Oh, den svære kærlighed

3.0
Rob Reiner, manden bag "Da Harry mødte Sally" (1989) har lavet endnu en romantisk komedie, men personerne er blevet mere modne, der er kommet mere dybde i tingene, og smerten har for alvor vundet indpas

Der er lavet masser af film om kærligheden og dens svære vilkår, om utroskab og skilsmisser, men hvad med de små ting i hverdagen, som ofte er skyld i ægteskabets stille død...? Er der nogen, der har beskæftiget sig med det? Det er i hvert fald, hvad "The story of us" handler om. Ben (Bruce Willis) og Katie (Michelle Pfeiffer) har været gift i 15 år, men er nu kommet til det punkt, hvor de bare prøver at undgå hinanden. Når de endelig kommunikerer ender det for det meste med et ordentligt brag af et skænderi. De afleverer deres børn på sommerlejr, og det giver dem mulighed for to måneders separation. Hver især reflekterer de nu over deres liv sammen, over de lykkelige stunder og hvornår og hvorfor det gik galt. Det er bl.a. igennem disse flashbacks, at vi lærer Ben og Katie at kende, følger deres udvikling og mærker kløften mellem dem blive dybere og dybere.

Modsætninger mødes
Det er rart engang imellem at se en forholdsvis normal film, der involverer normale mennesker med normale problemer. Det, der gør, at "The story of us" fungerer så godt, er netop det realistiske plan, hvorpå denne film bevæger sig, og det hverdagsagtige islæt, der præger hele handlingen. Alle kan nikke genkendende til Katie, der føler, hun må tage hele slæbet og derfor har "glemt" at have det sjovt, og Ben, der føler, at Katie kun har kritik tilovers for ham. Det er jo kilden til en del konflikter i de fleste forhold.

I "The story of us" fokuseres der på de to ægtefællers forskelligheder og man ser, hvordan det efterhånden giver anledning til større og større sammenstød. Man siger jo godt nok, at modsætninger mødes, men er det holdbart i længden? Disse forskelligheder, der engang virkede tiltrækkende, er nu kun kilde til stor irritation.

Hverdagens trummerum
I "The story of us" er der tale om to mennesker, der stadig elsker hinanden, men der er bare gået lidt for meget bleskift, vasketøj og hente-bringe børn i den. Er det bare sådan, det går, eller er det muligt at overvinde selv de dybeste kriser og bevare kærligheden? Det giver dette drama et utroligt godt bud på, og selvom filmen byder på mange små morsomheder, så er den også dybt tragisk, fordi den meget præcist skildrer, hvordan en hyggelig stund på to sekunder forvandles til et højtråbende skænderi. Man sidder og nikker og tænker: "Gud...skal der virkelig ikke mere til?".
Men hvis man elsker hinanden - virkelig elsker hinanden - kan man så ikke overkomme alt, eller er ægteskab romantikkens Jack Kevorkian, som der så smukt bliver sagt i filmen?

Der er meget, der skal vendes og drejes i denne romantiske komedie, og mens Ben og Katie tager deres liv og ægteskab op til revision, kan man sidde og tænke lidt over sit eget og forhåbentlig finde inspiration...hvis det altså er tiltrængt.
The Story Of Us