"There is no beauty without the wound"

4.0
"Love is The Devil" er et blændende, malerisk indblik i Francis Bacons liv og kunstneriske rædselskabinet, hvor den kødelige kropsfascination lever side om side med angstens forvrængede mareridtsbilleder.

"Love is the Devil" lukker publikum ind i maleren Francis Bacons dekadente overklasseliv i 60'ernes England. Druk, lidenskab og rædsel kobles mellem Bacons liv og kunst i en tid, hvor hans malerier har vundet stor international anerkendelse. I årene 1964-71 følger vi Francis Bacon (Derek Jacobi) og hans sadomasochistiske forhold til sin elsker og model George Dyer (Daniel Craig).

Ondskabens morbide poet
Filmen fremstiller Bacon som en grusom og splittet person - låst i mellem at være den sociale sadist og elskovssyge masochist. I sin depraverede omgangskreds spidder han sine venner med sarkastiske udtalelser om kunsten, livet og kærligheden, og bag ateliets lærreder udlever han sine masochistiske lyster sammen med den forhutlede elsker George Dyer. Bacon er ondskabens morbide poet, som forskanser sin klaustrofobiske psyke bag sit dominerende og sarkastiske ydre. Og det komplekse kærlighedsforhold imellem Bacon og den unge Dyer udhules da også efterhånden - udefra af klasseskellet mellem dem - og indefra af Bacons spydige kulde. Dyer og Bacon er hinandens modsætninger, og i sin kærlighedslængsel søger Dyer trøst i piller og sprut og bliver mere og mere selvudslettende. Derek Jacobi spiller fremragende intenst som den egocentrerede og destruktive Bacon, selvom enhver beundrer af hans værker (som undertegnede) pines under fremstillingen af denne mesterlige kunstner som den endegyldige sadist.

"Love is the Devil" - et sandt Baconmaleri
"Love is the Devil" er på ingen måde en klassisk indlæring i Bacons kunstværker, men et forsøg på at forklare denne verdensberømte ekspressionists samklang mellem sit liv og sin kunst. Der er heller ikke nogen af Bacons malerier med i filmen, da der blev nedlagt forbud mod det. Men instruktøren John Maybury har rådet meget fint bod på de fraværende malerier ved stilistisk at udtrykke hele filmen som et Bacon maleri. Derved er "Love is the Devil" blevet til et vovet og vellykket filmprojekt, hvor stemninger og visuelle udtryk fra Bacons kendte malerier er indarbejdet sublimt i filmens univers. Kameraets surrealistiske billedforvrængning understøtter også filmens interiør, hvor man møder Bacons klassiske elementer som pæren i loftet, lyscirklen, triptykon- og spejleffekten. Og dyrkelsen af de ækle, saftige kropsvridninger og det rædselsvækkende kød er iscenesat som elskerens reelle mareridt. Gennem dette kreative portræt af Bacon åbner filmen ikke blot op for Bacons kunst, men leverer ydermere en fortolkning af, hvordan Bacon oplevede den verden, han skabte sin kunst i.

Vovet og vellykket kunstfilm
I forhold til portrætgenrens klassiske filmatiseringer af kunstneriske personager står "Love is the Devil" kompromisløst frem som et stærkt nyskabende bud på, hvordan en kunstners kreativitet kan leve videre på et filmlærred. Det er en visuelt flot eksperimenterende kunstfilm, hvor Bacons fascination af kropsforvridninger, seksualitet og dekadence udstilles i hans eget billedsprog. A must see for enhver med bare en smule kendskab til Bacons fantastiske rædselskabinet af malerier.
Love is the Devil - Studie til et portræt af Francis Bacon