Små monstre
2.0
De små japanske monstre, der i et par år har kunnet opleves i både computerspil, samlekort og tegnefilm på tv, indtager nu også biografen. At kende dette univers i forvejen er absolut en fordel for at kunne
nyde "POKéMON Filmen"
Denne anmelder må med det samme indrømme ikke på forhånd at kende noget til den omfangsrige Pokémon- verden. Filmens skabere har dog taget højde for, at der kan findes andre med samme mangel på viden, og "POKéMON Filmen" starter derfor med en introduktionsfilm på tyve minutter. I "Pikachu på ferie" møder vi en hel masse af de små monstre og lærer, at de elsker at slås og strides indbyrdes, men aldrig slår hinanden ihjel og godt kan stå sammen, når det kræves. Desværre lærer vi også, at monstrene ikke kan tale, men kun kommunikere ved hjælp af fjollede lyde.
Så går det løs
Efter denne introduktion blændes der op for hovedfilmen, hvor vi i et skummelt laboratorium møder en gruppe videnskabsmænd, der har klonet sig frem til en Pokémon med superkræfter. De har brugt materiale fra den tilsyneladende legendariske Pokémon Mew og skabt Mewtwo, men Mewtwo bliver rasende over blot at være en kopi og sværger at ville udrydde menneskeheden. Alverdens Pokémon-trænere bliver derfor inviteret til et stævne på en fjerntliggende ø, hvor Mewtwo vil fange deres Pokémons for at skabe en hær af klonede dræbere. Scenen er sat, og kampen mellem de gode og de onde klonede Pokémons kan begynde.
Forbyd børnereklamer
Filmen er ikke andet end en række kampe mellem Pokémons, hvilket betyder at handling og spænding stort set er fraværende. Filmen fremstår således mere som en reklame for computerspil eller samlekort end et egentligt selvstændigt værk. Der er scener, som f.eks en sejltur på et oprørt hav, der er flot animerede, og som fanger ved deres voldsomhed, men generelt er det kedeligt udført. Den påklistrede morale om at styrke kommer indefra, klinger også slemt hul. Japansk tegnefilm, kaldet anime, har ellers skabt meget flotte værker. Katsuhiro Otomos "Akira" (1987) og Satoshi Kons "Perfect Blue" (1997) er begge eksempler på, at det ikke kun er Disney, der kan fortælle gode historier i en smukt tegnet indpakning.
Stadig forvirret
Det er muligt, at der er skjulte lag i filmen, som Pokémon-kendere vil forstå at værdsætte, eller at filmen simpelthen skal ses som en del af et større univers, denne anmelder ikke kender. Derfor får de små farvestrålende monstre et øje mere, end de måske har fortjent, sammen med en advarsel til dem, der ikke måtte være opslugt af Pokémon-universet. Der er et monstergab forude.
nyde "POKéMON Filmen"
Denne anmelder må med det samme indrømme ikke på forhånd at kende noget til den omfangsrige Pokémon- verden. Filmens skabere har dog taget højde for, at der kan findes andre med samme mangel på viden, og "POKéMON Filmen" starter derfor med en introduktionsfilm på tyve minutter. I "Pikachu på ferie" møder vi en hel masse af de små monstre og lærer, at de elsker at slås og strides indbyrdes, men aldrig slår hinanden ihjel og godt kan stå sammen, når det kræves. Desværre lærer vi også, at monstrene ikke kan tale, men kun kommunikere ved hjælp af fjollede lyde.
Så går det løs
Efter denne introduktion blændes der op for hovedfilmen, hvor vi i et skummelt laboratorium møder en gruppe videnskabsmænd, der har klonet sig frem til en Pokémon med superkræfter. De har brugt materiale fra den tilsyneladende legendariske Pokémon Mew og skabt Mewtwo, men Mewtwo bliver rasende over blot at være en kopi og sværger at ville udrydde menneskeheden. Alverdens Pokémon-trænere bliver derfor inviteret til et stævne på en fjerntliggende ø, hvor Mewtwo vil fange deres Pokémons for at skabe en hær af klonede dræbere. Scenen er sat, og kampen mellem de gode og de onde klonede Pokémons kan begynde.
Forbyd børnereklamer
Filmen er ikke andet end en række kampe mellem Pokémons, hvilket betyder at handling og spænding stort set er fraværende. Filmen fremstår således mere som en reklame for computerspil eller samlekort end et egentligt selvstændigt værk. Der er scener, som f.eks en sejltur på et oprørt hav, der er flot animerede, og som fanger ved deres voldsomhed, men generelt er det kedeligt udført. Den påklistrede morale om at styrke kommer indefra, klinger også slemt hul. Japansk tegnefilm, kaldet anime, har ellers skabt meget flotte værker. Katsuhiro Otomos "Akira" (1987) og Satoshi Kons "Perfect Blue" (1997) er begge eksempler på, at det ikke kun er Disney, der kan fortælle gode historier i en smukt tegnet indpakning.
Stadig forvirret
Det er muligt, at der er skjulte lag i filmen, som Pokémon-kendere vil forstå at værdsætte, eller at filmen simpelthen skal ses som en del af et større univers, denne anmelder ikke kender. Derfor får de små farvestrålende monstre et øje mere, end de måske har fortjent, sammen med en advarsel til dem, der ikke måtte være opslugt af Pokémon-universet. Der er et monstergab forude.
19/11-2018