Taxaholdet på skolebænken
2.0
Hvis man lader Lars Kaalund sige uendeligt mange af den slags kommentarer, som han havde succes med at sige enkelte gange i "Den eneste ene" (1999), får man så en film, der er mange gange bedre end "Den eneste ene"? Nej, desværre!
Den nyuddannede teolog Andreas (Anders W Berthelsen) ankommer i Lone Scherfigs dogmefilm "Italiensk for begyndere" til en by i provinsen, hvor han skal vikariere for den suspenderede præst. Ensomt indlogeret på et hotelværelse kommer han hurtigt, om end nølende, i kontakt med andre singleeksistenser, der alle anbefaler ham at gå til italiensk på aftenskolen. På opfordring fra den klodsede bagerjomfru Olympia (Anette Støvelbæk) går han med, men pludselig dør læreren. Kan holdet fortsætte? Et par andre dødsfald slipper for alvor amoriner løs mellem singlerne i provinsen.
Luk landet!
Visse elementer af det danske provinssamfund er i filmen ramt lige i øjet: Kirken i fornuftige, gule mursten. Aftenskolelærerens pædagogiske stemme i et halvtomt lokale. Og især det centrale omdrejningspunkt i lokalsamfundet, Stadioncaféen, hvor Halfinn (Lars Kaalund) arbejder.
Overalt den praktiske og fornuftige danske gåen med livrem og seler. De tilstedeværende italienere kan derimod alt det, som danskerne ikke kan: De har familie, viljestyrke, elegance og sans for romantik. Hvis det står sådan til, burde vi måske slå et "lukket"-skilt op ved grænsen og udvandre kollektivt til Italien.
Klichéerne og virkeligheden
Filmen er episodisk bygget op omkring de morsomme replikker, som personerne afleverer. Det betyder, at personerne ikke hænger sammen, for dybden ofres altid for en sjov replik. De morsomme replikker følger modellen: A spørger i Øst, mens B svarer i vest. Ofte er de sjove, ofte er de ikke. Som der står på plakaten: "Er du gift? Nej, men jeg går til italiensk. - Det lyder fandme ulækkert!". Ikke sjovt, vel?
Flere af de potentielt spændende personer spilles dog godt. Anders W. Berthelsen spiller overbevisende, men vakler mellem forskellige udgaver af sin præst. Ann Eleonora Jørgensen spiller sensuelt provinsbyens oversete forførerske Karen, og Peter Gantzler, den maskuline Mike fra Taxa, er en sand fornøjelse hentet ind direkte fra virkelighedens provins som den søde og rare Jørgen, der ikke har det dårligt, men er "lidt skidtpas" - indtil også han bliver en kliché.
For klichéen og karikaturen er for gennemtrængende, både i skildringen af personerne og af byen. Det er den typiske, danske provins, der bliver skildret. Men ved ikke at være bundet til noget sted er den blevet så typisk, at den frit svævende mister sin overbevisningskraft og bliver til klichéen om en provins. Forcen ved dogme-reglerne skulle være, at der er plads til improvisationer, og at man kan trække på elementer fra virkeligheden efter det forhåndenværende søms princip. Men ind i mellem er det mest nærliggende ikke det virkelige og det sande, men tværtimod de lette kneb, fordommene og klichéerne. Derved misser "Italiensk for begyndere" dogmemanifestets guldkalv: virkeligheden, og lander i stedet på karikaturen i en for episodisk farce.
Den nyuddannede teolog Andreas (Anders W Berthelsen) ankommer i Lone Scherfigs dogmefilm "Italiensk for begyndere" til en by i provinsen, hvor han skal vikariere for den suspenderede præst. Ensomt indlogeret på et hotelværelse kommer han hurtigt, om end nølende, i kontakt med andre singleeksistenser, der alle anbefaler ham at gå til italiensk på aftenskolen. På opfordring fra den klodsede bagerjomfru Olympia (Anette Støvelbæk) går han med, men pludselig dør læreren. Kan holdet fortsætte? Et par andre dødsfald slipper for alvor amoriner løs mellem singlerne i provinsen.
Luk landet!
Visse elementer af det danske provinssamfund er i filmen ramt lige i øjet: Kirken i fornuftige, gule mursten. Aftenskolelærerens pædagogiske stemme i et halvtomt lokale. Og især det centrale omdrejningspunkt i lokalsamfundet, Stadioncaféen, hvor Halfinn (Lars Kaalund) arbejder.
Overalt den praktiske og fornuftige danske gåen med livrem og seler. De tilstedeværende italienere kan derimod alt det, som danskerne ikke kan: De har familie, viljestyrke, elegance og sans for romantik. Hvis det står sådan til, burde vi måske slå et "lukket"-skilt op ved grænsen og udvandre kollektivt til Italien.
Klichéerne og virkeligheden
Filmen er episodisk bygget op omkring de morsomme replikker, som personerne afleverer. Det betyder, at personerne ikke hænger sammen, for dybden ofres altid for en sjov replik. De morsomme replikker følger modellen: A spørger i Øst, mens B svarer i vest. Ofte er de sjove, ofte er de ikke. Som der står på plakaten: "Er du gift? Nej, men jeg går til italiensk. - Det lyder fandme ulækkert!". Ikke sjovt, vel?
Flere af de potentielt spændende personer spilles dog godt. Anders W. Berthelsen spiller overbevisende, men vakler mellem forskellige udgaver af sin præst. Ann Eleonora Jørgensen spiller sensuelt provinsbyens oversete forførerske Karen, og Peter Gantzler, den maskuline Mike fra Taxa, er en sand fornøjelse hentet ind direkte fra virkelighedens provins som den søde og rare Jørgen, der ikke har det dårligt, men er "lidt skidtpas" - indtil også han bliver en kliché.
For klichéen og karikaturen er for gennemtrængende, både i skildringen af personerne og af byen. Det er den typiske, danske provins, der bliver skildret. Men ved ikke at være bundet til noget sted er den blevet så typisk, at den frit svævende mister sin overbevisningskraft og bliver til klichéen om en provins. Forcen ved dogme-reglerne skulle være, at der er plads til improvisationer, og at man kan trække på elementer fra virkeligheden efter det forhåndenværende søms princip. Men ind i mellem er det mest nærliggende ikke det virkelige og det sande, men tværtimod de lette kneb, fordommene og klichéerne. Derved misser "Italiensk for begyndere" dogmemanifestets guldkalv: virkeligheden, og lander i stedet på karikaturen i en for episodisk farce.
19/11-2018
