Stivnet filmkys
3.0
"French Kiss" lever, trods stjernebesætning, ikke op til forventningerne om en intelligent amerikansk kærligheds-komedie.
Hvis man skal tage komedien "French Kiss" på ordet, er Frankrig et dejligt forudsigeligt land. Man ved, hvad man får: Snobbede portier'er, osteorgier, storfamilien samlet omkring det mad-bugnende langbord i pittoresk opstilling, akkompagneret af svimlende harmonika-spil. Franskmændene er et reserveret og intenst folkefærd, de er besatte af tanken om deres seksuelle formåen, men alligevel altid skødesløst elegante.
"French Kiss" vælter sig i stereotyper, og det må en komedie for så vidt også gerne, men kun hvis den udfordrer de vante forestillinger på en overraskende måde. Det sker aldrig i "French Kiss".
Frankrig på amerikansk
Ind i den amerikanske forestilling om Frankrig træder den småborgerlige og pæne Kate - i Meg Ryan's skikkelse. Hun er tvunget af omstændighederne. Kæresten er på en forretningsrejse faldet i armene på en af disse sexfrådende, frodige, men alligevel altid elegante, franske kvinder. Kate vil tage kampen op. Kæresten skal med hjem til det kontrollérbare og magelige liv, koste hvad det koste vil.
Men intet går som planlagt. Allerede i flyet møder Kate den første udfordring. Hendes sidemand er den småkriminelle men alligevel altid elegante Luc, spillet af Kevin Kline, der er ved at drukne af seksuel selvoptagethed.
Det slår straks gnister imellem de to. To kulturer og to temperamenter støder sammen. Den puritanske møder den frigjorte. Luc - som ser sig selv som mesteren i forførelsens kunst, tilbyder ikke uden skumle bagtanker at assistere ved tilbageerobringen af kæresten. Kate accepterer efter mange forviklinger tilbuddet og så går den vilde jagt. Først gennem Paris' gader og senere ned gennem Frankrig.
Letbenet romantik
Nu skal man ikke have set særlig mange amerikanske romantiske komedier for at forudse, at to meget forskellige parter af modsat køn langsomt må drages mod hinanden. "French Kiss" er ingen undtagelse. Luc og Kate kommer til at værdsætte hinandens værdier, for til sidst at mødes på midten i tårevædet symbiose. Det er der før kommet noget ganske morsomt ud af, men i mødet med "French Kiss" nøjes man som tilskuer med at smile overbærende. Filmen har ellers de bedste forudsætninger for at blive andet og mere end det letbenede main-stream 'causeri', den er endt med at være.
Instruktøren Lawrence Kasdan har før bevist, at han både som manuskriptforfatter og instruktør kan skrue morsomme og præcise film sammen. "Gensyn med vennerne" er et oplagt eksempel på, at komedier før har haft både bid og vid med Kasdan ved roret. Men denne gang lykkes det ikke.
Kevin Kline, som efterhånden er gået hen og blevet fast inventar i Kasdans film, senest i "Gran Canyon", virker hæmmet af sin tillærte franske accent. Man aner dog en vis selvironi i Kline's spil, hvilket gør Luc til en af filmens mere opløftende momenter. Meg Ryan er jo vidt berømmet for sin fingerede orgasme i "Da Harry mødte Sally", så komedie kan hun spille. Men i "French Kiss" er hun simpelthen for overgearet. Hun får spasmer og hysteriske anfald i ét væk, uden megen morskab til følge.
"French Kiss" er ikke noget pirrende kys, men et forudsigelig og kedeligt et af slagsen. En af den slags kys man havde glædet sig til, men som man slukøret forlader. Et velmenende kys uden gnist.
Hvis man skal tage komedien "French Kiss" på ordet, er Frankrig et dejligt forudsigeligt land. Man ved, hvad man får: Snobbede portier'er, osteorgier, storfamilien samlet omkring det mad-bugnende langbord i pittoresk opstilling, akkompagneret af svimlende harmonika-spil. Franskmændene er et reserveret og intenst folkefærd, de er besatte af tanken om deres seksuelle formåen, men alligevel altid skødesløst elegante.
"French Kiss" vælter sig i stereotyper, og det må en komedie for så vidt også gerne, men kun hvis den udfordrer de vante forestillinger på en overraskende måde. Det sker aldrig i "French Kiss".
Frankrig på amerikansk
Ind i den amerikanske forestilling om Frankrig træder den småborgerlige og pæne Kate - i Meg Ryan's skikkelse. Hun er tvunget af omstændighederne. Kæresten er på en forretningsrejse faldet i armene på en af disse sexfrådende, frodige, men alligevel altid elegante, franske kvinder. Kate vil tage kampen op. Kæresten skal med hjem til det kontrollérbare og magelige liv, koste hvad det koste vil.
Men intet går som planlagt. Allerede i flyet møder Kate den første udfordring. Hendes sidemand er den småkriminelle men alligevel altid elegante Luc, spillet af Kevin Kline, der er ved at drukne af seksuel selvoptagethed.
Det slår straks gnister imellem de to. To kulturer og to temperamenter støder sammen. Den puritanske møder den frigjorte. Luc - som ser sig selv som mesteren i forførelsens kunst, tilbyder ikke uden skumle bagtanker at assistere ved tilbageerobringen af kæresten. Kate accepterer efter mange forviklinger tilbuddet og så går den vilde jagt. Først gennem Paris' gader og senere ned gennem Frankrig.
Letbenet romantik
Nu skal man ikke have set særlig mange amerikanske romantiske komedier for at forudse, at to meget forskellige parter af modsat køn langsomt må drages mod hinanden. "French Kiss" er ingen undtagelse. Luc og Kate kommer til at værdsætte hinandens værdier, for til sidst at mødes på midten i tårevædet symbiose. Det er der før kommet noget ganske morsomt ud af, men i mødet med "French Kiss" nøjes man som tilskuer med at smile overbærende. Filmen har ellers de bedste forudsætninger for at blive andet og mere end det letbenede main-stream 'causeri', den er endt med at være.
Instruktøren Lawrence Kasdan har før bevist, at han både som manuskriptforfatter og instruktør kan skrue morsomme og præcise film sammen. "Gensyn med vennerne" er et oplagt eksempel på, at komedier før har haft både bid og vid med Kasdan ved roret. Men denne gang lykkes det ikke.
Kevin Kline, som efterhånden er gået hen og blevet fast inventar i Kasdans film, senest i "Gran Canyon", virker hæmmet af sin tillærte franske accent. Man aner dog en vis selvironi i Kline's spil, hvilket gør Luc til en af filmens mere opløftende momenter. Meg Ryan er jo vidt berømmet for sin fingerede orgasme i "Da Harry mødte Sally", så komedie kan hun spille. Men i "French Kiss" er hun simpelthen for overgearet. Hun får spasmer og hysteriske anfald i ét væk, uden megen morskab til følge.
"French Kiss" er ikke noget pirrende kys, men et forudsigelig og kedeligt et af slagsen. En af den slags kys man havde glædet sig til, men som man slukøret forlader. Et velmenende kys uden gnist.
19/11-2018
