Den ufuldendte
2.0
Instruktøren Richard Donners og produceren Joel Silvers nyeste Mel Gibson-epos "Farlige Teorier" har fra starten potentialet til noget stort, men taber desværre pusten midtvejs. Fra at være en meget underholdende og foruroligende paranoiahistorie, flyder den til sidst ud og bliver en ganske ordinær actionfilm.
Det mest fascinerende ved konspirationsfilm, er, at graden af paranoia og personernes potentielle utroværdighed som regel er så udtalt, at vi som tilskuere er på noget, der ligner herrens mark. De bedste kan balancere publikums blanding af usikkerhed og forvirring på en lang, knivskarp kant, uden at miste deres interesse, for til sidst at udrede de filtrede tråde, og give os den længe ventede forløsning.
"Farlige teorier" starter således lovende med at præsentere os for den ganske irriterende taxachauffør Jerry Fletcher, som ser konspirationer overalt og ikke er bleg for at dele dem med sine prisgivne passagerer. Mel Gibson har overført de mest utilregnelige karaktertræk fra sin "Dødbringende våben"-figur, hvilket bestemt giver personen nogle interessante nuancer. Er han bindegal, eller er der noget om snakken? Denne tvivl bliver kun større, når vi ser hans klaustrofobiske lejlighed, som er et kapitel for sig. Indhyllet i forkromede gitre, sygeligt neonlys og et sindrigt låsesystem, er den en slags paranoiaens højborg. De ophængte avisudklip taget i betragtning kunne dette lige så godt være hjemsted for en sindsforstyrret og besat massemorder som for en enfoldig original. Udover at fordrive tiden med at overbevise folk om at verden er en stor sammensværgelse, har han forelsket sig i juristen Alice Sutton, som fatter en vis overbærende sympati for ham og hans teorier. Det skal senere vise sig, at de har mere tilfælles end som så. Men det viser sig naturligvis, at Jerry har trådt nogle højtstående folk, ledet af psykiateren Dr. Jonas, over tæerne med en af sine teorier og må derfor, efter en ubehagelig torturscene, søge tilflugt hos Alice, hvis overbærenhed nu ændres til voksende interesse. Herefter begynder historien så småt at falde fra hinanden, fordi det nu er åbenlyst, hvem der er de gode, og hvem der er de onde. Det viser sig, at Dr. Jonas har haft en sidebeskæftigelse, hvor han gennem hjernevask har skabt sig en lille hær af snigmordere - og Jerry er en af dem. Alice Suttons far var et af ofrene, og selvom Jonas naturligvis forsøger at overbevise hende om, at det er Jerry, der har dræbt ham, så er rollerne allerede fordelt, og vi har tabt interessen for filmen.
Resten af historien er lige ud af landevejen. Skurken får sin bekomst, helten må spille død og indgå i et witness-protection program, og heltinden får tilsidst et lille bevis på, at han ikke er så død, som hun gik og troede. Lykkeligt ender det, og kedeligt er det.
Close, but no cigar
Som det fremgår, har filmen et åbenlyst problem med at holde interessen fangen. Den første halvdel giver med sine foruroligende skift mellem absurd komik og voldelige udladninger et særdeles godt udgangspunkt for de senere udredninger. Ikke mindst fordi Mel Gibson giver den på alle tangenter med lige dele sindssyge og selvironi, der giver figuren en djævelsk uberegnelighed. Men denne uberegnelighed går fløjten på et alt for tidligt tidspunkt, og historiens interessante nuancer bliver for hurtigt løbet over ende af dens insisteren på at blive en ligegyldig actionfilm.
Alice Sutton spilles med et minimum af engagement af Julia Roberts. Det skal siges til hendes forsvar, at der ikke er meget at gøre godt med, og hun forbliver derfor bare køn og ligegyldig staffage i Mel Gibsons paranoide verden. Der er noget foruroligende ved en film, hvor skurken er kedeligere end vor helt. Som regel er det sådan, at skurkerollen er den mest interessante og nuancerede figur, men i Patrick Stewarts skikkelse udstråler han ligeså meget farlighed som en nuttet kanin. Det er tydeligt, at han har søgt inspiration hos Laurence Oliviers rolle i "Marathonmanden", men ligegyldigt hvad han gør, er det svært at abstrahere fra ham som frygtløs kaptajn på The Enterprise. Dette forsøg på "casting against character" må siges at være mislykket.
