Hamilton - ultrasej svensker
4.0
Skrot Bond. Glem alt om Euroman. Hvis det er det ultimative mandlige idol, du leder efter, så er Hamilton manden, der ved, hvad der skal til. Han rykker i både jakke og slips, men er ikke bleg for at få snavsede hænder, når det virkeligt brænder på. Og han ved lige præcis i hvilken retning han skal pege, når det hårde stykke er ladt.
Lad mig lægge ud med at sige, at jeg intet kender til hverken Hamilton eller Jan Guillou. Overhovedet. Så her følger ingen sammenlignende analyse af tv-serie, bøger og film. Denne anmeldelse foregår helt på filmens præmisser, hvis udgangspunkt er bøgerne "Ingen mands land" og "Den tabte sejr".
Det starter med sort/hvide billeder af skikkelser i beskyttelsesdragter og masker, der bærer geværer og små atomare symboler på ærmerne. Musik, der prikker som en bidende kold vintervind. En af skikkelserne kaster en bold tilbage til en lille dreng uden beskyttelsesdragt på den anden side af hegnet, og vifter ham afvisende bort. Klip til helten, der kommer gående i fuld galla med medaljer og stiv flip med et sværd, som han overrækker til brudgommen. Bryllupskagen skæres for, og straks efter ankommer CIA-manden med ordrer om, at bryllupsnatten skal tilbringes i selskab med diverse øverstbefalende, fordi en krisesituation er opstået. Stemningen er lagt. Missionen kan begynde.
Jægerne
Missionen går i al sin enkelhed ud på at finde et kernevåden på 1½ megaton, der skal smugles ned gennem Sverige for at blive solgt på det sorte marked til terrorister. Missilet findes, og smuglerne tilintetgøres. Næsten da. For én af smuglerne slipper væk, og det betyder svedige armhuler og beskidte jobs. Det er sjovt, for ved nærmere eftertanke, så handler filmen ikke om ret meget mere end jagten på et forsvundet kernevåben, og om mænds glæde ved at lege røvere og soldater. Alligevel er den spændende, vellavet, underholdende og følelsesmæssigt engagerende. Måske fordi rigtige menneskelige følelser i korte øjeblikke får lov til at dukke op til overfladen og trække vejret. For eksempel i scenen, hvor Hamilton fortæller sin kæreste Tessie en grusom hemmelighed. Eller den lidt mere humoristiske scene, hvor Åke brokker sig over kameltransporten, fordi han er allergisk. Sker det nogensinde for Bond, spør' jeg bare.
Svensk Bond
Det seje ved denne actionmættede svenske Bond-film er først og fremmest, at den ikke er rendyrket Bond. Det andet er, at den har en vis troværdighed over sig et langt stykke hen ad vejen. Der diskuteres og forhandles på russisk, svensk, arabisk, og tvinges disse internationale helte og skurke til at kommunikere med hinanden på et ikkevoldeligt plan, så foregår det på (gebrokkent) engelsk. Akkurat som man forestiller sig, at det ville i virkeligheden. Det tredje er, at vores helteagenter, på trods af deres krævende erhverv, viser tegn på svaghed. Og det er denne kombination af menneskelig styrke og svaghed, der er brændstoffet i filmen.
Samarbejd, sagde agenten
Peter Stomare spiller helten Carl Hamilton, mens Lena Olin er hans forlovede Tessie, og Mats Långbacka er hans kollega Åke Stålhandske. Og vi taler helte, der ikke ligner gensplejsninger af det perfekte menneske. Den store amerikanske skurk Mike Hawkins spilles af Mark Hamill, som vist er bedre kendt for sin rolle som Luke Skywalker i Stjernekrigsfilmene. Instruktionen er foretager af den norske Harald Zwart, og musikken, der er i perfekt sync med resten af filmen, er smukt komponeret af Trond Bjeknæs. Manuskriptet er sammenfattet af Jonas Cornell og William Aldridge efter Jan Guillous bøger. De eksplosive billeder er fotograferet af Jerome Robert. Sikke et sammenarbejde.
Filmen er en af Skandinaviens største action-filmproduktioner nogensinde, og det bærer den tydeligt præg af. Den er helt klart rettet mod et internationalt publikum, og lever op til sine egne ambitiøse krav. Et plus er, at den har bevaret en svensk/europæisk tilgang til historien, så den har mere dybde og kvalitet i historien end typisk amerikansk flødebollefilm i sammen genre. Mit eneste kritikpunkt er, at den desværre kammer over i en du-tror-jeg-er-død-det-er-jeg-bare-ikke-ha-ha slutning, og skyder derved sig selv i foden. Dét, og så det faktum, at den ligesom den sidste Bond-film benytter sig lige lovligt meget af begrebet "product-placement", både Ericson, Telia og Statoil har haft en økonomisk finger med i spillet.
