Nøgle til en anden verden
5.0
Der er langt imellem norske film på de danske lærreder. I Vester Vov Vov, (samt nu også Dagmar og Grand, red.) København, har man chancen for at se en glimrende og særpræget spillefilmdebut af nordmanden Pål Sletaune.
Der er for det meste trøstesløst, vådt og gråt i Oslo, når postbudet Roy (Robert Skjærstad) skal ud på sin rute. Men det er ikke kun jobbet der er trist, for som vi straks fornemmer ved synet af Roys hul af en boligkompleks-lejlighed, er han ikke just ude på at hygge om sig selv. Hans største fornøjelse er at åbne de breve, han har "glemt" at aflevere, mens han fortærer kold spagetti i tomatsovs direkte fra en dåse. At dåsen falder på gulvet og indholdet fordeler sig ned i tæppet, når hans ulidelige kollega banker på døren, lader han sig ikke mærke med. Med andre ord Roy er et rigtig svin, men på grund af filmens hudløst ærlige portræt af ham, fatter vi alli-gevel sympati for denne ynkelige person på afgrundens rand.
Kærlighed på ruten
På sin rute har han flere gange set en ung krølhåret kvinde Line (Andrine Sæther), og da han selv er lidt af en lurendrejer, betages han i den grad af hende, da han ser hende stjæle en bog fra en boghandel. Hun bor i en af "hans" opgange, og en dag har hun glemt sine nøgler i postkassen. Han overvejer et sekund - den ros skal han da have - før han lukker sig ind i hendes lejlighed. Med ubehageligt og intenst kamera-øje bliver alle værelser nøje undersøgt. Og som medskyldige ser vi Roy smage på resten af hendes efterladte morgenmad, kigge i hendes toiletskab, hugge et billede af hende fra et fotoalbum, for til sidst at lave en kopi af hendes nøgle. Da han besøger lejligheden igen brydes uskyldsstemningen, og uhyggen starter.
Roy falder i søvn på hendes seng og vågner først op, da hun sætter nøglen i døren. Fra sit skjul under sengen ser han hende klæde sig af og gå i bad. Da han vil liste sig ud, får han øje på et tomt pilleglas og erfarer, at han i al hemmelighed har været vidne til hendes selvmordsforsøg. Denne gang er der ingen tøven, og da han har sendt hende afsted i en ambulance, er han rodet ind i en kompliceret kriminel affære. Men han er også blevet forelsket. Så efter at have vasket sig under armene med en stiv karklud påført en dråbe sulfo, glemmer han sig selv og sine perfide drillerier og sætter alt ind på at redde Line.
Hverdagshelten
"Postbudet der vidste for meget" er en grotesk afdæmpet skildring af en uskyldig lovovertrædelse som ændrer Roys kedsommelige hverdag radikalt. Med gennemført udnyttelse af hverdagens små almindeligheder, bygger den talentfulde debutant Pål Sletaune handlingen op, så ikke en eneste scene er overflødig. Det er en fornøjelse at se brikkerne falde ubesværet på plads, især fordi det ikke er på bekostning af filmens sorteste humor. Den er et fint eksempel på, hvordan en films humor kan være konstant, uden at handlingen går i stå. "Postbudet der vidste for meget" er en leg med filosofiske emner som tilfældighed og skæbne, holdt nede på jorden af rå realisme og store tragikomiske øjeblikke. Og så er der ingen tvivl om, at man sender sit næste brev anbefalet.
Der er for det meste trøstesløst, vådt og gråt i Oslo, når postbudet Roy (Robert Skjærstad) skal ud på sin rute. Men det er ikke kun jobbet der er trist, for som vi straks fornemmer ved synet af Roys hul af en boligkompleks-lejlighed, er han ikke just ude på at hygge om sig selv. Hans største fornøjelse er at åbne de breve, han har "glemt" at aflevere, mens han fortærer kold spagetti i tomatsovs direkte fra en dåse. At dåsen falder på gulvet og indholdet fordeler sig ned i tæppet, når hans ulidelige kollega banker på døren, lader han sig ikke mærke med. Med andre ord Roy er et rigtig svin, men på grund af filmens hudløst ærlige portræt af ham, fatter vi alli-gevel sympati for denne ynkelige person på afgrundens rand.
Kærlighed på ruten
På sin rute har han flere gange set en ung krølhåret kvinde Line (Andrine Sæther), og da han selv er lidt af en lurendrejer, betages han i den grad af hende, da han ser hende stjæle en bog fra en boghandel. Hun bor i en af "hans" opgange, og en dag har hun glemt sine nøgler i postkassen. Han overvejer et sekund - den ros skal han da have - før han lukker sig ind i hendes lejlighed. Med ubehageligt og intenst kamera-øje bliver alle værelser nøje undersøgt. Og som medskyldige ser vi Roy smage på resten af hendes efterladte morgenmad, kigge i hendes toiletskab, hugge et billede af hende fra et fotoalbum, for til sidst at lave en kopi af hendes nøgle. Da han besøger lejligheden igen brydes uskyldsstemningen, og uhyggen starter.
Roy falder i søvn på hendes seng og vågner først op, da hun sætter nøglen i døren. Fra sit skjul under sengen ser han hende klæde sig af og gå i bad. Da han vil liste sig ud, får han øje på et tomt pilleglas og erfarer, at han i al hemmelighed har været vidne til hendes selvmordsforsøg. Denne gang er der ingen tøven, og da han har sendt hende afsted i en ambulance, er han rodet ind i en kompliceret kriminel affære. Men han er også blevet forelsket. Så efter at have vasket sig under armene med en stiv karklud påført en dråbe sulfo, glemmer han sig selv og sine perfide drillerier og sætter alt ind på at redde Line.
Hverdagshelten
"Postbudet der vidste for meget" er en grotesk afdæmpet skildring af en uskyldig lovovertrædelse som ændrer Roys kedsommelige hverdag radikalt. Med gennemført udnyttelse af hverdagens små almindeligheder, bygger den talentfulde debutant Pål Sletaune handlingen op, så ikke en eneste scene er overflødig. Det er en fornøjelse at se brikkerne falde ubesværet på plads, især fordi det ikke er på bekostning af filmens sorteste humor. Den er et fint eksempel på, hvordan en films humor kan være konstant, uden at handlingen går i stå. "Postbudet der vidste for meget" er en leg med filosofiske emner som tilfældighed og skæbne, holdt nede på jorden af rå realisme og store tragikomiske øjeblikke. Og så er der ingen tvivl om, at man sender sit næste brev anbefalet.
19/11-2018