Tilbage står man med indtrykket af en film, der faktisk havde bolden, men tabte den - sådan lige omkring midterlinien.
Det mest fascinerende ved konspirationsfilm, er, at graden af paranoia og personernes potentielle utroværdighed som regel er så udtalt, at vi som tilskuere er på noget, der ligner herrens mark. De bedste kan balancere publikums blanding af usikkerhed og forvirring på en lang, knivskarp kant, uden at miste deres interesse, for til sidst at udrede de filtrede tråde, og give os den længe ventede forløsning.
"Farlige teorier" starter således lovende med at præsentere os for den ganske irriterende taxachauffør Jerry Fletcher, som ser konspirationer overalt og ikke er bleg for at dele dem med sine prisgivne passagerer. Mel Gibson har overført de mest utilregnelige karaktertræk fra sin "Dødbringende våben"-figur, hvilket bestemt giver personen nogle interessante nuancer. Er han bindegal, eller er der noget om snakken? Denne tvivl bliver kun større, når vi ser hans klaustrofobiske lejlighed, som er et kapitel for sig. Indhyllet i forkromede gitre, sygeligt neonlys og et sindrigt låsesystem, er den en slags paranoiaens højborg. De ophængte avisudklip taget i betragtning kunne dette lige så godt være hjemsted for en sindsforstyrret og besat massemorder som for en enfoldig original. Udover at fordrive tiden med at overbevise folk om at verden er en stor sammensværgelse, har han forelsket sig i juristen Alice Sutton, som fatter en vis overbærende sympati for ham og hans teorier. Det skal senere vise sig, at de har mere tilfælles end som så. Men det viser sig naturligvis, at Jerry har trådt nogle højtstående folk, ledet af psykiateren Dr. Jonas, over tæerne med en af sine teorier og må derfor, efter en ubehagelig torturscene, søge tilflugt hos Alice, hvis overbærenhed nu ændres til voksende interesse. Herefter begynder historien så småt at falde fra hinanden, fordi det nu er åbenlyst, hvem der er de gode, og hvem der er de onde. Det viser sig, at Dr. Jonas har haft en sidebeskæftigelse, hvor han gennem hjernevask har skabt sig en lille hær af snigmordere - og Jerry er en af dem. Alice Suttons far var et af ofrene, og selvom Jonas naturligvis forsøger at overbevise hende om, at det er Jerry, der har dræbt ham, så er rollerne allerede fordelt, og vi har tabt interessen for filmen.
Resten af historien er lige ud af landevejen. Skurken får sin bekomst, helten må spille død og indgå i et witness-protection program, og heltinden får tilsidst et lille bevis på, at han ikke er så død, som hun gik og troede. Lykkeligt ender det, og kedeligt er det.
Close, but no cigar
Som det fremgår, har filmen et åbenlyst problem med at holde interessen fangen. Den første halvdel giver med sine foruroligende skift mellem absurd komik og voldelige udladninger et særdeles godt udgangspunkt for de senere udredninger. Ikke mindst fordi Mel Gibson giver den på alle tangenter med lige dele sindssyge og selvironi, der giver figuren en djævelsk uberegnelighed. Men denne uberegnelighed går fløjten på et alt for tidligt tidspunkt, og historiens interessante nuancer bliver for hurtigt løbet over ende af dens insisteren på at blive en ligegyldig actionfilm.
Alice Sutton spilles med et minimum af engagement af Julia Roberts. Det skal siges til hendes forsvar, at der ikke er meget at gøre godt med, og hun forbliver derfor bare køn og ligegyldig staffage i Mel Gibsons paranoide verden. Der er noget foruroligende ved en film, hvor skurken er kedeligere end vor helt. Som regel er det sådan, at skurkerollen er den mest interessante og nuancerede figur, men i Patrick Stewarts skikkelse udstråler han ligeså meget farlighed som en nuttet kanin. Det er tydeligt, at han har søgt inspiration hos Laurence Oliviers rolle i "Marathonmanden", men ligegyldigt hvad han gør, er det svært at abstrahere fra ham som frygtløs kaptajn på The Enterprise. Dette forsøg på "casting against character" må siges at være mislykket.
Tilbage står man med indtrykket af en film, der faktisk havde bolden, men tabte den - sådan lige omkring midterlinien.
19/11-2018
