Skræmt til døde
5.0
Alt afhænger af øjnene der ser, i Alejandro Amenabars mesterlige gyser "Snuff".
Den unge mediestuderende Angela får et chok, da S-toget pludselig stopper. Hun bevæger sig ud på stationens grå gulv, og ser sig forvirret om. Hvorfor stoppede toget? "Der er intet at se". Passagererne drives ud af tog-kontrollørerne, og dirrigeres mod udgangen. En mand er blevet kørt over af toget, og ligger nu i to dele på skinnerne. "Der er intet at se" råber kontrolløren igen, og forsøger med ordene at vende de nysgerriges blikke bort. Angela bevæger sig mod udgangen, men føres som af en usynlig hånd imod ulykkesstedet. Hun vil ikke se, men hun må!
Så pågående og medrivende starter Alejandro Amenabars spanske "Snuff" ("Tesis" på spansk, dvs. 'speciale'), og holder én på yderkanten af biografsædet i samtlige to timer. Angela (Ana Torrent) skriver på et universitetsspeciale om "Vold i audio-visuelle" medier. Hun skriver om den selvsamme blanding af skræk og nydelse, som fik hende til ubevidst at ville se den døde på togstationen, og som får folk til at se vold, mord og ulykker på tv og på film: Splatterfilm, gyserfilm, "Liv og død"-programmet, alle de ting hvis væsentlige kerne er ønsket om at "se det ske". Hvad er det for en lyst, som får os til at se skræmmende ting, der kan fylde os med fysisk væmmelse? Angela stiller spørgsmålet, og vi kan stille det til os selv, når vi ser "Snuff". Den er drevet af den samme lyst: "Snuff" er både fascinerende og skræmmende. Det er en ægte gyser.
Den ægte død
Angela interesserer sig for splatterfilm, men har aldrig set ret mange. Hendes vejleder dr. Figuera (Miguel Picazo) tilbyder at finde nogle stykker i universitetets arkiv, og i kantinen kontakter hun den mystiske medstuderende Chema (Rafael Martinez), som byder hende hjem for at se hans samling. Angela springer dog fra i sidste øjeblik, da Chema virker for mærkelig. Næste dag finder Angela dr. Figuera i gennemsynsrummet foran en snefyldt skærm. Han er død, tilsyneladende af skræk. I stedet for at tilkade hjælp følger Angela, igen, en pludselig indskydelse og snupper båndet i videomaskinen. Hvilke rædseler på båndet har dog skræmt dr. Figuera ihjel? Angela tør ikke se båndet, men henvender sig igen til Chema, for at de kan se det sammen.
På båndet er en ægte snuff-video, dvs. en optagelse af et menneske som bliver slået ihjel for kamera-øjets skyld. Angela og Chema stirrer i ophidset rædsel på de makabre optagelser, selv ikke den garvede Chema har set noget lignende. Men hvor kommer det bånd fra, hvilke djævle har optaget det, og hvad gjorde det i universitetets bånd-arkiv? Pigen på båndet viser sig at være en tidligere studerende som pludselig forsvandt, og da Angela pludselig møder pigens tidligere kæreste Bosco (Eduardo Noriega), som selv filmer ivrigt med et kamera, tilspidses intrigen. Men hvad véd den charmerende Bosco, og har Chema rent mel i posen? Hvem kan Angela stole på i en verden af voyeuristiske galninge?
Genial debutant
Den kun 24-årige instruktør Alejandro Amenabar har selv skrevet manuskriptet til sin debutfilm "Snuff", og han har begået en lille genistreg. Oplysningerne bliver videregivet med en djævesk intensitet, så man som tilskuer hele tiden vil se mere, og hele tiden har nye ubesvarede spørgsmål. Fortællestilen er neddæmpet, til tider mareridtsagtig, og universitetets grå betonmure er den perfekte ramme til den dystre historie. Der er ingen spektakulære effekter, intet blod der sprøjter, for Amenabar véd, at fantasiens kraft er mægtigere end noget andet. Vi vil se, dét der skræmmer os, men det mest skræmmende er selve lysten til at se. "Snuff" er en overmåde intelligent gyser, på linje med "Rosemarys Baby" eller "Peeping Tom".
Humoren er sort som graven, og "Snuff" kan ikke fremvise samme lune som f.eks. "Nattevagten", så nogen vil måske finde den kold og fortænkt. Men Amenabar gør det kolde og intelligente til en dyd, og forstærker virkningen ved en moraliserende slutning. "Snuff" retter både en kritik imod volds-fascinationen i vor billedskabte virkelighed, men er samtidig drevet af lysten ved skrækken. Det er den dobbelthed, som peger tilbage på tilskueren selv og gør "Snuff" til en fantastisk oplevelse.
