Riget II
4.0
Mystikken er intakt og skuespillet i topform i de fire nye afsnit af Riget.
"...små tegn på træthed begynder at vise sig...".
Sådan starter hvert afsnit af Lars von Triers anæmisk udseende, men særdeles levende TV-serie. Men det er ikke træthed, der præger de fire nye afsnit. Snarere tvært imod. Vi starter, hvor vi så pludseligt slap for år tilbage. Riget er stadig besat af ånder, dæmoner og omsiggribende mystik. Og som vi langsomt vil finde ud af, breder denne besættelse sig mere og mere til personalet.
Fru Drusse, som ynder "at fyre en halvkvæd vise af", udskrives, men indlægges med det samme da hun køres ned i indkørslen til Rigets port. Hun dør, men reddes tilbage til livet af hospitalets ånder - ja, de selvhøjtidelige læger tror det er dem - der har brug for hendes hjælp. Med en viden og indsigt fra det hinsides, er opgaven lettere tilgængelig, men ikke mindre uforståelig for både omgivelser eller publikum.
Og sådan er Riget II gennemsyret af drilleri og uden egentlig intention, om at publikum skal have "Aha"-oplevelser eller på nogen måde føle sig i stand til at gennemskue det næste træk. Netop forvirringen og den krybende uhygge, visualiseret allerede i seriens indledning med en slimet hånd der skyder op gennem mulden fra sit klamme dyb, holder os naglet til begivenhedernes gang.
Fru Drusse som Sam Spade
Og der er nok af dem. Ud over Fru Drusse, som for alvor er blevet seriens Sam Spade, er både overlæge Helmer og hans stab i vigør. Helmer må erkende, efter at Fru Drusses søn, Buller, har sagt en slående sandhed, at også læger kan blive syge. Hvor han i "Riget I" forbandede danskerne og Danmark mod himlen, vender han sig bogstaveligtalt indad og harmes, med hovedet i tønden, over danskerne og hvordan de påvirker hans afføring.
Judith, som uskylden selv, passer sin baby, kaldet Lillebror, der hurtigt vokser sig stor. Med stor menes rigtig stor, for Lillebrors torso er som en flodhests og de deforme lemmer vokser som meterlange rødder fra ham. Det er sygt og rørende.
Men størst af alt er overlæge Moesgårds forvandling. Sygehusledelsen gør ham syg og deprimeret og som den trofaste ansatte han er, opsøger han hjælp inden for systemet. Det er det værste man kan gøre og som selve seriens pointe bliver vi for første gang vidne til en konkret dårligdom.
Egoisme og menneskehad på Riget.
Når rare og uskadelige Moesgård opsøger psykiateren i Rigets kælder er der ikke længere tale om svævende mystik og mærkelige fornemmelser, men derimod om et konkret møde mellem den traditionelle videnskab og det alternative. I helt uforglemmelige scener vikles Moesgård, med et barns åbenhed, ind i gestaltterapiens verden. Han bliver synligt gladere da han har skældt ud på en kontorstol og går derfor skridtet videre til kælderpsykiaterens gruppe-sessions. Det øjeblik hvor hele gruppen efter tur skal fortælle hvorfor de ikke kan lide ham er fantastisk. Da det viser sig at vreden skyldes, at Moesgård ikke har indbetalt sit girokort med penge for terapien, er det absolutte højdepunkt nået. Det bliver klart, at alt hvad vi er vidne til på Riget bunder i egoisme og menneskehad.
Hele hospitalet - tør man kalde det et symbol på selve samfundet ? - er gennemsyret af skjulte dagsordener. Alt fra psykiaterens praksis i kælderen til overlæge Helmers forsøg på at komme Kroghshøj til livs. Fra den pengeindbringende spillemani med ambulancen på motorvejen til afskaffelsen af Mona, systemmets eget offer. Fra logen i opbevaringsrummet for rengøringsmidler til satandyrkelsen i det allerdybeste rum på Riget. Det er menneskets griske og selvcentrerede kamp mod hinanden, vist fra forvirrende vikler, med nervøst kameraøje og i syge, unaturlige farver.
Om det er dét der har skabt Åge Krüger og dét som ånderne vil synliggøre vil vise sig i Riget III. Nej, træthed er ikke begyndt at vise sig...to be continued.
