Democracy dies in darkness

4.0
I 1971 begynder New York Times at publicere nyheder fra en hemmeligstemplet rapport, der viser, at regeringen har vildledt befolkningen om krigen i Vietnam - men de bliver hurtigt stoppet af et fogedforbud fra Det Hvide Hus. Det får Washington Post til at sætte alle kræfter ind på også at skaffe de såkaldte Pentagon-papirer og få sandheden frem.

Det er et vigtigt kapitel af amerikansk mediehistorie, som Steven Spielberg her genfortæller. Sagen om Pentagon-papirerne er en juridisk milepæl i forhold til pressefrihed og behandling af whistleblowere, og sammen med Watergate-skandalen, der fulgte kort efter, fik den stor betydning for offentlighedens syn på myndighederne og var med til at udløse et politisk opgør med efterretningstjenesterne senere i 70'erne.

Det ridser Spielberg dygtigt op i en klassisk omgang dokudrama, der understreger, at frie medier med adgang til at kigge magthaverne i kortene er en kritisk vigtig del af den demokratiske samfundsmodel, vi kender. Hvilket selvsagt også er en væsentlig pointe i forhold til nutiden, hvor de klassiske nyhedsmedier er svækkede og i USA helt konkret er under konstant beskydning fra landets præsident. "The Post" er en film, der hylder god, gammeldags undersøgende journalistik, og hurra for det.

Det er også en film med en lidt pudsig vinkel på historien, for det var som nævnt New York Times, der var først med de vigtige afsløringer. Washington Post kom først i anden række, men forfatterne har formentlig set mere drama i at fokusere på Katherine Graham, der var den første kvindelige hovedejer af et stort amerikansk dagblad og var i gang med en vigtig børsnotering, der skulle skaffe nye penge til avisen. Det med, om Graham så tør lade avisen skrive historierne, når der samtidig er brug for tillid fra finansmarkedet, virker dog ikke specielt godt som dramatisk element. Der er klart mere pondus i skildringen af den underliggende sexisme, Graham møder fra pengemændene, selv om det rent faktisk er hende, der bestemmer.

Rollen som Graham ligger naturligvis virkelig godt til Meryl Streep, der er god som den pressede udgiver, der efter sin indledende nervøsitet finder den rette beslutsomhed. Og hun bliver selvfølgelig godt matchet af Tom Hanks, der er skarp som chefredaktør Ben Bradlee - én af de allerstørste personligheder i amerikanske nyhedsmedier, som netop stod i spidsen for Washington Posts afsløringer af både Pentagon-papirer og Watergate. Tracy Letts har også en fin birolle som avisens bestyrelsesformand, og "The Post" er i det hele taget bare velspillet.

Det er dog også en film, som netop fokuserer meget på de øvre lag og beslutningsprocesserne i toppen af avisen, og dermed mindre på selve det journalistiske arbejde. Som selvfølgelig også var lidt tørt og kedeligt, eftersom det primært handlede om at sikre sig en kopi af de tusindvis af sider, som whistlebloweren Daniel Ellsberg havde smuglet ud fra sit kontor.

"The Post" er en gennemført vellavet film, som fortæller en vigtig historie, men jeg synes ikke, den kommer op i allerhøjeste gear som drama, fordi stoffet netop er lidt tørt i det, og den som nævnt virker lidt som en sidehistorie i den store fortælling. Det er en god film, men for et par år siden var der lidt mere gods i "Spotlight", som overordnet handlede om næsten samme temaer.
The Post