Cubansk lækkerbidsken
4.0
På vej ud fra denne cubanske film har man fornemmelsen af, at have fået nye venner. Instruktøren og skuespillerne er så begejstrede for de mennesker, de fortæller om, at man som tilskuer ender med at føle, at man er på talefod med dem.
Det er 1979 og Cuba er i åndeligt og fysisk forfald. David er en ung studerende med litterære ambitioner, men han er uerfaren og hans hovede er fyldt med partiets paroler. Hans kønne kæreste gifter sig pludselig med en anden, og midt i hans depression dukker bøssen Diego op og forsøger at forføre ham. I et system der ikke stoler på nogen, er Diego den fuldstændige afviger. Han er livsnyder, kunstelsker og ikke mindst homoseksuel. David opfordres til at spionere på forrædderen, men fascineres af Diegos lidenskabelige livsudfoldelse.
Jordbær og Chokolade lever først og fremmest i kraft af Jorge Perugorria, der spiller Diego. Perugorria morer sig tydeligvis gevaldigt med rollen, og det er een stor fornøjelse at betragte ham - om han så er ifærd med at skælde sit køleskab ud, eller bare ser lystent efter Davids partifanatiske ven Miguel. En lignende spilleglæde har Mirta Ibarra, der spiller eks-luderen Nancy, som David forelsker sig i. Hendes glæder og sorger føles fuldstændig ægte, selv om hendes position i manuskriptet kræver, at hun til tider agerer 'comic relief'. Når disse to ruller sig ud, suges man ind af deres varme og menneskelighed.
Instruktøren Tomas Gutierrez Alea, der skulle have lighedspunkter med både David og Diego, stiller sine skuespillere forrest og fortæller afdæmpet sin historie om regler og lidenskab. Samtidig viser han os et Cuba, hvor nikotingul er den dominerende farve, hvor bygningerne smuldrer og alle maskinerne er gamle. Når David og Nancy tager en romantisk sejltur, sejler færgen imellem kolossale, rustne containerskibe.
Alea er en diskret fortæller, der viser hvordan tingene er, uden at pege. Man mærker hans dygtighed bag den flydende, ukrukkede fortællestil, og i den måde han igennem billederne videregiver personernes oplevelse til tilskueren. Da David udspionerer et elskende par, er den svedige, larmende kobling, man præsenteres for, et billede på den småforskrækkede drengs møde med sex. Og når de tre venner holder fest, oplever man selv den glæde, David føler, og distancen til universitetets kolde indoktrinering.
Jordbær og Chokolade kunne nemt være endt som en tyngende moralprædiken om homofobi og intolerance, men den er let og tilfredstillende som en sommerfrugt.
Det er 1979 og Cuba er i åndeligt og fysisk forfald. David er en ung studerende med litterære ambitioner, men han er uerfaren og hans hovede er fyldt med partiets paroler. Hans kønne kæreste gifter sig pludselig med en anden, og midt i hans depression dukker bøssen Diego op og forsøger at forføre ham. I et system der ikke stoler på nogen, er Diego den fuldstændige afviger. Han er livsnyder, kunstelsker og ikke mindst homoseksuel. David opfordres til at spionere på forrædderen, men fascineres af Diegos lidenskabelige livsudfoldelse.
Jordbær og Chokolade lever først og fremmest i kraft af Jorge Perugorria, der spiller Diego. Perugorria morer sig tydeligvis gevaldigt med rollen, og det er een stor fornøjelse at betragte ham - om han så er ifærd med at skælde sit køleskab ud, eller bare ser lystent efter Davids partifanatiske ven Miguel. En lignende spilleglæde har Mirta Ibarra, der spiller eks-luderen Nancy, som David forelsker sig i. Hendes glæder og sorger føles fuldstændig ægte, selv om hendes position i manuskriptet kræver, at hun til tider agerer 'comic relief'. Når disse to ruller sig ud, suges man ind af deres varme og menneskelighed.
Instruktøren Tomas Gutierrez Alea, der skulle have lighedspunkter med både David og Diego, stiller sine skuespillere forrest og fortæller afdæmpet sin historie om regler og lidenskab. Samtidig viser han os et Cuba, hvor nikotingul er den dominerende farve, hvor bygningerne smuldrer og alle maskinerne er gamle. Når David og Nancy tager en romantisk sejltur, sejler færgen imellem kolossale, rustne containerskibe.
Alea er en diskret fortæller, der viser hvordan tingene er, uden at pege. Man mærker hans dygtighed bag den flydende, ukrukkede fortællestil, og i den måde han igennem billederne videregiver personernes oplevelse til tilskueren. Da David udspionerer et elskende par, er den svedige, larmende kobling, man præsenteres for, et billede på den småforskrækkede drengs møde med sex. Og når de tre venner holder fest, oplever man selv den glæde, David føler, og distancen til universitetets kolde indoktrinering.
Jordbær og Chokolade kunne nemt være endt som en tyngende moralprædiken om homofobi og intolerance, men den er let og tilfredstillende som en sommerfrugt.
19/11-2018
