Helte og Hoppebolde

4.0
Livet ifølge Onkel Grøn og Onkel Lilla

"Unstrung Heroes" er en sørgmunter udviklingskomedie med den 12-årige Steven som hovedperson. Han er en tænksom lille fyr på grænsen mellem barndommen og voksenlivet. Hans trygge hverdag krakelerer, da hans mor får konstateret en uhelbredelig kræftsygdom. Sammen med sin far, en temmelig verdensfjern videnskabsmand, prøver han at få hverdagen til at fungere. Men det er svært, når angsten for at miste er overvældende og Steven reagerer irrationelt ved at stikke af hjemmefra.

Steven flytter ind hos farens to specielle brødre Danny og Arthur. Arthur er godmodigheden selv men ikke videre kvik og Danny er både paranoid og lider af vrangforestillinger. Men de er elskelige begge to og deres hjem, fyldt op med aviser og hoppebolde, danner rammen om Stevens hverdag. Lige indtil den dag hans far og mor henter ham hjem og Danny lader sig indlægge, da 'sammensværgelsen' mod ham tager overhånd. Da moren kort tid efter dør, er Steven, ved sine heltes hjælp, modnet og kan lettere klare tabet.

"Unstrung Heroes" er et stilfærdigt drama med skæve personligheder som helte. Det lykkes Diane Keaton uden de store følelsesladede optrin at behandle et tema, som nemt bliver patetisk. Personerne er levende og nuanceret portrætteret. Især Michael Richards' Onkel Danny er tiltagende vanvittig, men formår alligevel at række Steven en hjælpende hånd. Han kender, trods vrangforestillingerne, til livets realiteter og måske er det netop hans alternative verdensbillede, der skaber kontakten til drengen.

Med tydelig reference til Woody Allen, gengiver Diane Keaton kærligt, men ikke ukritisk, det jødiske miljø, med en faderlig rabbiner, eksistentialistiske overvejelser og pudsige familiesammenkomster. Kun ved filmens slutning, da far og søn forenes ved gennemsynet af amatøroptagelserne af moren, brydes den afdæmpede stil og sentimentaliteten tager over.