Anstrengende familieløjer
1.0
Efter at have set Hans Kristensens "Sunes Familie", må man konstatere, at det står aldeles sløjt til med den danske familieunderholdning.
Formlen fra "Krumme"-filmene er til at få øje på. Vi tager en køn lille teenage-knøs i den kærestemodne alder, hans lidt halv-fjollede middelklasse familie, og så spinder vi en historie over alle de fortrædeligheder, de må igennem for at komme på ferie. Her oveni kaster vi så en kærlighedshistorie, en ond motorcykelbølle, to fjollede pizzeriaindehavere, der er som snydt ud af "Lady og Vagabonden", og krydrer det med en bunke børne-sange af Michael Hardinger.
Fattigmands-Krumme.
Denne opskrift fungerede til fulde i Sven Methlings "Krumme"-film, hvor den meget indsigtsfulde historie og de gode figurer blev præsenteret med professionel tæft, trit og retning. Men hvorfor lykkes det så ikke i "Sunes Familie"? For det første er historien aldeles tynd og mekanisk, og figurerne så én-dimensionelle og uengagerende, at man som tilskuer efterlades på herrens mark. For det andet har man engageret en instruktør Hans Kristensen, der, selvom materialet er ringe, tydeligvis er endt på den forkerte hylde.
Anstrengt hygge
Det er vanskeligt at klandre skuespillerne for de kødløse roller, men der er nu langt mellem Claus Bues overgearede fjollethed til Dick Kaysøs mere naive foretagsomhed, mens Henrik Lykkegaard og Jarl Friis Mikkelsen som pizzeria-bestyrerne må tage prisen som 90'ernes mest umorsomme komikerpar. Familievarmen fra Krummerne er fuldstændig forduftet, og følelsen af "at være i godt selskab", fortaber sig i anstrengt hygge og umorsomme komedieoptrin.
Knækket filmtradition
Den lange og hæderkronede danske filmtradition for at lave gedigen familieunderholdning, lige fra "Far til Fire" til "Krummerne", lider her et af sine mange knæk. Den bliver endnu engang offer for en alt for ringe historie, der er fortalt med et minimum af interesse og charme. Det vil dog højst sandsynligt ikke afholde den fra at dukke op igen, når en mand som Regnar Grasten er i filmbranchen; og gudskelov for det.
Men, som det så ofte er sket før, så er kritikerens hvasse blik én ting og publikums ditto noget andet, og med et ordentligt slag på reklametrommen kan der her ligge endnu en Regnar Grasten-succes, selvom det er aldeles ufortjent.
Formlen fra "Krumme"-filmene er til at få øje på. Vi tager en køn lille teenage-knøs i den kærestemodne alder, hans lidt halv-fjollede middelklasse familie, og så spinder vi en historie over alle de fortrædeligheder, de må igennem for at komme på ferie. Her oveni kaster vi så en kærlighedshistorie, en ond motorcykelbølle, to fjollede pizzeriaindehavere, der er som snydt ud af "Lady og Vagabonden", og krydrer det med en bunke børne-sange af Michael Hardinger.
Fattigmands-Krumme.
Denne opskrift fungerede til fulde i Sven Methlings "Krumme"-film, hvor den meget indsigtsfulde historie og de gode figurer blev præsenteret med professionel tæft, trit og retning. Men hvorfor lykkes det så ikke i "Sunes Familie"? For det første er historien aldeles tynd og mekanisk, og figurerne så én-dimensionelle og uengagerende, at man som tilskuer efterlades på herrens mark. For det andet har man engageret en instruktør Hans Kristensen, der, selvom materialet er ringe, tydeligvis er endt på den forkerte hylde.
Anstrengt hygge
Det er vanskeligt at klandre skuespillerne for de kødløse roller, men der er nu langt mellem Claus Bues overgearede fjollethed til Dick Kaysøs mere naive foretagsomhed, mens Henrik Lykkegaard og Jarl Friis Mikkelsen som pizzeria-bestyrerne må tage prisen som 90'ernes mest umorsomme komikerpar. Familievarmen fra Krummerne er fuldstændig forduftet, og følelsen af "at være i godt selskab", fortaber sig i anstrengt hygge og umorsomme komedieoptrin.
Knækket filmtradition
Den lange og hæderkronede danske filmtradition for at lave gedigen familieunderholdning, lige fra "Far til Fire" til "Krummerne", lider her et af sine mange knæk. Den bliver endnu engang offer for en alt for ringe historie, der er fortalt med et minimum af interesse og charme. Det vil dog højst sandsynligt ikke afholde den fra at dukke op igen, når en mand som Regnar Grasten er i filmbranchen; og gudskelov for det.
Men, som det så ofte er sket før, så er kritikerens hvasse blik én ting og publikums ditto noget andet, og med et ordentligt slag på reklametrommen kan der her ligge endnu en Regnar Grasten-succes, selvom det er aldeles ufortjent.
19/11-2018
