Samfundets bærme
3.0
Jeg havde hørt lidt om denne tyske film. Ikke noget specifikt. Bare at den skulle være meget grum. Så da jeg opdagede, at den var på Filmstriben, valgte jeg at låne den.
Filmen følger Fritz Honka, en sølle skikkelse i Hamburgs luderkvarter anno 1970, som frekventerer værtshuset Den Gyldne Handske. Han lokker med billig sprut afdankede prostituerede med hjem, som han krænker seksuelt og eventuelt dræber, parterer og skjuler i skunken i væggen.
Der synes ikke at være nogen større mening eller retning på historien udover at skildre livet for en grusom seriemorder. På denne måde minder filmen om John McNaughtons "Henry: Portrait of a Serial Killer" (1990). Men hvor McNaughtons film i højere grad eksperimenterede med at bryde konventionerne for gyserfilm mht stil og fortælleteknik, så er Akins fim om Honka egentlig meget konventionel og henad landevejen, omend den er særdeles grusom i sit indhold. Til sidst forsøger Akin dog at pirre vores forventning til, hvad der skal ske i filmens klimaks, som der længe undervejs er bygget op til. Men vi bliver taget ved næsen. Jeg vil ikke spoile noget, men hatten af for Akin at forsøge at lege med publikums forventninger.
En stor styrke i filmen er imidlertid dens miljøskildring og håndværket, hvad angår production-design. Jeg har ikke været i en ussel lejlighed i Hamburg i 1970. Men det virker for mig virkelig autentisk. Jeg kan næsten lugte råddenskaben, der bogstaveligt talt bor i væggene hos Honka, og jeg bliver lidt deprimereret af at se de triste gråbrune farver i hans nedslidte, ildebefængte, usle lille lejlighed. Tonen er ramt perfekt.
Der er desuden gjort et fremragende stykke arbejde med at sminke Jonas Dassler til umiskendelighed med protesenæse og klamt fedtet hår. Det er også en imponerende bedrift fra den dengang kun 23-årige skuespiller, som spiller en virkelig seriemorder, der var langt ældre. Dassler spiller rollen fremragende med den dugnakkede holdning og det skumle smil. Dassler og instruktør Akin lykkes desuden med at vise en mere menneskelig, og næsten sympatisk side af Honka, da han prøver at lægge drikkeriet på hylden og får et job som nattevagt. Men en dårlig indflydelse i form af en kvindelig kollega, og ikke mindst hendes mand, får lokket Honka til at drikke igen, hvortil de uforvarende vækker monstret fra sin lur. Her synes Akin at sige, at naturligvis er Honka ikke opstået ud af ingenting. Han er et produkt af sine omgivelser. Der er altid et affaldsprodukt. Honka tilhører ligesom luderne, de afviste og elendige. Dem vi ikke ønsker at være i nærheden af, og ikke ønsker at se. Der er noget sært dragende ved filmen og dens grusomhed. Men de fleste mennesker vil nok aldrig se denne film mere end én gang, fordi ligesom de fleste afskyr Fritz Honka, vil mange afsky denne film om ham. Honka er samfundets bærme.
Filmen følger Fritz Honka, en sølle skikkelse i Hamburgs luderkvarter anno 1970, som frekventerer værtshuset Den Gyldne Handske. Han lokker med billig sprut afdankede prostituerede med hjem, som han krænker seksuelt og eventuelt dræber, parterer og skjuler i skunken i væggen.
Der synes ikke at være nogen større mening eller retning på historien udover at skildre livet for en grusom seriemorder. På denne måde minder filmen om John McNaughtons "Henry: Portrait of a Serial Killer" (1990). Men hvor McNaughtons film i højere grad eksperimenterede med at bryde konventionerne for gyserfilm mht stil og fortælleteknik, så er Akins fim om Honka egentlig meget konventionel og henad landevejen, omend den er særdeles grusom i sit indhold. Til sidst forsøger Akin dog at pirre vores forventning til, hvad der skal ske i filmens klimaks, som der længe undervejs er bygget op til. Men vi bliver taget ved næsen. Jeg vil ikke spoile noget, men hatten af for Akin at forsøge at lege med publikums forventninger.
En stor styrke i filmen er imidlertid dens miljøskildring og håndværket, hvad angår production-design. Jeg har ikke været i en ussel lejlighed i Hamburg i 1970. Men det virker for mig virkelig autentisk. Jeg kan næsten lugte råddenskaben, der bogstaveligt talt bor i væggene hos Honka, og jeg bliver lidt deprimereret af at se de triste gråbrune farver i hans nedslidte, ildebefængte, usle lille lejlighed. Tonen er ramt perfekt.
Der er desuden gjort et fremragende stykke arbejde med at sminke Jonas Dassler til umiskendelighed med protesenæse og klamt fedtet hår. Det er også en imponerende bedrift fra den dengang kun 23-årige skuespiller, som spiller en virkelig seriemorder, der var langt ældre. Dassler spiller rollen fremragende med den dugnakkede holdning og det skumle smil. Dassler og instruktør Akin lykkes desuden med at vise en mere menneskelig, og næsten sympatisk side af Honka, da han prøver at lægge drikkeriet på hylden og får et job som nattevagt. Men en dårlig indflydelse i form af en kvindelig kollega, og ikke mindst hendes mand, får lokket Honka til at drikke igen, hvortil de uforvarende vækker monstret fra sin lur. Her synes Akin at sige, at naturligvis er Honka ikke opstået ud af ingenting. Han er et produkt af sine omgivelser. Der er altid et affaldsprodukt. Honka tilhører ligesom luderne, de afviste og elendige. Dem vi ikke ønsker at være i nærheden af, og ikke ønsker at se. Der er noget sært dragende ved filmen og dens grusomhed. Men de fleste mennesker vil nok aldrig se denne film mere end én gang, fordi ligesom de fleste afskyr Fritz Honka, vil mange afsky denne film om ham. Honka er samfundets bærme.
03/11-2020
