Det grimme menneske

Hvad gør man, hvis man forsøge at forstå Det grimme menneske? Man laver en film, der er lige så grim som Ulu Grosbards "Georgia"

Da jeg havde set filmen "Georgia", anede jeg simpelthen ikke, hvad jeg skulle stille op, da anmeldelsen jo skulle skrives. Det forekom mig nemlig ganske enkelt helt og aldeles og komplet kropumuligt, at mene noget som helst entydigt om den film. For det er omtrent den grimmeste film, jeg endnu har lagt øje til. Grimt vejrlig, grimme og triste farver, grimt lys, grimme scener, grimt tøj og grimme smykker på grimme skuespillere med grimme stemmer...

Søsterskab
Forestil Dem to helt almindelige søstre. Blot med den ene forskel, at den ene ejer en diskret og skrøbelig skønhed og (efter amerikanernes smag) er hamrende talentfuld som nervøst vibrerende sangstemme udi den mere Country and Western-agtige del af musikkens provinser - mens den anden søster... I Guder!... er født cirka 10 år for sent. Det sidste betyder, at hun desværre er henvist til at leve på den forkerte side af punkens æstetik, der som bekendt hyldede det grimme, grimme og atter grimme. For jo grimmere, jo bedre. Jo mere ægte. Og det ville faktisk have været ret heldigt for hende den anden søster at leve dér i begyndelsen af firserne - for så havde hun nok været ikke så lidt af et hot hit. Imidlertid lever hun lige nu.

Man forlader sjældent biografen under en film. Og hvis man er sendt i biffen for Scope for at anmelde en film, kan man under ingen omstændigheder tillade sig så meget som bare at overveje muligheden af at skrabe sit habengut sammen i tasken og så skride. Ikke desto mindre var det præcis, hvad jeg overvejede flere gange, mens jeg sad og så "Georgia".

Den grimme og den smukke
Sadie (Jennier Jason Leigh) - den grimme af søstrene - skråler sig nemlig igennem filmen på den mest uudholdelige måde. Hun tørrer snot af i ærmet og drikker sig fra sans og samling - vel at mærke på den grimme måde, der vækker små spastisk fortrængte brudstykker af billederne fra filmen om Christiane F. Hun boller med hvemsomhelst, spiser dårlig mad og er på alle måder bundhamrende usympatisk. Georgia (Mare Winningham), derimod, er den pæne søster. Du ved, hende den småborgerlige med børn, mand, landsted, succes og en meget pæn stemme. Denne forskel er udgangspunktet for konflikten i historien. Og denne konflikt er grundlaget for det rasende præcise portræt af Sadie, som filmen mest af alt skal vise sig at være.

Det går bare først op for en temmelig sent i filmen. På et tidspunkt kigger Georgias mand, der efter alt at dømme er den, der forstår Sadie bedst, lige ind i øjnene på sin søde, søde kone og udbryder med en underlig malplaceret, indtrængende stemme: "Er du klar over, at jeg ikke har nogen som helst idé om, hvad det vil sige at være din søster? Ingen!"

Med den sætning er empatien - dét at leve sig ind i det andet menneske, forsøget på at se verden fra dette andet menneskes synspunkt - pludselig blevet det mest fremtrædende tema i filmen. Og så begynder den at leve. Og man retter sig i sædet, og er glad for at man ikke gik.

Fabelagtige Leigh
Man forstår nemlig nu én gang for alle, at skuespilleren Jenniffer Jason Leigh (som også er kendt fra "Enlig pige søger" og "Dolores Claiborne"), der spiller Sadie, faktisk er en fantastisk god skuespiller, selvom man til at begynde med godt kunne tro, at hun var hamrende dårlig. En skuespiller, der formår at finde det absolut mest frastødende frem i sig selv og så ellers bare krænge det ud. Og dét gør hun altså, hende frøken Leigh. I en scene 'synger' hun f.eks. i henved ti minutter, så man krummer tæer og borer neglene dybt ned armlænet. Og først efter de ti minutter er gået, og man opdager, at man nu har set det, man ellers vender sig bort fra, forstår man, hvad filmens instruktør Ulu Grosbard har ville have en til. Nemlig at se det, der ellers let bliver usynligt.

Filmen "Georgia" er, efter min mening, en overordentlig grim film. Men det kan man nu sagtens fortolke som noget positivt, og det valgte jeg selv at gøre, da jeg havde tænkt over filmen i flere dage. For det er virkelig sjældent, at Det grimme menneske, det menneske, som ikke er behageligt, smukt, begavet, lækkert, tiltrækkende, vindende... får lov til at få sin historie fortalt. En historie der tilsyneladende heller ikke er synderlig meget ved.

Søsteren Sadie evner ikke at passe på sig selv, hun frastøder alle og enhver, der vil hjælpe hende på ret køl, og til sidst i filmen er det ved at gå helt galt for hende, fordi hun vender sine mange skuffelser og sin enorme vrede mod sig selv. Da hun gør det, træder Georgia naturligvis straks til for at hjælpe, for hun er jo, åh!, så flink. Og så bliver Sadie endnu grimmere, end hun var i forvejen.

Gå i biffen på en regnvåd efterårsmandag, hvor du alligevel er i dét humør. Se Georgia og tænk på hende, du mindst kunne udstå i din skoleklasse. En af alle de mennesker, du ikke evnede at forstå, ligegyldig hvor meget du end anstrengte dig. Og forstå så, at du, når det kom til stykket, nok ikke havde den fjerneste idé om. Hvad det i grunden ville sige at være lige netop dem. Det er nemlig først og fremmest dét, filmen handler om. At se verden med det kiksede menneskes øjne