Løft i flok
4.0
Hvad gør man, når det stålvalseværk, der har skaffet en brød på bordet, pludselig går ned med flaget? Gaz og hans venner beslutter sig for at blive i metalbranchen: Nu skal jernet vises frem.
Gaz og Dave er to af de fyre, der er blevet arbejdsløse, fordi stålindustrien i Sheffield ikke længere er, hvad den har været. De klarer sig igennem den grå hverdag med lidt småfusk, som Gaz' søn, Nathan, mere eller mindre modvilligt hjælper til med. Hvilket er en af grundene til at Nathans mor, som har fundet en ny mand, ikke synes, sønnen skal bruge for meget tid sammen med sin far. Så hvis ikke Gaz hoster op med et underholdningsbidrag til Nathan, mister han samkvemsretten.
Den svære manderolle
Dave slås også med sine tomme lommer. Efter han mistede sit job, er det er nu hans kone, Jean, der henter pengene hjem, og det er ydmygende at være forhenværende forsørger. Især når Jean oven i købet beslutter sig for at bruge sine penge på at komme til mande-strip med Chippendales. Hvis Dave i forvejen syntes, han var lidt for tyk, så er den da helt gal nu, og han føler overhovedet ikke, han slår til. Og den følelse er i virkeligheden fælles for Dave og alle hans gamle kolleger: De mødes nu nede på arbejdsformidlingen hver dag og bliver mindet om - at de ikke slår til.
Men Gaz, der på samme tid er den mest initiativrige og uvederhæftige af dem alle sammen, får pludselig en idé: Hvis Chippendales kan tjene penge på at strippe, så kan han - og hans venner - også. I første omgang er der ikke rigtig nogen, der synes, det er den fede idé at skulle smide kludene foran 400 skrigende kvinder, men med list, overtalelse og udsigt til kontante betalingsmidler, lykkes det Gaz at samle en lille trup på seks mand. Det går naturligvis ikke stille for sig, efterhånden som folk i Sheffield finder ud af, hvad der foregår på det nedlagte stålvalseværk, men gutterne har fået et projekt, de står sammen om. De skiftes til at trække hinanden op ved håret og tager sig ikke af, hvad folk siger. Det gør Nathan heller ikke til sidst, selvom han lægger ud med at være skideflov over sin far - faktisk er det Nathan, der i sidste ende redder dagen og showet.
Gør noget - nu
"Det' bare mænd" er bygget over "The Commitments"-skabelonen: Vi har en gruppe, der ikke er noget eller nogen. Så beslutter de sig for at tage skeen i den anden hånd og gøre noget ved deres situation. I den følgende proces lærer de, at der rent faktisk er noget, de kan. Ikke nødvendigvis at synge eller strippe, men de kan stå sammen om et projekt og føre det ud i livet. Og i den proces finder de styrken til at komme videre. Se, det er en historie, der virker, hvis den ellers er fortalt ordentligt. Det er den i "Det' bare mænd". Her er humor, som man griner ad, her er alvor, som man tænker over, og så er der det her arbejderklassemiljø, som englænderne altså har et særligt talent for at skildre. Altsammen selvfølgelig hjulpet rigtig godt på vej af et fantastisk skuespillerhold. Her falder ingen igennem, men fremhæves skal dog Robert Carlyle som Gaz, som er en gudsbenådet skiderik - et udtryk, min far bruger om en ung lømmel med hjertet på rette sted. Og den sorte Paul Barber som den gamle cirkushest Horse, der har en hofteskade, men som stadig kan danse en funky disco-dans, når musikken spiller højt nok.
Den debuterende spillefilmsinstruktør Peter Cattaneo får meget ud af lidt i denne film om at genvinde sit selvværd. Selvom man er lidt flosset i kanten og en skæv eksistens, selvom projektet er langt ude i hampen. Cattaneo holder af sine personer, og han ved, at der hverken er noget, der kun er sjovt, eller noget, der kun er alvorligt. Filmen får vendt og drejet sig intelligent om sit emne, mandestrip, samtidig med at den handler om andet og mere end det. Sådan skal det være, og sådan er det. "Det' bare mænd" er en underholdende og anbefalelsesværdig film.
