Livløs Bagatel

2.0
Dette er en kærlighedskomedie om at blive elsket, på trods af sine fejl. Den vil gerne være vittig og småironisk, men den er nærmest lige meget.

Det værste slam kan være noget af det mest charmerende. På boghandlernes engelsksprogede hylder står der mængder af paperback romancer, som er så uhæmmet skamløse, at det nærmest er betagende. Forsiderne er holdt i svulmende farver, og viser altid - ALTID - frodige barbiedukkekvinder i favnen på halvnøgne, mørklødede mænd.

"Lucky Break" vil gerne benytte sig af disse romaners billedsprog, ironisere lidt over dem, og underholde sit publikum hen ad vejen. Problemet er bare, at den ikke på nogen måde er bedre end de kulørte romaner, og endda er temmelig meget mindre underholdende.

Lidenskabsløst
Problemet er ganske enkelt: Instruktøren og forfatteren (Ben Lewin) er simpelthen ikke begejstret nok for den genre, han bevæger sig i. Han reproducerer genrens overfladiske karakterer, de pludselige skæbnedrejninger og de skæbnesvangre forviklinger. Han skaber melodramatiske fantasibilleder, som ligner romanforsiderne, men han har glemt det vigtigste - nemlig lidenskaben.

For det er overfloden af lidenskab, der giver genren liv. Selvom man ser nok så meget ned på den, og til tider fornemmer at genrens forfattere selv ser ned på den, så kan man mærke begejstringen ved det uhæmmede. Det er som om forfatterne er til maskebal og alt er tilladt.
Ben Lewin, derimod, er bange for at blive taget på ordet. Han holder sit melodrama ud i armslængde og nægter at tage det til sig. Hans slam har ingen gnist - og slam BØR gnistre (hvad skal vi ellers med det?).

Dissikeret melodramatik
Det er det samme problem som David Lynchs gumpetunge "Wild at Heart" lider af. Lynch behandler Heavy Metal musikkens melodramatik på samme måde som Lewin behandler romancens (omend Lynch gjorde det med større dybde). Begge instruktører ser alt for meget ned på det materiale de læner sig op af, til at nænne at give det liv. De lader sig ikke rive med, og publikum bliver det heller ikke. Det er som at blive vist et farverigt insekt med en nål igennem.

Filmen postulerer for eksempel, at Sophie fortrylles af de smukke smykker, som juvelléren Eddie håndterer så kærligt. Men den billedmontage, som viser smykkerne i Eddies hænder, er træt og flad. Tilskueren burde fortrylles sammen med Sophie, men de glansløse billeder viser bare smykkerne frem, som om det var nok i sig selv. Lewin virker uengageret, som om han har arbejdet på et projekt, der for længst har mistet hans interesse. Hvorfor kæler han ikke for det?

Resultatet er kun halvanden time langt, men det føles længere. Halvvejs igennem mister historien sin fremdrift, og begynder at gøre underlige krumspring. Da Eddies forlovede pludselig dukker op på biblioteket, hvor Sophie skriver sine historier, aner vi ikke, hvordan hun fandt derhen. Da detektiven Jurij (som er efter Eddie) lidt senere dukker op det samme sted, er der heller ingen forklaring. Det er muligt, at Lewin vil ironisere over genrens letkøbte vendepunkter, men det virker som om han forsøger at holde historien i live.

Jeg har måske fået denne bagatel til at lyde værre end den er. Den er ikke forfærdelig, den er bare lidt for kedelig, en anelse for overfladisk og temmelig livløs.