Tro, Håb og (K)Ærlighed
2.0
"Svaneprinsessen" er et charmerende eventyr.
Tegnefilm i spillefilmslængde er i de senere år blevet synonym med arvtageren til Walt Disney's kulørte imperium, Michael D. Eisner, der i midten af firserne genoplivede genren med film som "Bernhard og Bianca" og "Rejsen til Amerika". Enhver afvigelse fra denne lovmæssighed påkalder sig derfor en naturlige interesse. Ikke mindst fordi dissidenterne, fra det øjeblik penslen sættes på papiret, har Disney-traditionens samlede vægt liggende på deres skuldre. Et ikke-Disney-projekt som "Svaneprinsessen" er selvfølgelig ingen undtagelse.
Til trods for mange anslag, så er nytænkningen svær at få øje på. Instruktøren og producenten Richard Rich har taget den nok så berømte ballet "Svanesøen", skåret den æteriske let-på-tå-stil væk, og med generøs hånd tegnet sig vej direkte ind i eventyrets kerne. Imellem talende tøjdyr og gotiske dekorationer udkæmpes den mytologiske kamp, hvor kærligheden trues af forfængelighedens lange skygge. Stregen er 'made in Disneyland'. Det samme er humoren. Alt er, som det plejer - på en måde.
"Alt er ikke som du tror"
Som altid, når tæppet løftes for det tegnede univers, består persongalleriet af rendyrkede karrikaturer, der hver især repræsenterer udvalgte menneskelige egenskaber. De bedste finder man samlet i det elskende par, Prins David og Prinsesse Odette, for hvem den kongelige byrd har givet dem et ædelsind, man kun kan tilskrive en tid "for længe, længe siden". På modsatte flanke står troldmanden med det snerrende navn Grovbert, som en mørkets fyrste, og pønser på at overtage prinsessen og hele kongeriget.
Hvor meget lyn og torden der end tages i brug, opnår Grovbert aldrig de højder, man kunne forvente af en troldmand. Vist er han ond, men frygtindgydende... Dertil er hans skæbnesvangre selvglæde for let gennemskuelig. Med lidt farverig magi lykkes det ham at bortføre prinsessen. Forbandelsen lægges over hende, og i en mørk afkrog af riget må hun hver dag ved solopgang se sig forvandlet til en svane.
Forvandlingshistorien giver luft til filmens mantra, som lyder, "alt er ikke som du tror". Ordene er de sidste fra prinsessens døende fader, Kong William, til prinsen kort efter bortførelsen. Prinsen mener nok at kunne se meningen bag dette guldkorn fra eventyrets kabbala, men så let går det selvsagt ikke. Som heltefigur må han følge 'questens' regler, og de befaler ham at tænke overfladisk til sidste øjeblik - og forveksle det ægte kærlighedsopbjekt med en forhekset kælling. Dermed opnår slutningen en særlig form for suspense - omend også en utilsigtet karakter af at være holdt sammen med clips og elastikker.
Intet nyt under solen
Richard Rich har stået i lære i Disney-studierne, og det afsløres med al tydelighed gennem hele filmens opsætning. Hvorfor lægge kameravinklen i mandshøjde, når nu det ikke koster ekstra at anskue sceneriet fra en position oppe blandt skyerne eller inde fra furerne i en tilmuret væg. Figurerne opfører sig tilsvarende som landgående gummi-gopler, og naturligvis besidder naturens små skabninger menneskelige karakterer, som f.eks. den frankofile og selvforliebte frø Jean-Bob ("bøøb"), der med Preben Kristensens mundtøj er enhver tegners drøm om et pletskud. Af andre fra dyreriget kan nævnes søpapegøjen major Lunde, der på grund af kæk handlemod mod slutningen forfremmes til general, og skildpadden Kvik, der bag sit godmodigt jyske ydre gemmer på en hidtil uset kraft.
I forhold til de alt for menneskelige prinser og prinsesser er dyrene det absolutte hit i "Svaneprinsessen", og dialogen svinger i takt med de sangstykker, der gør filmen til et bigband-epos som i gamle dage. Der er nok til både øjet og øret, når filmen skifter fra Strauss over Show Boat til noget, der næææsten når op på højde med Disney's klassiske sange. Man tilgiver langt hen af vejen den noget kluntede streg, de slørede detaljer, og dekorationernes skematiske mangel på dybde, når gæggen river sig løs.
Til gengæld må man indse, at Richard Rich med "Svaneprinsessen" i sidste ende ikke formår at gennemføre den fornyelse, som en stor del af filmen lægger op til. Den hæslige didaktik, som er blevet Eisners varemærke, forskånes man for, men det sentimentale 'touch' er stadig for central til at kunne hæve handlingen op over klichéen. "Svaneprinsessen" er dog et helt igennem charmerende udspil for voksne som børn - den skal nok opnå hæder som købevideo og professionel babysitter.