"...små tegn på træthed begynder at vise sig...".
Sådan starter hvert afsnit af Lars von Triers anæmisk udseende, men særdeles levende TV-serie. Men det er ikke træthed, der præger de fire nye afsnit. Snarere tvært imod. Vi starter, hvor vi så pludseligt slap for år tilbage. Riget er stadig besat af ånder, dæmoner og omsiggribende mystik. Og som vi langsomt vil finde ud af, breder denne besættelse sig mere og mere til personalet.
Fru Drusse, som ynder "at fyre en halvkvæd vise af", udskrives, men indlægges med det samme da hun køres ned i indkørslen til Rigets port. Hun dør, men reddes tilbage til livet af hospitalets ånder - ja, de selvhøjtidelige læger tror det er dem - der har brug for hendes hjælp. Med en viden og indsigt fra det hinsides, er opgaven lettere tilgængelig, men ikke mindre uforståelig for både omgivelser eller publikum.
Og sådan er Riget II gennemsyret af drilleri og uden egentlig intention, om at publikum skal have "Aha"-oplevelser eller på nogen måde føle sig i stand til at gennemskue det næste træk. Netop forvirringen og den krybende uhygge, visualiseret allerede i seriens indledning med en slimet hånd der skyder op gennem mulden fra sit klamme dyb, holder os naglet til begivenhedernes gang.
Fru Drusse som Sam Spade
Og der er nok af dem. Ud over Fru Drusse, som for alvor er blevet seriens Sam Spade, er både overlæge Helmer og hans stab i vigør. Helmer må erkende, efter at Fru Drusses søn, Buller, har sagt en slående sandhed, at også læger kan blive syge. Hvor han i "Riget I" forbandede danskerne og Danmark mod himlen, vender han sig bogstaveligtalt indad og harmes, med hovedet i tønden, over danskerne og hvordan de påvirker hans afføring.
Judith, som uskylden selv, passer sin baby, kaldet Lillebror, der hurtigt vokser sig stor. Med stor menes rigtig stor, for Lillebrors torso er som en flodhests og de deforme lemmer vokser som meterlange rødder fra ham. Det er sygt og rørende.
Men størst af alt er overlæge Moesgårds forvandling. Sygehusledelsen gør ham syg og deprimeret og som den trofaste ansatte han er, opsøger han hjælp inden for systemet. Det er det værste man kan gøre og som selve seriens pointe bliver vi for første gang vidne til en konkret dårligdom.
Egoisme og menneskehad på Riget.
Når rare og uskadelige Moesgård opsøger psykiateren i Rigets kælder er der ikke længere tale om svævende mystik og mærkelige fornemmelser, men derimod om et konkret møde mellem den traditionelle videnskab og det alternative. I helt uforglemmelige scener vikles Moesgård, med et barns åbenhed, ind i gestaltterapiens verden. Han bliver synligt gladere da han har skældt ud på en kontorstol og går derfor skridtet videre til kælderpsykiaterens gruppe-sessions. Det øjeblik hvor hele gruppen efter tur skal fortælle hvorfor de ikke kan lide ham er fantastisk. Da det viser sig at vreden skyldes, at Moesgård ikke har indbetalt sit girokort med penge for terapien, er det absolutte højdepunkt nået. Det bliver klart, at alt hvad vi er vidne til på Riget bunder i egoisme og menneskehad.
Hele hospitalet - tør man kalde det et symbol på selve samfundet ? - er gennemsyret af skjulte dagsordener. Alt fra psykiaterens praksis i kælderen til overlæge Helmers forsøg på at komme Kroghshøj til livs. Fra den pengeindbringende spillemani med ambulancen på motorvejen til afskaffelsen af Mona, systemmets eget offer. Fra logen i opbevaringsrummet for rengøringsmidler til satandyrkelsen i det allerdybeste rum på Riget. Det er menneskets griske og selvcentrerede kamp mod hinanden, vist fra forvirrende vikler, med nervøst kameraøje og i syge, unaturlige farver.
Om det er dét der har skabt Åge Krüger og dét som ånderne vil synliggøre vil vise sig i Riget III. Nej, træthed er ikke begyndt at vise sig...to be continued.
19/11-2018