Værdier i undergrunden
3.0
Pengemaskinen er sat på skinner i Joseph Rubens subway-action-film
"Money Train" er endnu en af disse actionfilm, som med sit sort-hvid-venskab og politipar-tema prøver at efterligne kassesucces'er som "Dødbringende våben" og "Die Hard". Netop fordi den blot er endnu en perle på snoren, kan det næppe undre nogen, at den er kedsommelig.
Plottet er særdeles spinkelt og derudover rodet. Vores venner hedder denne gang John og Charlie. John er den kloge sorte fyr, som værdsætter sin position som betjent i den New York'ske undergrund. Charlie er hans evigt uheldige, men ikke mindre modige hvide "bror". De to er nemlig vokset op sammen, efter at Charlie stak af fra et børnehjem, og de hænger selvfølgelig sammen som ærtehalm trods deres yderst forskellige sind. Dette broderbånd lægger filmen så meget vægt på, at det til tider bliver rent ud patetisk.
"Money Train" er også historien om Charlies trang til at spille og de besværligheder, man nødvendigvis må få med skurkagtige gamblere fra undergrundsmiljøet. I den blødere ende af fortællingen møder John og Charlies politipigen af 'hispanic' afstamning (så fik vi også den befolkningsgruppe tilgodeset) Grace, som selvfølgelig er katastrofalt tæt på at splitte brødrene. Og endnu en af filmens mange handlingstråde er forsøget på det ultimative tog-crash-i-storby-subway-klimax, som afslutter Charlies forsøg på at røve 'the money train', da han er i pengenød. Tempoet er særdeles hæsblæsende og derfor får hverken karakterer eller enkelte situationer et ben til jorden.
"Money Train" bidrager ikke med noget, vi ikke i en eller anden udstrækning er blevet præsenteret for før. Wesley Snipes og Woody Harrelson spiller på vante tangenter. Snipes forener mandig råstyrke med blød betænksomhed og Harrelson er præcis den klodsmajor, vi kender fra "Sam's Bar" og "Hvide mænd kan ikke dunke".
"Money Train" er endnu en af disse actionfilm, som med sit sort-hvid-venskab og politipar-tema prøver at efterligne kassesucces'er som "Dødbringende våben" og "Die Hard". Netop fordi den blot er endnu en perle på snoren, kan det næppe undre nogen, at den er kedsommelig.
Plottet er særdeles spinkelt og derudover rodet. Vores venner hedder denne gang John og Charlie. John er den kloge sorte fyr, som værdsætter sin position som betjent i den New York'ske undergrund. Charlie er hans evigt uheldige, men ikke mindre modige hvide "bror". De to er nemlig vokset op sammen, efter at Charlie stak af fra et børnehjem, og de hænger selvfølgelig sammen som ærtehalm trods deres yderst forskellige sind. Dette broderbånd lægger filmen så meget vægt på, at det til tider bliver rent ud patetisk.
"Money Train" er også historien om Charlies trang til at spille og de besværligheder, man nødvendigvis må få med skurkagtige gamblere fra undergrundsmiljøet. I den blødere ende af fortællingen møder John og Charlies politipigen af 'hispanic' afstamning (så fik vi også den befolkningsgruppe tilgodeset) Grace, som selvfølgelig er katastrofalt tæt på at splitte brødrene. Og endnu en af filmens mange handlingstråde er forsøget på det ultimative tog-crash-i-storby-subway-klimax, som afslutter Charlies forsøg på at røve 'the money train', da han er i pengenød. Tempoet er særdeles hæsblæsende og derfor får hverken karakterer eller enkelte situationer et ben til jorden.
"Money Train" bidrager ikke med noget, vi ikke i en eller anden udstrækning er blevet præsenteret for før. Wesley Snipes og Woody Harrelson spiller på vante tangenter. Snipes forener mandig råstyrke med blød betænksomhed og Harrelson er præcis den klodsmajor, vi kender fra "Sam's Bar" og "Hvide mænd kan ikke dunke".
19/11-2018