Den unge mediestuderende Angela får et chok, da S-toget pludselig stopper. Hun bevæger sig ud på stationens grå gulv, og ser sig forvirret om. Hvorfor stoppede toget? "Der er intet at se". Passagererne drives ud af tog-kontrollørerne, og dirrigeres mod udgangen. En mand er blevet kørt over af toget, og ligger nu i to dele på skinnerne. "Der er intet at se" råber kontrolløren igen, og forsøger med ordene at vende de nysgerriges blikke bort. Angela bevæger sig mod udgangen, men føres som af en usynlig hånd imod ulykkesstedet. Hun vil ikke se, men hun må!
Så pågående og medrivende starter Alejandro Amenabars spanske "Snuff" ("Tesis" på spansk, dvs. 'speciale'), og holder én på yderkanten af biografsædet i samtlige to timer. Angela (Ana Torrent) skriver på et universitetsspeciale om "Vold i audio-visuelle" medier. Hun skriver om den selvsamme blanding af skræk og nydelse, som fik hende til ubevidst at ville se den døde på togstationen, og som får folk til at se vold, mord og ulykker på tv og på film: Splatterfilm, gyserfilm, "Liv og død"-programmet, alle de ting hvis væsentlige kerne er ønsket om at "se det ske". Hvad er det for en lyst, som får os til at se skræmmende ting, der kan fylde os med fysisk væmmelse? Angela stiller spørgsmålet, og vi kan stille det til os selv, når vi ser "Snuff". Den er drevet af den samme lyst: "Snuff" er både fascinerende og skræmmende. Det er en ægte gyser.
Den ægte død
Angela interesserer sig for splatterfilm, men har aldrig set ret mange. Hendes vejleder dr. Figuera (Miguel Picazo) tilbyder at finde nogle stykker i universitetets arkiv, og i kantinen kontakter hun den mystiske medstuderende Chema (Rafael Martinez), som byder hende hjem for at se hans samling. Angela springer dog fra i sidste øjeblik, da Chema virker for mærkelig. Næste dag finder Angela dr. Figuera i gennemsynsrummet foran en snefyldt skærm. Han er død, tilsyneladende af skræk. I stedet for at tilkade hjælp følger Angela, igen, en pludselig indskydelse og snupper båndet i videomaskinen. Hvilke rædseler på båndet har dog skræmt dr. Figuera ihjel? Angela tør ikke se båndet, men henvender sig igen til Chema, for at de kan se det sammen.
På båndet er en ægte snuff-video, dvs. en optagelse af et menneske som bliver slået ihjel for kamera-øjets skyld. Angela og Chema stirrer i ophidset rædsel på de makabre optagelser, selv ikke den garvede Chema har set noget lignende. Men hvor kommer det bånd fra, hvilke djævle har optaget det, og hvad gjorde det i universitetets bånd-arkiv? Pigen på båndet viser sig at være en tidligere studerende som pludselig forsvandt, og da Angela pludselig møder pigens tidligere kæreste Bosco (Eduardo Noriega), som selv filmer ivrigt med et kamera, tilspidses intrigen. Men hvad véd den charmerende Bosco, og har Chema rent mel i posen? Hvem kan Angela stole på i en verden af voyeuristiske galninge?
Genial debutant
Den kun 24-årige instruktør Alejandro Amenabar har selv skrevet manuskriptet til sin debutfilm "Snuff", og han har begået en lille genistreg. Oplysningerne bliver videregivet med en djævesk intensitet, så man som tilskuer hele tiden vil se mere, og hele tiden har nye ubesvarede spørgsmål. Fortællestilen er neddæmpet, til tider mareridtsagtig, og universitetets grå betonmure er den perfekte ramme til den dystre historie. Der er ingen spektakulære effekter, intet blod der sprøjter, for Amenabar véd, at fantasiens kraft er mægtigere end noget andet. Vi vil se, dét der skræmmer os, men det mest skræmmende er selve lysten til at se. "Snuff" er en overmåde intelligent gyser, på linje med "Rosemarys Baby" eller "Peeping Tom".
Humoren er sort som graven, og "Snuff" kan ikke fremvise samme lune som f.eks. "Nattevagten", så nogen vil måske finde den kold og fortænkt. Men Amenabar gør det kolde og intelligente til en dyd, og forstærker virkningen ved en moraliserende slutning. "Snuff" retter både en kritik imod volds-fascinationen i vor billedskabte virkelighed, men er samtidig drevet af lysten ved skrækken. Det er den dobbelthed, som peger tilbage på tilskueren selv og gør "Snuff" til en fantastisk oplevelse.
19/11-2018