Simpel monsterfilm

3.0
"Cujo" er en af de Stephen King-filmatiseringer, som jeg har set færrest gange. Dette er vist kun anden gang, som jeg ser filmen.

Dette skyldes måske også, at filmens handling ikke er særligt interessant. Handlingen er i hvert fald utrolig simpel: En godmodig Sankt Bernhardshund får rabies og går amok. Den første lange stykke af filmen er det, i typisk Stephen King-ånd, etablering af persongalleriet, som skal få os til at kere os om karaktererne. Filmen handler dels om en lille familie, hvor ægteskabet hænger i laser. Mand og kone har mistet gnisten, manden er presset på arbejdet og konen har en affære. Drengen er bange for monstre. Alt dette er ikke synderligt interessant og har kun ringe betydning for det, man rent faktisk ser filmen for: Monstrets hærgen.

Der er egentlig ret god spænding, da moderen og sønnen er fanget i bilen og engang imellem vover sig udenfor. Men handlingen er meget ensformig og kører i ring. Jeg er heller ikke en, som ofte kritiserer en film for at være utrolig. Men der er flere uheldige sammenfald, som gør, at moderne og sønnen ender i situationen i bilen. Måske har dette noget at gøre med, at Stephen King eftersigende var i fuld gang med sit alkohol- og stofmisbrug, da han skrev bogen, som ligger til grund for filmen og i dag åbenbart ikke engang erindrer denne proces.
Cujo