Intens, gribende og morsom debutfilm

5.0
"American Beauty" giver et realistisk og morsomt indblik i forstadslivet i USA, som instruktøren Sam Mendes omspinder i et gådefuldt slør af spænding og intensitet.

Lester Burnham (Kevin Spacey) går rundt i en tranceagtig tilstand af utilfredshed. Han fik ikke den karriere, han drømte om, teenagedatteren hader ham, og sex er kun noget, han får ved selvbetjening under morgenbadet. Hans kone Carolyn (Annette Bening) er blevet til en overfladisk perfektionist, der kontrollerer hjemmet med jernhånd og kun går op i have og job.

Den glemte passion

Det hele er temmelig trist og søvndyssende, men så dukker Angela imidlertid op. Hun er datterens veninde, og med sine store øjne og flirtende facon vækker hun passionen i Lester. Dødtræt af fornægtelse og inspireret af Angela, beslutter Lester sig for at blive en ny mand. Han begynder at dyrke sin krop, han siger sit job op og ryger lidt græs engang imellem. Han vågner op af, hvad han selv betegner som en 20 år lang komatøs tilstand, genvinder kontrollen over sit liv og får det bedre og bedre. Lester opdager langt om længe den amerikanske skønhed.

Spacey er Oscar-materiale

I rollen som Lester er Kevin Spacey intet mindre end fantastisk. Han formår at fremstå i starten som en helt almindelig og underkuet mand og ender med at blive sexet og selvstændig. Hans nye livsstil falder dog ikke i konens smag, og deres sammenstød giver anledning til nogle af filmens sjoveste scener.

Men "American Beauty" er altså mere end en komedie. Under overfladen - bagved skønheden - bygges krisen langsomt op, og hverdagslivet viser sig fra sin grimmeste side. Der er ikke megen skønhed i naboens militærhjem, hvor den pensionerede oberst (Chris Cooper) stadig lever og ånder for disciplin. Her siger billederne mere end ord - vi bevidner undertrykkelse og ulykkelige skæbner og fornemmer, at kulminationen er nært forestående med et tragisk udfald.

En unik film
"American Beauty" er en enestående film. Den er dejlig fri af én genres besnærende og klichéfyldte rammer, men springer frem og tilbage og skaber sin helt egen stil. Instruktør Sam Mendes kommer fra teatret, og det meste af filmen består også af strengt komponerede billeder. Kameraet er meget stillestående, og det giver mulighed for rigtig at nyde filmen og fokusere på dialog og stemning.

Filmen præsenterer et udsnit af "your average American family" med så mange nuancer og en ægte og morsom dialog. Den fortæller, at du skal huske at leve dit liv ... men også, at det nogle gange er for sent at forfølge tabte drømme.

Det er ikke for ingenting, at "American Beauty" allerede har vundet adskillige priser og netop nu er blevet nomineret til 8 Oscarstatuetter. Den er ganske enkelt perfekt.
American Beauty