To mænd og en bjørn
2.0
Lee Tamahoris "The Edge" er lige så kold og usympatisk, som de personer den er befolket af, og det er med til at man distanceres mere end man engageres
Den ligger ellers ganske fornuftigt ud med en gruppe modereklamefolk, der ankommer til et afsides sted i ødemarken for at en serie billeder af fotomodellen Mickey Morse (spillet med indsigt, og ikke ret meget andet, af smukke Elle MacPherson).
Gruppen består ellers af Mickeys ældre husbond, millionæren Charles Morse (Anthony Hopkins) og den smarte fotograf Bob Green (Alec Baldwin). Med tilpas megen underfundighed og subtilitet præsenteres vi for filmens jalousidrama mellem de tre hovedpersoner: har Mickey og Bob haft noget kørende? Tvivlen nager os i samme grad, som det nager Charles. Da Charles og Bob tager ud på en tilsyneladende harmløs ekspedition i området, styrter deres fly ned, og de er efterladt alene i vildmarken.
Og så går der rigtig "male bonding" i den. De to storbymænd bliver udset som en stor og grim bamsebjørns næste måltid, og i deres bestræbelser på at finde tilbage til lejeren og deres flugt fra dette utyske, udvikler de efterhånden en form for gensidig respekt og i sidste ende venskab. På rigtig urmenneksemaner får de gjort kål på bjørnen og alt er tilsyneladende fryd og gammen, indtil at Charles finder ud af, at Bob rent faktisk har haft en affære med Mickey. Da Bob forsøger at gøre det af med Charles, falder han ganske belejligt i en bjørnefælde og såres dødeligt. Men i stedet for at give efter for hævngerrigheden, forsøger Charles forgæves at hjælpe ham.
Usympatisk persongalleri
Der er flere åbenlyse problemer ved "The Edge". For det første er det paradoksalt og problematisk at filmen rent faktisk mister al sin omhyggeligt opbyggede intensitet, da de to mænd begiver sig ud i ødemarken. Vi distanceres på underlig vis fra deres faldballader i ødemarken og deres begyndende venskab, fordi begge i bund og grund er usympatiske personer. Bob beskrives som den rappe og selviske, der ikke bare er ude efter prinsessen og det halve kongerige, men også er parat til at begå mord for det. Selvom han tilsidst erklære sig selv for at være en skidt fyr, klinger det hult og vækker ikke megen sympati. Charles er tiltrods for hans rolle som svigtet ægtemand, lige så usympatisk. Hans konstante elitære udflåd, der skal etablere ham som en hjernens mand, virker irriterende og Hopkins er bestemt ikke med til at give ham flere positive træk som historien udvikler sig. Bevares, i al sin medmenneskelighed redder han Bob i stedet for at lade ham dø. Men også dette forsøg på menneskeliggørelse falder hult ud.
Tomme kalorier
For det andet har Lee Tamahori en faretruende tendens til at lave film, der giver sig ud for at have mere på hjertet end de i realiteten har. I starten flyder det med symbolske ledetråde til de fortrædeligheder, der kommer. Det er der egentlig ikke noget galt i, men de leveres med en subtilitet, der får et vink med en vognstang til at virke som et vindpust. Bastantheden af disse udlagte ledetråde ødelægger desuden den intensitet, der faktisk ligger i det trekantsdrama, der, i hvert fald i starten, er filmens handlingsmæssige grundlag, men som efterhånden drukner i bjørnejagt og primalskrig. Og da det tilsidst dukker op igen, virker det mere som en løs handlingstråd, der skal bindes sammen.
Det er således lykkedes for Lee Tamahori endnu en gang at lave en film, der bedst kan beskrives som en fis i en hornlygte.
Den ligger ellers ganske fornuftigt ud med en gruppe modereklamefolk, der ankommer til et afsides sted i ødemarken for at en serie billeder af fotomodellen Mickey Morse (spillet med indsigt, og ikke ret meget andet, af smukke Elle MacPherson).
Gruppen består ellers af Mickeys ældre husbond, millionæren Charles Morse (Anthony Hopkins) og den smarte fotograf Bob Green (Alec Baldwin). Med tilpas megen underfundighed og subtilitet præsenteres vi for filmens jalousidrama mellem de tre hovedpersoner: har Mickey og Bob haft noget kørende? Tvivlen nager os i samme grad, som det nager Charles. Da Charles og Bob tager ud på en tilsyneladende harmløs ekspedition i området, styrter deres fly ned, og de er efterladt alene i vildmarken.
Og så går der rigtig "male bonding" i den. De to storbymænd bliver udset som en stor og grim bamsebjørns næste måltid, og i deres bestræbelser på at finde tilbage til lejeren og deres flugt fra dette utyske, udvikler de efterhånden en form for gensidig respekt og i sidste ende venskab. På rigtig urmenneksemaner får de gjort kål på bjørnen og alt er tilsyneladende fryd og gammen, indtil at Charles finder ud af, at Bob rent faktisk har haft en affære med Mickey. Da Bob forsøger at gøre det af med Charles, falder han ganske belejligt i en bjørnefælde og såres dødeligt. Men i stedet for at give efter for hævngerrigheden, forsøger Charles forgæves at hjælpe ham.
Usympatisk persongalleri
Der er flere åbenlyse problemer ved "The Edge". For det første er det paradoksalt og problematisk at filmen rent faktisk mister al sin omhyggeligt opbyggede intensitet, da de to mænd begiver sig ud i ødemarken. Vi distanceres på underlig vis fra deres faldballader i ødemarken og deres begyndende venskab, fordi begge i bund og grund er usympatiske personer. Bob beskrives som den rappe og selviske, der ikke bare er ude efter prinsessen og det halve kongerige, men også er parat til at begå mord for det. Selvom han tilsidst erklære sig selv for at være en skidt fyr, klinger det hult og vækker ikke megen sympati. Charles er tiltrods for hans rolle som svigtet ægtemand, lige så usympatisk. Hans konstante elitære udflåd, der skal etablere ham som en hjernens mand, virker irriterende og Hopkins er bestemt ikke med til at give ham flere positive træk som historien udvikler sig. Bevares, i al sin medmenneskelighed redder han Bob i stedet for at lade ham dø. Men også dette forsøg på menneskeliggørelse falder hult ud.
Tomme kalorier
For det andet har Lee Tamahori en faretruende tendens til at lave film, der giver sig ud for at have mere på hjertet end de i realiteten har. I starten flyder det med symbolske ledetråde til de fortrædeligheder, der kommer. Det er der egentlig ikke noget galt i, men de leveres med en subtilitet, der får et vink med en vognstang til at virke som et vindpust. Bastantheden af disse udlagte ledetråde ødelægger desuden den intensitet, der faktisk ligger i det trekantsdrama, der, i hvert fald i starten, er filmens handlingsmæssige grundlag, men som efterhånden drukner i bjørnejagt og primalskrig. Og da det tilsidst dukker op igen, virker det mere som en løs handlingstråd, der skal bindes sammen.
Det er således lykkedes for Lee Tamahori endnu en gang at lave en film, der bedst kan beskrives som en fis i en hornlygte.
19/11-2018