Helt bogstaveligt en kamp for ligestilling
4.0
I 1970 gør ni af verdens bedste kvindelige spillere oprør mod det eskalerende løngab i professionel tennis, da de grundlægger deres egen serie af turneringer uden for det internationale forbund. Det får en for længst pensioneret mandlig stjerne til at erklære, at kvinder aldrig vil kunne slå mænd, og udfordre de bedste kvindelige spillere til en match for at bevise det.
"Battle of the Sexes" handler om den berømte kamp, der blev markedsført under samme titel, da superstjernen Billie Jean King i 1973 mødte 55-årige Bobby Riggs. I et succesfuldt PR-stunt orkestreret af Riggs, som tiltrak enorm opmærksomhed og tv-dækning i flere lande.
Den historie har instruktørægteparret Valerie Faris og Jonathan Dayton (dem med "Little Miss Sunshine") klogeligt valgt at iscenesætte som en komedie. Der så faktisk samtidig er en særdeles trofast genfortælling af begivenhederne, for virkelighedens Battle of the Sexes var et præcist lige så vanvittigt cirkus, som vi ser her.
Filmen tager sig lidt friheder ved at klemme forløbet mellem stiftelsen af kvindernes tour og kønnenes kamp sammen til kortere tid, end der gik i virkeligheden. Men grundlæggende set er alle detaljer korrekte - inklusive ting, som at King blev båret ind på stadion udklædt som Cleopatra, mens Riggs kom ind i en rickshaw trukket af kvindelige modeller. Det ville selvsagt have været svært at lave et hyperseriøst drama over, men Faris og Dayton tager bestemt filmens underliggende temaer alvorligt.
Vi får nemlig et hurtigt skarpt rids af forhistorien om bruddet med det internationale forbund, der slet ikke kan se noget galt, i at man hæver mændenes præmiepenge til at være endnu højere end kvindernes. Med argumentet, om at det jo er mændene, der trækker tilskuere, hvilket så får kvinderne til beslutte sig for at bevise, at de også har et stort publikum - med et tobaksfirma som hovedsponsor, hvilket er endnu én af historiens bizarre detaljer. Der er sket noget på ligestillingsfronten siden 1970, og det påpeger filmen konstant med en fint afbalanceret humor.
Omvendt var der et lidt længere tilløb til større seksuel ligestilling, og den dimension lægger "Battle of the Sexes" også ind i portrættet af Billie Jean King. Selvfølgelig, for King var én af de første berømte amerikanske kvinder, der åbent trådte frem som biseksuel. Men det skete først nogle år senere, for på dette tidspunkt vurderede hun - givetvis med rette - at det ville have dræbt tenniskvindernes projekt, hvis hun skabte skandale med sit sexliv.
På den led skaber Emma Stone et flot portræt af King, både som kvinden, der tog kampen mod den chauvinistiske udfordrer, og som den forkæmper for ligestilling og LGBT-rettigheder, hun i årtier har været kendt som. Selv om Stone er god i alt, hvad hun rører ved, er jeg alligevel lidt overrasket over, hvor godt hun klarer at forvandle sig til en lidt socialt akavet sportsstjerne. Og så fungerer Steve Carell også virkelig godt som Bobby Riggs, der skildres som en spradebasse, gambler og hustlertype, men med så meget menneskelighed, at man holder lidt af ham - trods hans selvpromoverende sexisme og det håbløse projekt med at komme tilbage i rampelyset.
De bliver bakket op af flere fine biroller - bl.a. Elisabeth Shue som Riggs' kone, Andrea Riseborough som Kings elskerinde og Sarah Silverman i et herligt portræt af den ukuelige magasinredaktør, der hjalp kvinderne med at få stablet deres tour på benene. Og samlet set jonglerer Faris og Dayton faktisk med et ret stort persongalleri, der cirkulerer ind og ud af scenerne med kvikt etablerede og ofte spidst satiriske karakterskildringer.
"Battle of the Sexes" er en dejlig film, der med en flot balance mellem humor og historiske fakta tager publikum på tur rundt i et helt usædvanligt sportscirkus. Det er en god historie om mennesker, der gjorde en forskel, muntert og veloplagt leveret af Valerie Faris og Jonathan Dayton, der har en sjælden evne til at banke vigtige pointer ind med humor. Absolut en positiv overraskelse, der giver fire store stjerner hos mig.
