Erase the story - put in more action

2.0
Arnold Schwarzenegger sprænger en hel masse i luften

Alle hader filmanmeldere, der afslører for meget af en films handling - men er det ikke lidt unfair i betragtning af, at filmens trailer som regel allerede har vist samtlige højdepunkter og plots fra filmen? Nå, men det kan jo være, at der er nogle få, der endnu ikke har set traileren til "Eraser", så af hensyn til disse kommer der her et lidet afslørende referat af handlingen: John Kruger (Arnold Schwarzenegger) er en ensom ulv, der arbejder for den amerikanske regerings vidnebeskyttelsesprogram. Hans job består i at skjule og beskytte vidner, som slemme fyre prøver at få til at holde mund - ikke overraskende er Arnold simpelthen den bedste i branchen, så naturligvis er det ham, der bliver tilkaldt, da den unge sorte forretningskvinde Lee (Vanessa Williams) skal beskyttes mod sine tidligere arbejdsgivere (et stort våbenfirma) og deres sammensvorne (bl.a. den amerikanske viceforsvarsminister), som er involverede i lysky transaktioner med den russiske mafia (90'ernes afløser for KGB i alle spændingsfilm).

Arnold og Lee opdager hurtigt, at de ikke kan stole på ret mange andre end en tidligere mafiagangster Johnny C. (Robert Pastorelli har fået rollen som comic sidekick), som Arnold starter filmen med at redde - resten af filmen går så med, at denne umage trio kæmper mod den formidable overmagt - hvilket sker under et overdådigt festfyrværkeri af eksplosioner, skudsalver og de uundværlige oneliners (blandt de sidstnævnte er kommentaren "You're luggage" til en død krokodille, klart den bedste).

Indtil videre er der ikke rigtigt noget af dette, som lyder specielt revolutionerede - og det er egentlig også det, der er filmens problem. Effekterne er godt lavet, skuespillet er ikke værre end, hvad man er vant til i denne genre (James Caan som skurk er - ikke overraskende - rigtig ond, selv den tidligere Miss America, Vanessa Williams, er faktisk god), replikkerne er ganske morsomme, etc. Men man bliver aldrig rigtig grebet af historien, og hvis man alligevel ikke har en bedre historie, hvorfor så bruge så forholdsvis meget tid på den, i stedet for at lave mere af den aktion, som publikum egentlig er kommet for at se?

Men som sagt fungerer aktion-scenerne godt (fraregnet et par graverende continuity-fejl og nogle lidt for gennemskuelige computer-manipulationer), så hvis det er det man vil se, er filmen pengene værd - hvis man håber at få nogle nøgenscener med Vanessa Williams (der blev frataget sin Miss America-titel efter fremkomsten af nogle softcore porno-billeder) kan man godt blive hjemme - hun er en af de mest påklædte aktion-heltinder, jeg har set (til gengæld er hendes skuespil ikke nær så pinligt som nogle af hendes mere afklædte kollegaer i lignende film).
Eraser