Sirener
3.0
Trods en noget spinkel historie fænger Leonardo Pieraccionis kærlighedskomedie "Cyklonen" i kraft af sin sydlandske charme og sensuelle romantik.
I disse for vort land så solbeskinnede tider, hvor hormonerne accellererer og alt hvad der er sydlandsk modtages med kyshånd, kan man næppe have fundet et mere passende tidspunkt at sætte Leonardo Pieraccionis "Cyklonen" på plakaten. Filmen, der har nydt stor popularitet i sit hjemland Italien, må betegnes som en let sommerspøg, som i de grove linier har en vis samhørighed med Colin Nutleys svenske folkekomedie "Englegård" (92).
Flamencoromantik
Filmen udspiller sig i en lille toscansk bondeflække, hvor livet går sin vante harmoniske gang. Blandt byens brogede persongalleri møder vi ungersvenden Levante (spillet af instruktøren selv, Leonardo Pieraccioni) og hans noget aparte familie bestående af en potrygende far, en lesbisk søster og en broder med et bizart forhold til kristendommen. En aften strander en håndfuld smukke, spanske flamencodansende kvinder på Laventes gård, og som en cyklon vendes der op og ned på flere ting under deres besøg. Lavente falder for skønheden Caterina (Lorena Forteza), men romantikken forbliver uforløst, da truppen hurtigt rejser videre. Lavente har dog ikke i sinde bare at lade kærligheden passere, men følger efter truppen til den næste by. Før han kan få sin Caterina, må han dog selvsagt gennemgå flere lidelser såsom en katastrofal middag og det højst uventede møde med Caterinas kæreste.
Kalorielet
Det er ikke de store dybder, man skal regne med at finde i Pieraccionis "Cyklonen", men det er bestemt også tvivlsomt, om det er formålet med den. Filmen slår en let tone an, men skæmmes af at den ellers så søde kærlighedshistorie placeres i en påtaget metafysisk ramme, hvor flamencodansernes ankomst ses som et mirakel, der kan vække alt lige fra hormoner til fjernsynsapparater. Det giver desuden instruktøren mulighed for et par steder at aflevere en noget tyk popsymbolik, der er svær at sluge.
Når det så er sagt, kan man alligevel konstatere en vis tilfredstillelse ved at have set filmen. Det skyldes ikke kun de fem aldeles billedskønne flamencosirener, men må også tilskrives beskrivelsen af Laventes voksende forelskelse og det homogene lillebysamfund. De ukendte skuespillere gør ganske god fyldest i nogle knap så kødfyldte roller, omend der overspilles på det skammeligste af Tosca D'Aquino i rollen som Laventes veninde Carlina.
Pieraccioni har lavet en harmløs lille kærlighedshistorie, der er næsten lige så kødløs som de fem kønne flamencodansere, men bestemt ligeså charmerende og sensuel.
I disse for vort land så solbeskinnede tider, hvor hormonerne accellererer og alt hvad der er sydlandsk modtages med kyshånd, kan man næppe have fundet et mere passende tidspunkt at sætte Leonardo Pieraccionis "Cyklonen" på plakaten. Filmen, der har nydt stor popularitet i sit hjemland Italien, må betegnes som en let sommerspøg, som i de grove linier har en vis samhørighed med Colin Nutleys svenske folkekomedie "Englegård" (92).
Flamencoromantik
Filmen udspiller sig i en lille toscansk bondeflække, hvor livet går sin vante harmoniske gang. Blandt byens brogede persongalleri møder vi ungersvenden Levante (spillet af instruktøren selv, Leonardo Pieraccioni) og hans noget aparte familie bestående af en potrygende far, en lesbisk søster og en broder med et bizart forhold til kristendommen. En aften strander en håndfuld smukke, spanske flamencodansende kvinder på Laventes gård, og som en cyklon vendes der op og ned på flere ting under deres besøg. Lavente falder for skønheden Caterina (Lorena Forteza), men romantikken forbliver uforløst, da truppen hurtigt rejser videre. Lavente har dog ikke i sinde bare at lade kærligheden passere, men følger efter truppen til den næste by. Før han kan få sin Caterina, må han dog selvsagt gennemgå flere lidelser såsom en katastrofal middag og det højst uventede møde med Caterinas kæreste.
Kalorielet
Det er ikke de store dybder, man skal regne med at finde i Pieraccionis "Cyklonen", men det er bestemt også tvivlsomt, om det er formålet med den. Filmen slår en let tone an, men skæmmes af at den ellers så søde kærlighedshistorie placeres i en påtaget metafysisk ramme, hvor flamencodansernes ankomst ses som et mirakel, der kan vække alt lige fra hormoner til fjernsynsapparater. Det giver desuden instruktøren mulighed for et par steder at aflevere en noget tyk popsymbolik, der er svær at sluge.
Når det så er sagt, kan man alligevel konstatere en vis tilfredstillelse ved at have set filmen. Det skyldes ikke kun de fem aldeles billedskønne flamencosirener, men må også tilskrives beskrivelsen af Laventes voksende forelskelse og det homogene lillebysamfund. De ukendte skuespillere gør ganske god fyldest i nogle knap så kødfyldte roller, omend der overspilles på det skammeligste af Tosca D'Aquino i rollen som Laventes veninde Carlina.
Pieraccioni har lavet en harmløs lille kærlighedshistorie, der er næsten lige så kødløs som de fem kønne flamencodansere, men bestemt ligeså charmerende og sensuel.
19/11-2018
