Selvfed Tarantino - ikke en film for alle.

4.0
Quentin Tarantino er nået til et punkt i sin karriere, hvor han laver film til sig selv - og til de feinschmeckere som kan gennemskue hans referencer. Det er også en kærlighedserklæring til hans fortid.

Desværre for det brede publikum, betyder det også at mange vil misse hans pointe med filmen - som simpelthen bare er at dyrke detaljerne, og ikke at fortælle en god historie.

Jeg talte med flere, efter filmen som intet havde fået ud af de små 3 timer i biografsædet. Faktisk havde de kedet sig bravt. Derfor denne advarsel; Denne film er ikke for det brede publikum.

Som filmbuff - og som menneske som voksede op i den tid filmen beskriver var der for mig masser at hente, på trods af den manglende store fortælling.

Jeg skal absolut se filmen igen - og helt sikkert flere gange. Men det er for at udforske og gense de mange detaljer, Tarantino forkæler os med.

Ja, jeg synes det er fedt når Brad Pitt og Leonardo Dicaprio bliver udsat for et mix af Tarantino indfald og egne improvisationer - og ja, jeg synes det var megafedt at gense Bruce Lee, Steve McQueen - med flere andre, som genopstod fra de døde.

Desuden må man beundre Tarantinos sans for detaljerne - man er i den grad tilbage i 1969 både når det drejer sig om skuespillet, sproget - og især i kulisserne. Det må have været en fest at skabe den stemning, helt suverænt.
Tarantino tør også, som en Sergio Leone at tilføre en scene en personlig spænding som trækkes i langdrag - uden at det nødvendigvis bliver udløst til noget som helst.

På det personlige plan var jeg måske underholdt til 5 stjerner - men jeg vælger at give den 4, for det er bestemt ikke en film for masserne. Vi har et klassisk Tarantino hævn plot, men der mangler i den grad en historie og en pointe som den helt almindelige biografgænger kan tage med sig hjem.

Går du ind for at se den alligevel, trods min advarsel - så nyd detaljerne og glem logikken.
Once Upon a Time... in Hollywood