Pedro meets Woody

3.0
"Min hemmeligheds blomst" er Pedro Almodóvars til dato mest 'normale' udspil. Selvom der ikke er en eneste transvestit repræsenteret, er det dog umiskendeligt en Almodóvar-film.

Filmens hovedperson, Leo, skriver under pseudonymet Amanda Gris pladdersentimentale, "lyserøde" kærlighedsromaner. En krise i ægteskabet med karriereofficeren Paco opstår og hendes lyserøde, litterære åre tørrer ud. Hun kan nu kun skrive mørke historier, hvilket - ikke overraskende - gør hendes forlægger desperat. Som en slags terapi begynder hun, under pseudonym, at skrive en litterær klumme i dagbladet El Pais, hvor hun rakker Amanda Gris ned på det groveste. Hun betegner hende blandt andet som en maskinskriver snarere end en forfatter (et citat af mesteren ud i giftigheder: Truman Capote).

Til trods for krisen i ægteskabet elsker hun sin mand højt, så da han endelig får taget sig sammen til at forlade hende, bryder hendes verden for alvor sammen. Hun prøver at begå selvmord, men heldigvis - for resten af filmen - mislykkes det (don't try this at home kids!).

På en tur, som bringer Leo og hendes mor tilbage til den landsby, som de stammer fra, begynder hun at kæmpe sig ud af depressionen, støttet af visdomsord fra moren, som: "Du er en ko uden koklokke" (se filmen og find ud af, hvad det betyder).

Kærlige portrætter
I virkeligheden minder filmen mest om en Woody Allen-film omplantet fra New York til Madrid. Også helt ned til bipersoner som den småskøre mor, der med de hjemmelavede retter, som hun konstant prøver at få datteren til at spise, kunne gå for at være en jødisk-amerikansk moderfigur. Den vigtigste forbindelse til Allen er dog, at Almodóvar tydeligvis holder af sine personer - det kan godt være de undertiden er nogen fjolser, men de har også positive kvaliteter. For de, der måtte interessere sig for den slags, så er der en ny Antonio Banderas-tyr på vej i form af Joaquin Cortes, der spiller danseren Antonio.

Jeg har til tider et lidt anstrengt forhold til Pedro Almodóvar - jeg kan egentlig godt lide hans film, men føler samtidig, at de undertiden kammer over og bliver for hysteriske. Han bruger for meget af sin opmærksomhed på at skabe figurer, der kunne indgå i en Jean Paul Gaultier-opvisning, fremfor at fortælle sin historie. Denne gang har han skåret næsten alt det bizarre væk til fordel for historien. Resultatet er godt, men nu har han måske endda anstrengt sig lidt for meget i sin udrensning af det bizarre.
Min hemmeligheds blomst