Gaz og Dave er to af de fyre, der er blevet arbejdsløse, fordi stålindustrien i Sheffield ikke længere er, hvad den har været. De klarer sig igennem den grå hverdag med lidt småfusk, som Gaz' søn, Nathan, mere eller mindre modvilligt hjælper til med. Hvilket er en af grundene til at Nathans mor, som har fundet en ny mand, ikke synes, sønnen skal bruge for meget tid sammen med sin far. Så hvis ikke Gaz hoster op med et underholdningsbidrag til Nathan, mister han samkvemsretten.
Den svære manderolle
Dave slås også med sine tomme lommer. Efter han mistede sit job, er det er nu hans kone, Jean, der henter pengene hjem, og det er ydmygende at være forhenværende forsørger. Især når Jean oven i købet beslutter sig for at bruge sine penge på at komme til mande-strip med Chippendales. Hvis Dave i forvejen syntes, han var lidt for tyk, så er den da helt gal nu, og han føler overhovedet ikke, han slår til. Og den følelse er i virkeligheden fælles for Dave og alle hans gamle kolleger: De mødes nu nede på arbejdsformidlingen hver dag og bliver mindet om - at de ikke slår til.
Men Gaz, der på samme tid er den mest initiativrige og uvederhæftige af dem alle sammen, får pludselig en idé: Hvis Chippendales kan tjene penge på at strippe, så kan han - og hans venner - også. I første omgang er der ikke rigtig nogen, der synes, det er den fede idé at skulle smide kludene foran 400 skrigende kvinder, men med list, overtalelse og udsigt til kontante betalingsmidler, lykkes det Gaz at samle en lille trup på seks mand. Det går naturligvis ikke stille for sig, efterhånden som folk i Sheffield finder ud af, hvad der foregår på det nedlagte stålvalseværk, men gutterne har fået et projekt, de står sammen om. De skiftes til at trække hinanden op ved håret og tager sig ikke af, hvad folk siger. Det gør Nathan heller ikke til sidst, selvom han lægger ud med at være skideflov over sin far - faktisk er det Nathan, der i sidste ende redder dagen og showet.
Gør noget - nu
"Det' bare mænd" er bygget over "The Commitments"-skabelonen: Vi har en gruppe, der ikke er noget eller nogen. Så beslutter de sig for at tage skeen i den anden hånd og gøre noget ved deres situation. I den følgende proces lærer de, at der rent faktisk er noget, de kan. Ikke nødvendigvis at synge eller strippe, men de kan stå sammen om et projekt og føre det ud i livet. Og i den proces finder de styrken til at komme videre. Se, det er en historie, der virker, hvis den ellers er fortalt ordentligt. Det er den i "Det' bare mænd". Her er humor, som man griner ad, her er alvor, som man tænker over, og så er der det her arbejderklassemiljø, som englænderne altså har et særligt talent for at skildre. Altsammen selvfølgelig hjulpet rigtig godt på vej af et fantastisk skuespillerhold. Her falder ingen igennem, men fremhæves skal dog Robert Carlyle som Gaz, som er en gudsbenådet skiderik - et udtryk, min far bruger om en ung lømmel med hjertet på rette sted. Og den sorte Paul Barber som den gamle cirkushest Horse, der har en hofteskade, men som stadig kan danse en funky disco-dans, når musikken spiller højt nok.
Den debuterende spillefilmsinstruktør Peter Cattaneo får meget ud af lidt i denne film om at genvinde sit selvværd. Selvom man er lidt flosset i kanten og en skæv eksistens, selvom projektet er langt ude i hampen. Cattaneo holder af sine personer, og han ved, at der hverken er noget, der kun er sjovt, eller noget, der kun er alvorligt. Filmen får vendt og drejet sig intelligent om sit emne, mandestrip, samtidig med at den handler om andet og mere end det. Sådan skal det være, og sådan er det. "Det' bare mænd" er en underholdende og anbefalelsesværdig film.
19/11-2018
