Ford vs. Pitt
2.0
Alan J. Pakulas nye film synes at have et godt potentiale. Desværre taber den en del på gulvet og ender derfor som kvalificeret mellemvare
IRA. Terroraktioner. Våbenhandel. Ikke ligefrem hverdagskost for en gennemsnitsdansker. Heller ikke for Tom O'Meara (Harrison Ford), der ellers er en erfaren politimand i New York. Han er af irsk oprindelse, men konflikten i hans hjemland synes ham temmelig fjern og uforståelig. For Frankie Maguire (Brad Pitt) har den til gengæld været blodig alvor, lige siden han som otte-årig så sin far blive skudt ned for øjnene af sig.
Ny familie
Efter et voldsomt sammenstød med ordensmagten i Belfast flygter Frankie til New York, hvor han flytter ind hos familien O'Meara, der er uvidende om hans virkelige identitet. Frankie falder godt til hos sin nye familie, men er samtidig ved at afvikle en større våbenhandel for IRA. I længden er det dog uundgåeligt, at O'Meara-familien bliver draget ind i konflikten, og da han får kendskab til Frankies fortid, må han, både som pligtopfyldende politimand og som bekymret stedfar, tage affære.
Det fine ved "The Devil's Own" er, at den forsøger at vise de menneskelige ansigter bag Pitts IRA-terrorist og Fords New Yorker-strisser. Pitt kan både være en iskold dræber og en varm, følsom søn af familien, mens Ford spiller den retskafne, midaldrende familiefar, en rolle, han efterhånden kan til fingerspidserne. Og det lykkes filmen at præsentere en troværdig og relevant konflikt mellem de to, der begge har hjertet på rette sted, men vidt forskellige udgangspunkter.
Tomgang
Det, der desværre ikke lykkes, er at give filmen en fuldt tilfredsstillende form, hvor de enkelte handlingselementer virkelig passer sammen og klæder hinanden. For selv om der er flere interessante og uddybende sideforløb sidder man (for) ofte tilbage med en fornemmelse af manglende fremdrift og sammenhæng, især i filmens første halvdel. Da filmen hen mod slutningen endelig får kæmpet sig ud af sit dødvande, er man parat til at tilgive den langsomme opbygning, men desværre kan finalen ikke leve op til det niveau, man langt om længe havde fået svunget sine forventninger op til.
Derfor må "The Devil's Own", trods større ambitioner, finde sig i blot at være endnu en solid thriller fra den amerikanske filmfabrik. Med gode kræfter i hovedrollerne, men i øvrigt ikke særligt bemærkelsesværdig.
IRA. Terroraktioner. Våbenhandel. Ikke ligefrem hverdagskost for en gennemsnitsdansker. Heller ikke for Tom O'Meara (Harrison Ford), der ellers er en erfaren politimand i New York. Han er af irsk oprindelse, men konflikten i hans hjemland synes ham temmelig fjern og uforståelig. For Frankie Maguire (Brad Pitt) har den til gengæld været blodig alvor, lige siden han som otte-årig så sin far blive skudt ned for øjnene af sig.
Ny familie
Efter et voldsomt sammenstød med ordensmagten i Belfast flygter Frankie til New York, hvor han flytter ind hos familien O'Meara, der er uvidende om hans virkelige identitet. Frankie falder godt til hos sin nye familie, men er samtidig ved at afvikle en større våbenhandel for IRA. I længden er det dog uundgåeligt, at O'Meara-familien bliver draget ind i konflikten, og da han får kendskab til Frankies fortid, må han, både som pligtopfyldende politimand og som bekymret stedfar, tage affære.
Det fine ved "The Devil's Own" er, at den forsøger at vise de menneskelige ansigter bag Pitts IRA-terrorist og Fords New Yorker-strisser. Pitt kan både være en iskold dræber og en varm, følsom søn af familien, mens Ford spiller den retskafne, midaldrende familiefar, en rolle, han efterhånden kan til fingerspidserne. Og det lykkes filmen at præsentere en troværdig og relevant konflikt mellem de to, der begge har hjertet på rette sted, men vidt forskellige udgangspunkter.
Tomgang
Det, der desværre ikke lykkes, er at give filmen en fuldt tilfredsstillende form, hvor de enkelte handlingselementer virkelig passer sammen og klæder hinanden. For selv om der er flere interessante og uddybende sideforløb sidder man (for) ofte tilbage med en fornemmelse af manglende fremdrift og sammenhæng, især i filmens første halvdel. Da filmen hen mod slutningen endelig får kæmpet sig ud af sit dødvande, er man parat til at tilgive den langsomme opbygning, men desværre kan finalen ikke leve op til det niveau, man langt om længe havde fået svunget sine forventninger op til.
Derfor må "The Devil's Own", trods større ambitioner, finde sig i blot at være endnu en solid thriller fra den amerikanske filmfabrik. Med gode kræfter i hovedrollerne, men i øvrigt ikke særligt bemærkelsesværdig.
19/11-2018
