Æstetik på samfundets bund
4.0
"Den "Uskyldige" Morder" er en af disse små ætsende film, som tør lege med billeder og lyd og fortæller en barsk historie med væmmelige realistiske virkemidler.
Lolo (Roberto Sosa) bor i en forstad til Mexico City sammen med sin familie og lever et stilfærdigt liv. Han er med til at forsørge familien med sit job på en fabrik. En aften overfaldes han og frarøves sin løn, og da han en uges tid efter kommer ud fra hospitalet, bliver han fyret. Med ét er hans faste holdepunkt i tilværelsen revet væk. Han bliver rodløs, hans moral smuldrer, og da han under et indbrud tages på fersk gerning, dræber han, i frustration og blodrus, en ældre kvinde.
Det der er interessesant ved filmen er ikke så meget historien - den er fortalt før - men derimod måden den fortælles på. Der springes i tid og rum, og fremstillingen af Lolos sammenbrud er anderledes voldsomt og påtrængende, end man normalt ser. Med overvægt af nærbilleder og en markant lydside, bliver Lolos desperation og krakelerede virkelighedsopfattelse tilskuerens. Billederne er våde og dunkle og på sensuel vis undersøger kameraet stofligheden i for eksempel menneskekroppe og tings overflade.
Under mordet, der vises i al sin gru, lyses Lolos ansigt op af røde farver og blandet med billeder af blodpølen fra et kvindehoved, der smadres, er tilskueren i højere grad et passivt vidne til smukke changerende farver og bevægelige former. Her er realismen så væmmelig og nøgternt beskrevet, at man et øjeblik lukker for følelserne, og billeder og lyd vurderes gennem kølige æstetiske briller.
Filmen prøver ikke at dømme eller på anden måde at moralisere, og som den danske titel i sig selv antyder, er Lolo blot en stakkel, for hvem det går grueligt galt. At der ligger en tydelig samfundskritik i den stereotype fremstilling af autoriteter versus unge rebeller, viser filmens ambition om at brede historien ud fra portrættet af enkeltpersonen til portrættet hans trøstesløse omgivelser. Således placeres skylden selvfølgelig - men det er stadigvæk, og heldigvis, Lolo der er central.
"Den "Uskyldige" Morder" er dejlig uprætentiøs. Dens historie er spinkel og får lov at være det. Balancen skabes af den gennemtænkte sammenstilling af lyd og billede. Et lille værk på grænsen af tableau og levende billeder.
Lolo (Roberto Sosa) bor i en forstad til Mexico City sammen med sin familie og lever et stilfærdigt liv. Han er med til at forsørge familien med sit job på en fabrik. En aften overfaldes han og frarøves sin løn, og da han en uges tid efter kommer ud fra hospitalet, bliver han fyret. Med ét er hans faste holdepunkt i tilværelsen revet væk. Han bliver rodløs, hans moral smuldrer, og da han under et indbrud tages på fersk gerning, dræber han, i frustration og blodrus, en ældre kvinde.
Det der er interessesant ved filmen er ikke så meget historien - den er fortalt før - men derimod måden den fortælles på. Der springes i tid og rum, og fremstillingen af Lolos sammenbrud er anderledes voldsomt og påtrængende, end man normalt ser. Med overvægt af nærbilleder og en markant lydside, bliver Lolos desperation og krakelerede virkelighedsopfattelse tilskuerens. Billederne er våde og dunkle og på sensuel vis undersøger kameraet stofligheden i for eksempel menneskekroppe og tings overflade.
Under mordet, der vises i al sin gru, lyses Lolos ansigt op af røde farver og blandet med billeder af blodpølen fra et kvindehoved, der smadres, er tilskueren i højere grad et passivt vidne til smukke changerende farver og bevægelige former. Her er realismen så væmmelig og nøgternt beskrevet, at man et øjeblik lukker for følelserne, og billeder og lyd vurderes gennem kølige æstetiske briller.
Filmen prøver ikke at dømme eller på anden måde at moralisere, og som den danske titel i sig selv antyder, er Lolo blot en stakkel, for hvem det går grueligt galt. At der ligger en tydelig samfundskritik i den stereotype fremstilling af autoriteter versus unge rebeller, viser filmens ambition om at brede historien ud fra portrættet af enkeltpersonen til portrættet hans trøstesløse omgivelser. Således placeres skylden selvfølgelig - men det er stadigvæk, og heldigvis, Lolo der er central.
"Den "Uskyldige" Morder" er dejlig uprætentiøs. Dens historie er spinkel og får lov at være det. Balancen skabes af den gennemtænkte sammenstilling af lyd og billede. Et lille værk på grænsen af tableau og levende billeder.
19/11-2018