Ellers er der ikke så meget mere at sige end at den er et styks testosteronfyldt brag. Se den!!
Lad mig lægge ud med at sige, at jeg intet kender til hverken Hamilton eller Jan Guillou. Overhovedet. Så her følger ingen sammenlignende analyse af tv-serie, bøger og film. Denne anmeldelse foregår helt på filmens præmisser, hvis udgangspunkt er bøgerne "Ingen mands land" og "Den tabte sejr".
Det starter med sort/hvide billeder af skikkelser i beskyttelsesdragter og masker, der bærer geværer og små atomare symboler på ærmerne. Musik, der prikker som en bidende kold vintervind. En af skikkelserne kaster en bold tilbage til en lille dreng uden beskyttelsesdragt på den anden side af hegnet, og vifter ham afvisende bort. Klip til helten, der kommer gående i fuld galla med medaljer og stiv flip med et sværd, som han overrækker til brudgommen. Bryllupskagen skæres for, og straks efter ankommer CIA-manden med ordrer om, at bryllupsnatten skal tilbringes i selskab med diverse øverstbefalende, fordi en krisesituation er opstået. Stemningen er lagt. Missionen kan begynde.
Jægerne
Missionen går i al sin enkelhed ud på at finde et kernevåden på 1½ megaton, der skal smugles ned gennem Sverige for at blive solgt på det sorte marked til terrorister. Missilet findes, og smuglerne tilintetgøres. Næsten da. For én af smuglerne slipper væk, og det betyder svedige armhuler og beskidte jobs. Det er sjovt, for ved nærmere eftertanke, så handler filmen ikke om ret meget mere end jagten på et forsvundet kernevåben, og om mænds glæde ved at lege røvere og soldater. Alligevel er den spændende, vellavet, underholdende og følelsesmæssigt engagerende. Måske fordi rigtige menneskelige følelser i korte øjeblikke får lov til at dukke op til overfladen og trække vejret. For eksempel i scenen, hvor Hamilton fortæller sin kæreste Tessie en grusom hemmelighed. Eller den lidt mere humoristiske scene, hvor Åke brokker sig over kameltransporten, fordi han er allergisk. Sker det nogensinde for Bond, spør' jeg bare.
Svensk Bond
Det seje ved denne actionmættede svenske Bond-film er først og fremmest, at den ikke er rendyrket Bond. Det andet er, at den har en vis troværdighed over sig et langt stykke hen ad vejen. Der diskuteres og forhandles på russisk, svensk, arabisk, og tvinges disse internationale helte og skurke til at kommunikere med hinanden på et ikkevoldeligt plan, så foregår det på (gebrokkent) engelsk. Akkurat som man forestiller sig, at det ville i virkeligheden. Det tredje er, at vores helteagenter, på trods af deres krævende erhverv, viser tegn på svaghed. Og det er denne kombination af menneskelig styrke og svaghed, der er brændstoffet i filmen.
Samarbejd, sagde agenten
Peter Stomare spiller helten Carl Hamilton, mens Lena Olin er hans forlovede Tessie, og Mats Långbacka er hans kollega Åke Stålhandske. Og vi taler helte, der ikke ligner gensplejsninger af det perfekte menneske. Den store amerikanske skurk Mike Hawkins spilles af Mark Hamill, som vist er bedre kendt for sin rolle som Luke Skywalker i Stjernekrigsfilmene. Instruktionen er foretager af den norske Harald Zwart, og musikken, der er i perfekt sync med resten af filmen, er smukt komponeret af Trond Bjeknæs. Manuskriptet er sammenfattet af Jonas Cornell og William Aldridge efter Jan Guillous bøger. De eksplosive billeder er fotograferet af Jerome Robert. Sikke et sammenarbejde.
Filmen er en af Skandinaviens største action-filmproduktioner nogensinde, og det bærer den tydeligt præg af. Den er helt klart rettet mod et internationalt publikum, og lever op til sine egne ambitiøse krav. Et plus er, at den har bevaret en svensk/europæisk tilgang til historien, så den har mere dybde og kvalitet i historien end typisk amerikansk flødebollefilm i sammen genre. Mit eneste kritikpunkt er, at den desværre kammer over i en du-tror-jeg-er-død-det-er-jeg-bare-ikke-ha-ha slutning, og skyder derved sig selv i foden. Dét, og så det faktum, at den ligesom den sidste Bond-film benytter sig lige lovligt meget af begrebet "product-placement", både Ericson, Telia og Statoil har haft en økonomisk finger med i spillet.
Ellers er der ikke så meget mere at sige end at den er et styks testosteronfyldt brag. Se den!!
19/11-2018