Søvndyssende Nonsens
2.0
Det kan vel næsten betegnes som modigt, at kaste sig ud I en filmisk efterfølger til Stanley Kubrick’s ikoniske horrofilm “The Shining”.
Fans og andre godtfolk kan i hvert fald hurtigt risikere at se sig sure og negative på en sådan film, uanset kvaliteten tror jeg.
Instruktør Mike Flanagan’s livtag med Stephen King’s roman, har da også delt lejren, hvor jeg støder på folk der finder den kedelig, dårlig eller bare ret middelmådig og så dem der finder den ganske vellykkede.
Om man skal tolke andet i dette er jo svært at vide. Men når en film deler vande, kan jeg personligt godt få indtrykket af, at så må den jo kunne et eller andet. Så det er jeg vel nød til at anerkende, uanset hvad der eventuelt ligger bag. Jeg kan bare slet ikke se hvad det så er den kan.
Som film er den mig ganske enkelt en lang og også for lang, omgang forvrøvlet nonsens, som jeg slet ikke kan finde hverken spænding eller fascination i. Den er ganske enkelt hamrende kedelig.
Normalt trækker Ewan McGregor ellers et solidt læs, i den film han medvirker i. Men her virker han for stoisk, i rollen som Dan Torrance, sønnen der overlevede sin fars bersærkergang (i Kubrick’s fremragende forløber) og nu som traumatiseret voksen, må bekæmpe sine egne dæmoner.
Samtidig må han også forsøge at hjælpe en pige, der som ham selv, åbenbart har overnaturlige evner og hvis livskraft efterstræbes af en mystisk kult.
Dan Torrance’s karakterbue og fortælling giver egentlig fin mening og det giver ligeledes fin mening, at han til sidst må se sin værste frygt i øjnene og tage tilbage til hotellet The Overlook (fra The Shining).
At der leveres et par scener, der mere virker som vil man gerne lige tilfredsstille fans af originalen, er til at leve med. Men som resten af filmen, fungerer klimaks ikke som andet end en kliche, der aldrig tør bevæge sig ud af sin tryghedszone. Måske fordi, filmen indtil her modigt har satset en del på at beretningen kunne bæres af dramaet, uden at svælge for meget i gru og gys.
Som efterfølger kan jeg ikke påstå den helt fejler, for den står selvstændigt som film og virker ikke som en forlængelse af ”The Shining”.
Men udvidelsen af dette univers bliver mig for meget og kombineret med karakterer der er mig evigt ligegyldige, så var filmen en kamp at komme igennem, uden at falde i søvn. Ironisk nok, titlen taget i betragtning. Det er derfor desværre to forsigtige stjerner.
Fans og andre godtfolk kan i hvert fald hurtigt risikere at se sig sure og negative på en sådan film, uanset kvaliteten tror jeg.
Instruktør Mike Flanagan’s livtag med Stephen King’s roman, har da også delt lejren, hvor jeg støder på folk der finder den kedelig, dårlig eller bare ret middelmådig og så dem der finder den ganske vellykkede.
Om man skal tolke andet i dette er jo svært at vide. Men når en film deler vande, kan jeg personligt godt få indtrykket af, at så må den jo kunne et eller andet. Så det er jeg vel nød til at anerkende, uanset hvad der eventuelt ligger bag. Jeg kan bare slet ikke se hvad det så er den kan.
Som film er den mig ganske enkelt en lang og også for lang, omgang forvrøvlet nonsens, som jeg slet ikke kan finde hverken spænding eller fascination i. Den er ganske enkelt hamrende kedelig.
Normalt trækker Ewan McGregor ellers et solidt læs, i den film han medvirker i. Men her virker han for stoisk, i rollen som Dan Torrance, sønnen der overlevede sin fars bersærkergang (i Kubrick’s fremragende forløber) og nu som traumatiseret voksen, må bekæmpe sine egne dæmoner.
Samtidig må han også forsøge at hjælpe en pige, der som ham selv, åbenbart har overnaturlige evner og hvis livskraft efterstræbes af en mystisk kult.
Dan Torrance’s karakterbue og fortælling giver egentlig fin mening og det giver ligeledes fin mening, at han til sidst må se sin værste frygt i øjnene og tage tilbage til hotellet The Overlook (fra The Shining).
At der leveres et par scener, der mere virker som vil man gerne lige tilfredsstille fans af originalen, er til at leve med. Men som resten af filmen, fungerer klimaks ikke som andet end en kliche, der aldrig tør bevæge sig ud af sin tryghedszone. Måske fordi, filmen indtil her modigt har satset en del på at beretningen kunne bæres af dramaet, uden at svælge for meget i gru og gys.
Som efterfølger kan jeg ikke påstå den helt fejler, for den står selvstændigt som film og virker ikke som en forlængelse af ”The Shining”.
Men udvidelsen af dette univers bliver mig for meget og kombineret med karakterer der er mig evigt ligegyldige, så var filmen en kamp at komme igennem, uden at falde i søvn. Ironisk nok, titlen taget i betragtning. Det er derfor desværre to forsigtige stjerner.
03/10-2020