Tegnefilm i spillefilmslængde er i de senere år blevet synonym med arvtageren til Walt Disney's kulørte imperium, Michael D. Eisner, der i midten af firserne genoplivede genren med film som "Bernhard og Bianca" og "Rejsen til Amerika". Enhver afvigelse fra denne lovmæssighed påkalder sig derfor en naturlige interesse. Ikke mindst fordi dissidenterne, fra det øjeblik penslen sættes på papiret, har Disney-traditionens samlede vægt liggende på deres skuldre. Et ikke-Disney-projekt som "Svaneprinsessen" er selvfølgelig ingen undtagelse.
Til trods for mange anslag, så er nytænkningen svær at få øje på. Instruktøren og producenten Richard Rich har taget den nok så berømte ballet "Svanesøen", skåret den æteriske let-på-tå-stil væk, og med generøs hånd tegnet sig vej direkte ind i eventyrets kerne. Imellem talende tøjdyr og gotiske dekorationer udkæmpes den mytologiske kamp, hvor kærligheden trues af forfængelighedens lange skygge. Stregen er 'made in Disneyland'. Det samme er humoren. Alt er, som det plejer - på en måde.
"Alt er ikke som du tror"
Som altid, når tæppet løftes for det tegnede univers, består persongalleriet af rendyrkede karrikaturer, der hver især repræsenterer udvalgte menneskelige egenskaber. De bedste finder man samlet i det elskende par, Prins David og Prinsesse Odette, for hvem den kongelige byrd har givet dem et ædelsind, man kun kan tilskrive en tid "for længe, længe siden". På modsatte flanke står troldmanden med det snerrende navn Grovbert, som en mørkets fyrste, og pønser på at overtage prinsessen og hele kongeriget.
Hvor meget lyn og torden der end tages i brug, opnår Grovbert aldrig de højder, man kunne forvente af en troldmand. Vist er han ond, men frygtindgydende... Dertil er hans skæbnesvangre selvglæde for let gennemskuelig. Med lidt farverig magi lykkes det ham at bortføre prinsessen. Forbandelsen lægges over hende, og i en mørk afkrog af riget må hun hver dag ved solopgang se sig forvandlet til en svane.
Forvandlingshistorien giver luft til filmens mantra, som lyder, "alt er ikke som du tror". Ordene er de sidste fra prinsessens døende fader, Kong William, til prinsen kort efter bortførelsen. Prinsen mener nok at kunne se meningen bag dette guldkorn fra eventyrets kabbala, men så let går det selvsagt ikke. Som heltefigur må han følge 'questens' regler, og de befaler ham at tænke overfladisk til sidste øjeblik - og forveksle det ægte kærlighedsopbjekt med en forhekset kælling. Dermed opnår slutningen en særlig form for suspense - omend også en utilsigtet karakter af at være holdt sammen med clips og elastikker.
Intet nyt under solen
Richard Rich har stået i lære i Disney-studierne, og det afsløres med al tydelighed gennem hele filmens opsætning. Hvorfor lægge kameravinklen i mandshøjde, når nu det ikke koster ekstra at anskue sceneriet fra en position oppe blandt skyerne eller inde fra furerne i en tilmuret væg. Figurerne opfører sig tilsvarende som landgående gummi-gopler, og naturligvis besidder naturens små skabninger menneskelige karakterer, som f.eks. den frankofile og selvforliebte frø Jean-Bob ("bøøb"), der med Preben Kristensens mundtøj er enhver tegners drøm om et pletskud. Af andre fra dyreriget kan nævnes søpapegøjen major Lunde, der på grund af kæk handlemod mod slutningen forfremmes til general, og skildpadden Kvik, der bag sit godmodigt jyske ydre gemmer på en hidtil uset kraft.
I forhold til de alt for menneskelige prinser og prinsesser er dyrene det absolutte hit i "Svaneprinsessen", og dialogen svinger i takt med de sangstykker, der gør filmen til et bigband-epos som i gamle dage. Der er nok til både øjet og øret, når filmen skifter fra Strauss over Show Boat til noget, der næææsten når op på højde med Disney's klassiske sange. Man tilgiver langt hen af vejen den noget kluntede streg, de slørede detaljer, og dekorationernes skematiske mangel på dybde, når gæggen river sig løs.
Til gengæld må man indse, at Richard Rich med "Svaneprinsessen" i sidste ende ikke formår at gennemføre den fornyelse, som en stor del af filmen lægger op til. Den hæslige didaktik, som er blevet Eisners varemærke, forskånes man for, men det sentimentale 'touch' er stadig for central til at kunne hæve handlingen op over klichéen. "Svaneprinsessen" er dog et helt igennem charmerende udspil for voksne som børn - den skal nok opnå hæder som købevideo og professionel babysitter.
19/11-2018