Uretfærdig krig

4.0
Kirk Douglas, en af de sidste filmstjerner fra Hollywoods guldalder, er netop gået bort i en imponerende alder af 103. Derfor så jeg i går aftes "Paths of Glory", en af de få film med ham, som jeg har stående på dvd-hylden foruden "Spartacus". Hvor "Spartacus" er den store episke film, og min foretrukne af de to, så var det i stedet Kubricks antikrigsfilm, som valget faldt på, da spilletiden var langt mere egnet til en sådan hverdagsaften.

PoG har en historie, som virkeligt kan forarge og er desuden en vigtig historie, som udstiller, hvor vanvittig krig kan være, og hvor uretfærdigt behandlet den lille mand kan blive.

Filmen tager udgangspunkt i et slag fra første verdenskrig fra den franske hærs perspektiv, hvor en vanvittig overordnet først beordrer nedskydning af egne tropper, fordi de opgiver at storme fjendens uigennemtrængelige linjer. Derfor skal de dømmes for døden for kujonagtig opførsel. Filmen udstiller, hvor hykleriske de overordnede i hæren er, når de anklager tropperne for at være kujoner, mens de mageligt observerer slaget på afstand. En kaptajn afslører før slaget desuden selv kujonagtig og morderisk opførsel, men benytter muligheden for at sende soldaten, der kender sandheden i døden, da kaptajnen skal udvælge en mand til henrettelsen.

På trods af, at filmen har en vigtig historie og til en vis grad formår at forarge publikum, så er filmen alligevel lidt langtrukken og formår ikke at blive en filmoplevelse af de helt store for mig personligt.
Paths of Glory