Øen i flasken
2.0
Hvis man kan kategorisere film i genren "Alt for damerne"-film, så må "Den amerikanske nevø" høre til i den kategori. På en lille irsk ø sættes hjerterne og blodet på ny i kog, da en nevø dukker op og uforvarende bringer fortiden ind i nutiden med fare for at gentage historien i fremtiden
Pierce Brosnan er accrediteret som hovedrolleindehaver i dette lille ø-samfundsdrama, men det er vist en overdrivelse. Vel har han været med til at produceret filmen via sit eget produktionsselskab Irish Dreamteam Inc., og vel spiller han Joe Brady, hotel- og barindehaver, men filmen er i virkeligheden en Romeo og Julie fortælling om nevøen Chad (Hill Harper) og Aislin (Aislin McGuckin) og deres umulige kærlighed.
Den gamle gnavne mand og øen
Tony (Donal McCann) er en gammel gnaven mand, der en dag får brev fra sin søster Karens dødsleje. En søster, som han ikke har set i 20 år. Hendes søn Chad kommer til øen fra New York for at bo hos ham, og forelsker sig hurtigt i den smukke Aislin. Inden længe går snakken, for hun er Joes datter, som Karen havde et stormfuldt forhold til, hvilket langtfra behagede bror Tony. Aislin er dog ikke Karens datter, så der er intet incestuøst i de to unges forhold. Mens Tony og Joe bestemt ikke kan enes, så er de dog enige om én ting: at Aislin og Chad ikke bør se hinanden. Det lille øsamfund har nemlig ikke glemt, hvad der skete for 20 år siden, og hvorfor Karen rejste til USA. Og familiesagaen gøres endnu mere eksotisk af det faktum, at Chad er mulat med dertilhørende dreadlocks, og at Tony selv bærer på et par belastende hemmeligheder.
Et studie i nag
Joe og Tony bærer på et årelangt nag, som bunder i en dyb kærlighed til den samme kvinde, blot to forskellige slags kærlighed. Men ingen af dem kan slippe fortiden, og netop denne fortid spiller så stor en rolle i filmen, at den bliver dens problem. For Karen er et spøgelse, som svæver over dem alle, men hun er en person, der skal træde i karakter via andres minder om hende, hvilket gør, at historien om hende bliver tung og langsom. Filmens motor er Chads brændende ønske om at lære fortiden at kende, at forstå hvorfor hans mor rejste fra øen, men motoren hoster og hakker sig igennem de 105 minutter som et gammelt folkevognsrugbrød på vej op i Alperne. Joe og Tony opfører sig som børn, der slås over en slikkepind, og selvom filmen gør et ærligt forsøg, så lykkes det aldrig rigtigt at gøre deres nag og kærlighed forståelig for andre end filmens medvirkende.
The emerald island
Bortset fra historien, så mangler de flotte vues af irernes smukke grønne ø med de forrevne klipper og det vilde hav ikke. Og musikken. Fra start til slut er filmen søbet til i nationale irske toner, der burde få enhver irsk nationalist til at bryde ud i både tårer og sang. Musikken i sig selv er faktisk ret god, der er bare for meget af den. Skuespilsmæssigt lader det til, at alle gør et hæderligt forsøg på at få så meget som muligt ud af nogle stive og noget ensidige roller. Desværre ligger historien for tæt op ad Hollywood-sød-suppe-film som "Brevet i flasken" til, at filmen kan reddes ved hjælp af skuespillerne, også selvom det er tydeligt, at de har potentiale til mere. Alt for damerne vil sandsynligvis lappe salgspichet om, at "Før eller siden vil passionen sejre..." i sig, men det gør altså ikke filmen bedre. Beklager.
Pierce Brosnan er accrediteret som hovedrolleindehaver i dette lille ø-samfundsdrama, men det er vist en overdrivelse. Vel har han været med til at produceret filmen via sit eget produktionsselskab Irish Dreamteam Inc., og vel spiller han Joe Brady, hotel- og barindehaver, men filmen er i virkeligheden en Romeo og Julie fortælling om nevøen Chad (Hill Harper) og Aislin (Aislin McGuckin) og deres umulige kærlighed.
Den gamle gnavne mand og øen
Tony (Donal McCann) er en gammel gnaven mand, der en dag får brev fra sin søster Karens dødsleje. En søster, som han ikke har set i 20 år. Hendes søn Chad kommer til øen fra New York for at bo hos ham, og forelsker sig hurtigt i den smukke Aislin. Inden længe går snakken, for hun er Joes datter, som Karen havde et stormfuldt forhold til, hvilket langtfra behagede bror Tony. Aislin er dog ikke Karens datter, så der er intet incestuøst i de to unges forhold. Mens Tony og Joe bestemt ikke kan enes, så er de dog enige om én ting: at Aislin og Chad ikke bør se hinanden. Det lille øsamfund har nemlig ikke glemt, hvad der skete for 20 år siden, og hvorfor Karen rejste til USA. Og familiesagaen gøres endnu mere eksotisk af det faktum, at Chad er mulat med dertilhørende dreadlocks, og at Tony selv bærer på et par belastende hemmeligheder.
Et studie i nag
Joe og Tony bærer på et årelangt nag, som bunder i en dyb kærlighed til den samme kvinde, blot to forskellige slags kærlighed. Men ingen af dem kan slippe fortiden, og netop denne fortid spiller så stor en rolle i filmen, at den bliver dens problem. For Karen er et spøgelse, som svæver over dem alle, men hun er en person, der skal træde i karakter via andres minder om hende, hvilket gør, at historien om hende bliver tung og langsom. Filmens motor er Chads brændende ønske om at lære fortiden at kende, at forstå hvorfor hans mor rejste fra øen, men motoren hoster og hakker sig igennem de 105 minutter som et gammelt folkevognsrugbrød på vej op i Alperne. Joe og Tony opfører sig som børn, der slås over en slikkepind, og selvom filmen gør et ærligt forsøg, så lykkes det aldrig rigtigt at gøre deres nag og kærlighed forståelig for andre end filmens medvirkende.
The emerald island
Bortset fra historien, så mangler de flotte vues af irernes smukke grønne ø med de forrevne klipper og det vilde hav ikke. Og musikken. Fra start til slut er filmen søbet til i nationale irske toner, der burde få enhver irsk nationalist til at bryde ud i både tårer og sang. Musikken i sig selv er faktisk ret god, der er bare for meget af den. Skuespilsmæssigt lader det til, at alle gør et hæderligt forsøg på at få så meget som muligt ud af nogle stive og noget ensidige roller. Desværre ligger historien for tæt op ad Hollywood-sød-suppe-film som "Brevet i flasken" til, at filmen kan reddes ved hjælp af skuespillerne, også selvom det er tydeligt, at de har potentiale til mere. Alt for damerne vil sandsynligvis lappe salgspichet om, at "Før eller siden vil passionen sejre..." i sig, men det gør altså ikke filmen bedre. Beklager.
19/11-2018