene på ham, følte jeg mit eget hjerte blive tungere.

"The Pledge" fortjener at blive husket.
Løftet - The Pledge