Episk dårlig
1.0
Tomas Alfredson har lavet en perfekt dekonstruktion af nordic noir-genren.
En film, der er bygget op som en klassisk whodunnit, men gennem manglende logisk sammenhæng udstiller, at den nordiske stil aldrig har handlet om plot, men mere om stemning og miljø. Med en helt, der via et ganske utroværdigt personligt subplot understreger den tommetykke genrekliché om den martrede politimand med det ødelagte privatliv. Og en skurk, der via en uforklarlig trang til at lemlæste kvindekroppe på spektakulære måder tvinger os til at konfrontere tanken, om at al snakken om mænd, der hader kvinder, måske i virkeligheden bare dækker over kynisk brug af chokeffekter, som nærmer sig torture porn. Men i sidste ende holder filmen sig selvsagt også til genrens dogme, om at lige meget hvilke andre forklaringsmodeller der lokkes med, er det mors og fars skyld.
Eller ...
Eller også er "The Snowman" en utroligt dårlig film.
Det er virkelig sjældent, at man laver en film på Hollywood-A-budget med en teknisk flot produktion, erfarne og kompetente manusforfattere, en dygtig instruktør, besat med Oscar-vindere og talenter fra øverste hylde i Skandinavien ... hvor slutresultatet bare er episk dårligt.
Vi taler om en film, hvor man sidder og taber underkæben og tænker oh wow, det her er skidt. Der er især ét vendepunkt i oplevelsen, hvor man efter en nogenlunde klassisk krimiopbygning pludselig kommer i tvivl, om man lige kom til at falde i søvn i en halv time. Og så er det, at det langsomt går op for én, at tingene ikke længere giver mening, fordi klipperen nok kom til at tage lidt for meget LSD under arbejdet, tabte alle filmstrimlerne på gulvet og derefter bare satte dem sammen i tilfældig rækkefølge. Og så kom hun også til at tabe sin smøg, så en tredjedel af filmen desværre blev futtet af.
Men på den anden side er det nok ikke klipperen, som fx har stoppet vat i munden på Val Kilmer og bedt ham om at spille sin birolle som fordrukken politimand som en dårlig parodi på Marlon Brando i "The Godfather". Det er heller ikke klipperen, som har smidt absurde splattereffekter ind i noget, der vist skulle forestille at være en seriøs og dyster nordisk krimi.
Alfredson har forklaret, at produktionen løb tør for penge, og at der derfor var 10-15% af manuskriptet, som aldrig blev indspillet. Det forklarer muligvis, at de ikke har kunnet redde den ved at tilkalde Scorseses faste klipper, Thelma Schoonmaker, for ikke engang hun har kunnet klippe materialet sammen til noget, der giver mening. Der er gigantiske huller i plottet, handlingen springer rundt på må og få, og Michael Fassbender tumler umotiveret rundt som fordrukken helt midt i det hele. Karaktererne bliver ikke rigtig bygget op, men opfører sig bare totalt skizofrent, ikke mindst Rebecca Ferguson i den anden hovedrolle som grøn kriminalbetjent.
Jeg har ikke læst nogen af Jo Nesbøs bøger, men baseret på de par filmatiseringer, jeg har set, har jeg en mistanke, om at nogle af problemerne stammer helt fra forlægget, for plot virker ærligt talt ikke til at være Nesbøs stærkeste side. Hans historier virker netop bare til at være hårdtpumpede på grænsen til splatter, uden at der er nogen større underliggende mening, der kan undskylde det som andet end effektjageri.
Hvis den mening var der, har Tomas Alfredson i hvert fald ikke fundet frem til den i "The Snowman".
En film, der er bygget op som en klassisk whodunnit, men gennem manglende logisk sammenhæng udstiller, at den nordiske stil aldrig har handlet om plot, men mere om stemning og miljø. Med en helt, der via et ganske utroværdigt personligt subplot understreger den tommetykke genrekliché om den martrede politimand med det ødelagte privatliv. Og en skurk, der via en uforklarlig trang til at lemlæste kvindekroppe på spektakulære måder tvinger os til at konfrontere tanken, om at al snakken om mænd, der hader kvinder, måske i virkeligheden bare dækker over kynisk brug af chokeffekter, som nærmer sig torture porn. Men i sidste ende holder filmen sig selvsagt også til genrens dogme, om at lige meget hvilke andre forklaringsmodeller der lokkes med, er det mors og fars skyld.
Eller ...
Eller også er "The Snowman" en utroligt dårlig film.
Det er virkelig sjældent, at man laver en film på Hollywood-A-budget med en teknisk flot produktion, erfarne og kompetente manusforfattere, en dygtig instruktør, besat med Oscar-vindere og talenter fra øverste hylde i Skandinavien ... hvor slutresultatet bare er episk dårligt.
Vi taler om en film, hvor man sidder og taber underkæben og tænker oh wow, det her er skidt. Der er især ét vendepunkt i oplevelsen, hvor man efter en nogenlunde klassisk krimiopbygning pludselig kommer i tvivl, om man lige kom til at falde i søvn i en halv time. Og så er det, at det langsomt går op for én, at tingene ikke længere giver mening, fordi klipperen nok kom til at tage lidt for meget LSD under arbejdet, tabte alle filmstrimlerne på gulvet og derefter bare satte dem sammen i tilfældig rækkefølge. Og så kom hun også til at tabe sin smøg, så en tredjedel af filmen desværre blev futtet af.
Men på den anden side er det nok ikke klipperen, som fx har stoppet vat i munden på Val Kilmer og bedt ham om at spille sin birolle som fordrukken politimand som en dårlig parodi på Marlon Brando i "The Godfather". Det er heller ikke klipperen, som har smidt absurde splattereffekter ind i noget, der vist skulle forestille at være en seriøs og dyster nordisk krimi.
Alfredson har forklaret, at produktionen løb tør for penge, og at der derfor var 10-15% af manuskriptet, som aldrig blev indspillet. Det forklarer muligvis, at de ikke har kunnet redde den ved at tilkalde Scorseses faste klipper, Thelma Schoonmaker, for ikke engang hun har kunnet klippe materialet sammen til noget, der giver mening. Der er gigantiske huller i plottet, handlingen springer rundt på må og få, og Michael Fassbender tumler umotiveret rundt som fordrukken helt midt i det hele. Karaktererne bliver ikke rigtig bygget op, men opfører sig bare totalt skizofrent, ikke mindst Rebecca Ferguson i den anden hovedrolle som grøn kriminalbetjent.
Jeg har ikke læst nogen af Jo Nesbøs bøger, men baseret på de par filmatiseringer, jeg har set, har jeg en mistanke, om at nogle af problemerne stammer helt fra forlægget, for plot virker ærligt talt ikke til at være Nesbøs stærkeste side. Hans historier virker netop bare til at være hårdtpumpede på grænsen til splatter, uden at der er nogen større underliggende mening, der kan undskylde det som andet end effektjageri.
Hvis den mening var der, har Tomas Alfredson i hvert fald ikke fundet frem til den i "The Snowman".
28/11-2017
