Lion King? Tiger King? You Got It!

3.0
Noel Marshall kaster bogstaveligt talt sin egen familie for løverne i den måske mest sindssyge filmproduktion, der nogensinde i historien er foretaget! Man tror dårligt sine egne øjne, når man ser filmen. Men den findes altså!

Filmens instruktør, forfatter og hovedrolleindehaver Noel Marshall financierede selv filmen sammen med sin hustru Tippi Hedren, der spiller den kvindelige hovedrolle. Marshalls og Hedrens respektive børn, hvilke inkluderer en meget ung Melanie Griffith, der kom grueligt galt afsted under optagelserne, spiller ligeledes stort set dem selv og bærer ovenikøbet deres virkelige fornavne i filmen. Det synes derfor nærliggende at antage, at Roar har været et ægte "passion project" for familien Marshall / Hedren, men for ind i helvede, hvor gik de meget igennem undervejs!

Jeg anbefaler på det kraftigste, at man tjekker filmens "Trivia"-side på IMDB ud, da det bliver en desto større oplevelse at se filmen, jo mere man ved om den. For ser man Roar helt objektivt og ude af kontekst, har den sådan set ganske store problemer: Noel Marshall havde umiddelbart ingen erfaring med at skrive eller instruere film før denne, hvilket sandsynligvis er forklaringen på, at han udviser absolut minimal sans for det filmiske herunder opbygning, sammenhæng og replikskrivning. Det er helt håbløst! Underlægningsmusikken kværner løs i tide og utide og flere af replikkerne er elendigt dubbede. Men filmen henter sin styrke i sine 100 % ægte rovdyroptagelser, der virkelig får seeren til at tabe underkæben af vantro over, at det man ser rent faktisk fandt sted, og at ægteparret Marshall og Hedren ganske frivilligt udsatte ikke blot dem selv men også adskillige andre mennesker, herunder deres egne børn, for massiv livsfare under optagelserne. Derfor er filmen egentlig ret vanskelig at anmelde, da den objektivt set er et rent amatørprodukt, som man alligevel fascineres kraftigt af grundet de helt ekstraordinære optagelser, man er vidne til. Derfor lander jeg i sidste ende på midten af skalaen.

Roar er et unikum i filmhistorien, som jeg næsten synes, at alle filmentusiaster bør se, for der er altså en oplevelse at hente her: Godt nok en speciel én af slagsen, men ikke desto mindre: En oplevelse!
Dus med løverne