Fallen Angels
5.0
Vilde engle
"Fallen Angels" er en hæsblæsende blanding af action, komedie, musikvideo og modereportage.
"Fallen Angels" minder ved første øjekast om en moderne modereportage, som man finder dem i de bedste internationale blade. Kantede og slørede rød-gule billeder taget i ekstrem vidvinkel, så de fordrejes næsten sygeligt. Dertil en corny rammehistorie om en lejemorder og hans længselsfulde kvindelige 'manager', der skaffer ham jobs. De er både smukke og grimme på én gang og lydsiden forsyner dem med melankolske tanke-kommentarer om deres professions ubodelige ensomhed - som en plat, 'pulp' rammetekst til en fotoserie. At være alene i storbyen med et erhverv styret af skæbnens iskolde hånd.
Sceneskift
Da weltsmertzfornemmelserne efter en ti minutters tid er ved at nå et patetisk højdepunkt, skifter filmen pludselig scene og genre - med ét er vi midt i en komedie om en stum lurendrejer, som tjener penge ved at tvinge tjenesteydelser ned over hovedet på folk. Uden at mæle et ord gør han det klart, at hvis de ikke punger ud, barberer han dem uopfordret eller stopper store mængder soft-ice ned i deres maver. Efter et stykke tid er vi uden varsel tilbage ved lejemorderen, som med melankolsk beslutsomhed har sat sig fast på at undslippe professionen - han er træt af den evige, morderiske trummerum. Men partneren, der elsker ham hemmeligt, vil ikke lade morderen slippe så let. Netop som man tror, at "Fallen Angels" har bevæget sig ind i et klassisk thriller-motiv, er vi pludselig tilbage ved lurendrejeren, som er igang med at hjælpe en pige med at finde en vis Blondie, der har taget hendes fyr.
Stilen er budskabet?
Sådan bevæger "Fallen Angels" sig frem, med isolerede optrin som vibrerende perler på den altid klare røde tråd, men aldrig med en egentlig, central fortælling. Det er stilen og temaerne, der binder de flagrende dele sammen til en næsten ekstatisk medrivende helhed. Det bliver til et guddommeligt smukt billede af ungdommens selvoptagede univers, om begærets spejlinger, falsk kærlighed og tilfældighedernes tilsyneladende skin af skæbne - men først og fremmest den altomfavnende melankolske narcissisme og forvirrede selvforelskelse, som mere end noget andet udtrykker den moderne tids billede af ungdommen. Behagesyge og barnlige kaster de på en gang kære og dødsensfarlige personer sig fra den ene ekstreme situation til den næste - løsrevet fra enhver kontakt med samfundet, henvist til eksistens i egne fantasier og selvspejlinger - hver især med den standhaftige overbevisning om, at netop han eller hun er en falden engel og derfor verdens centrum. Storbyens kaotiske tempo danner en hallucinatorisk ramme og skaber en dunkende rytme, der binder én fast til biografsædet og først slipper sit tag, når noget, der føles som enten et kvarter eller syv dage, er gået.
Et mesterværk af de sjældne
"Fallen Angels" er Hong-Kong kineseren Wong-Kar-wai's femte film, og hans første mesterværk. Han skabte opmærksomhed med den mærkværdige og smukke "Chungking Express", der for et par år siden blev vist i danske biografer. Ligesom "Chungking Express" skifter "Fallen Angels" ofte handlingstråde og stemning, men den mesterlige stilistiske håndtering og billedmæssige skønhed, som man kun så i glimt i den førstnævnte, er så overvældende og konstant til stede i "Fallen Angels", at man næsten må tale om et kvantespring - fra lovende talent til fuldblods mester.
"Fallen Angels" er en hæsblæsende blanding af action, komedie, musikvideo og modereportage.
"Fallen Angels" minder ved første øjekast om en moderne modereportage, som man finder dem i de bedste internationale blade. Kantede og slørede rød-gule billeder taget i ekstrem vidvinkel, så de fordrejes næsten sygeligt. Dertil en corny rammehistorie om en lejemorder og hans længselsfulde kvindelige 'manager', der skaffer ham jobs. De er både smukke og grimme på én gang og lydsiden forsyner dem med melankolske tanke-kommentarer om deres professions ubodelige ensomhed - som en plat, 'pulp' rammetekst til en fotoserie. At være alene i storbyen med et erhverv styret af skæbnens iskolde hånd.
Sceneskift
Da weltsmertzfornemmelserne efter en ti minutters tid er ved at nå et patetisk højdepunkt, skifter filmen pludselig scene og genre - med ét er vi midt i en komedie om en stum lurendrejer, som tjener penge ved at tvinge tjenesteydelser ned over hovedet på folk. Uden at mæle et ord gør han det klart, at hvis de ikke punger ud, barberer han dem uopfordret eller stopper store mængder soft-ice ned i deres maver. Efter et stykke tid er vi uden varsel tilbage ved lejemorderen, som med melankolsk beslutsomhed har sat sig fast på at undslippe professionen - han er træt af den evige, morderiske trummerum. Men partneren, der elsker ham hemmeligt, vil ikke lade morderen slippe så let. Netop som man tror, at "Fallen Angels" har bevæget sig ind i et klassisk thriller-motiv, er vi pludselig tilbage ved lurendrejeren, som er igang med at hjælpe en pige med at finde en vis Blondie, der har taget hendes fyr.
Stilen er budskabet?
Sådan bevæger "Fallen Angels" sig frem, med isolerede optrin som vibrerende perler på den altid klare røde tråd, men aldrig med en egentlig, central fortælling. Det er stilen og temaerne, der binder de flagrende dele sammen til en næsten ekstatisk medrivende helhed. Det bliver til et guddommeligt smukt billede af ungdommens selvoptagede univers, om begærets spejlinger, falsk kærlighed og tilfældighedernes tilsyneladende skin af skæbne - men først og fremmest den altomfavnende melankolske narcissisme og forvirrede selvforelskelse, som mere end noget andet udtrykker den moderne tids billede af ungdommen. Behagesyge og barnlige kaster de på en gang kære og dødsensfarlige personer sig fra den ene ekstreme situation til den næste - løsrevet fra enhver kontakt med samfundet, henvist til eksistens i egne fantasier og selvspejlinger - hver især med den standhaftige overbevisning om, at netop han eller hun er en falden engel og derfor verdens centrum. Storbyens kaotiske tempo danner en hallucinatorisk ramme og skaber en dunkende rytme, der binder én fast til biografsædet og først slipper sit tag, når noget, der føles som enten et kvarter eller syv dage, er gået.
Et mesterværk af de sjældne
"Fallen Angels" er Hong-Kong kineseren Wong-Kar-wai's femte film, og hans første mesterværk. Han skabte opmærksomhed med den mærkværdige og smukke "Chungking Express", der for et par år siden blev vist i danske biografer. Ligesom "Chungking Express" skifter "Fallen Angels" ofte handlingstråde og stemning, men den mesterlige stilistiske håndtering og billedmæssige skønhed, som man kun så i glimt i den førstnævnte, er så overvældende og konstant til stede i "Fallen Angels", at man næsten må tale om et kvantespring - fra lovende talent til fuldblods mester.
19/11-2018