"Battle of the Sexes" handler om den berømte kamp, der blev markedsført under samme titel, da superstjernen Billie Jean King i 1973 mødte 55-årige Bobby Riggs. I et succesfuldt PR-stunt orkestreret af Riggs, som tiltrak enorm opmærksomhed og tv-dækning i flere lande.
Den historie har instruktørægteparret Valerie Faris og Jonathan Dayton (dem med "Little Miss Sunshine") klogeligt valgt at iscenesætte som en komedie. Der så faktisk samtidig er en særdeles trofast genfortælling af begivenhederne, for virkelighedens Battle of the Sexes var et præcist lige så vanvittigt cirkus, som vi ser her.
Filmen tager sig lidt friheder ved at klemme forløbet mellem stiftelsen af kvindernes tour og kønnenes kamp sammen til kortere tid, end der gik i virkeligheden. Men grundlæggende set er alle detaljer korrekte - inklusive ting, som at King blev båret ind på stadion udklædt som Cleopatra, mens Riggs kom ind i en rickshaw trukket af kvindelige modeller. Det ville selvsagt have været svært at lave et hyperseriøst drama over, men Faris og Dayton tager bestemt filmens underliggende temaer alvorligt.
Vi får nemlig et hurtigt skarpt rids af forhistorien om bruddet med det internationale forbund, der slet ikke kan se noget galt, i at man hæver mændenes præmiepenge til at være endnu højere end kvindernes. Med argumentet, om at det jo er mændene, der trækker tilskuere, hvilket så får kvinderne til beslutte sig for at bevise, at de også har et stort publikum - med et tobaksfirma som hovedsponsor, hvilket er endnu én af historiens bizarre detaljer. Der er sket noget på ligestillingsfronten siden 1970, og det påpeger filmen konstant med en fint afbalanceret humor.
Omvendt var der et lidt længere tilløb til større seksuel ligestilling, og den dimension lægger "Battle of the Sexes" også ind i portrættet af Billie Jean King. Selvfølgelig, for King var én af de første berømte amerikanske kvinder, der åbent trådte frem som biseksuel. Men det skete først nogle år senere, for på dette tidspunkt vurderede hun - givetvis med rette - at det ville have dræbt tenniskvindernes projekt, hvis hun skabte skandale med sit sexliv.
På den led skaber Emma Stone et flot portræt af King, både som kvinden, der tog kampen mod den chauvinistiske udfordrer, og som den forkæmper for ligestilling og LGBT-rettigheder, hun i årtier har været kendt som. Selv om Stone er god i alt, hvad hun rører ved, er jeg alligevel lidt overrasket over, hvor godt hun klarer at forvandle sig til en lidt socialt akavet sportsstjerne. Og så fungerer Steve Carell også virkelig godt som Bobby Riggs, der skildres som en spradebasse, gambler og hustlertype, men med så meget menneskelighed, at man holder lidt af ham - trods hans selvpromoverende sexisme og det håbløse projekt med at komme tilbage i rampelyset.
De bliver bakket op af flere fine biroller - bl.a. Elisabeth Shue som Riggs' kone, Andrea Riseborough som Kings elskerinde og Sarah Silverman i et herligt portræt af den ukuelige magasinredaktør, der hjalp kvinderne med at få stablet deres tour på benene. Og samlet set jonglerer Faris og Dayton faktisk med et ret stort persongalleri, der cirkulerer ind og ud af scenerne med kvikt etablerede og ofte spidst satiriske karakterskildringer.
"Battle of the Sexes" er en dejlig film, der med en flot balance mellem humor og historiske fakta tager publikum på tur rundt i et helt usædvanligt sportscirkus. Det er en god historie om mennesker, der gjorde en forskel, muntert og veloplagt leveret af Valerie Faris og Jonathan Dayton, der har en sjælden evne til at banke vigtige pointer ind med humor. Absolut en positiv overraskelse, der giver fire store stjerner hos mig.
08/05-2018
