IRA i begyndelsen
3.0
Michael Collins er Neil Jordans bud på hvordan den irske undergrundshær blev dannet
I 1966 siger Eemon de Valera - den irske republiks præsident, at han håber Michael Collins en gang vil blive anerkendt for dét han gjorde for republikken. Siden det irske oprør startede 50 år tidligere, har de Valera været i spidsen.
Hvem er Michael Collins?
Men det er ikke de Valera, der er filmens egentlige hovedperson, for filmen "Michael Collins" er selvfølgelig om manden der grundlagde den Irske undergrundshær IRA. Og hvordan man end vender og drejer det, så er det blevet til et problem i Neil Jordans film. På den ene side fortæller filmen om hvordan den ulige kamp imod alle odds alligevel faldt ud til en slags fordel for Irerne. Mestendels fordi Michael Collins med snilde planlagde det ene terrorangreb efter det andet, og dermed skildres idealisten som kom fra landsbyen Cork og aldrig lagde de bondske manerer væk. Men på den anden side er det som om det forudsættes, at man ved hvem Michael Collins er, inden man ser filmen. Det gjorde jeg ikke. Og det gør jeg faktisk stadig ikke.
Flotte billeder og nationalhelte
Den største del af filmen foregår i 1920'erne og i den tidslomme som scenografer og specieleffects-folkene har skabt, buldrer bomberne og brager maskinpistolerne, mens både engelske efterretningsofficerer og irske oprørere falder for kuglerne. Fotograferingen er til topkarakter, for de flotte billeder lader intet tilbage for en storfilm med eksplosioner og ild, som kun sjældent gæster Europæiske film. Og heldigvis tager billederne aldrig magten fra den politiske handling. For det ER en politisk film Neil Jordan har lavet. Han har både instrueret og skrevet manuskriptet og det må der stilles spørgsmålstegn ved. Fremstillingen af de Valera som nationalisten, der ikke lytter til andre og hele tiden sørger for at sætte sig selv i godt lys hos den irske befolkning, stikker i øjnene. Selv for en udenforstående som mig, der ikke kender den Irske historie godt nok til at kunne kritiserer de faktuelle detaljer. Og nok er Michael Collins en legende og har betydet alverden for dannelsen af fristaten Irland, men Neil Jordans skildring tillader intet smuds på den store mands støvlesnuder.
Politik og personlige intriger
Som Neil Jordan har vinklet historien, virker det som om det mestendels var personlige konflikter i toppen hos de Irske oprørere, der var årsagen til borgerkrigens udløsning. De Valera der følte sig trængt af den populære Michael Collins, ligesom Harry Bolande, der oprindeligt var Michael's bedste ven og medsammensvorne. Harry og Michael delte fascinationen af Kitty Kiernan, der først danner par med Harry, men til sidst vælger den grove drengede Michael, hvis charme var uløseligt forbundet med hans terrorhandlinger mod den Engelske besættelsesmagt. Trekantsdramaet får i Jordans film tillagt en væsentlig del af skylden for at det går så galt: Hvad der i begyndelsen var en kamp mellem oprørerere og besættelsesmagt ender i filmen med at blive til en kamp mellem forskellige parter i oprørsgruppen. Borgerkrigen sættes igang og det lange ulidelige forløb af terrorhandlinger som vi kender det i dag begynder. Det er som om Neil Jordan lader personlige intriger splitte Irland, mere end politiske modsætninger.
Prisværdigt spil
Michael Collins vandt i 1996 Guldløven ved Venedig filmfestival for Bedste Film og Liam Neeson som Bedste Hovedrolle. Man kan se hvorfor i den energi der slynges ud fra lærredet. I "Michael Collins" ser man for første gang hvor kæmpe stor en mand Neeson er. I Rob Roy spillede Neeson Skotsk nationalhelt og i Schindler's Liste viste han sig som barmhjertig industrimagnat. "Den store" blev Michael Collins kaldt, og det er han blevet i Neesons skikkelse. Men et rigtigt menneske er det svært at se, for bar aktioner udi planlægninger og attentater. Selv ikke i trekantsdramaet med Kitty Kiernan i midten bliver Michael Collins levende og vedkommende for mig. I bund og grund fordi det er svært for en dansker at sætte sig ind i Irlands historie.
Overfor Neeson ses Julia Roberts i rollen som Kitty og det gør hun rigtig godt. Sød som altid og med en dybde, der langt overstiger mine forventninger efter "Pretty Woman" og "Det Stærke Køn". Det (relativt) seriøse er dog blevet dyrket i "Something to Talk About" og "Pelikan Notatet". Denne gang medvirker hun kun i en birolle, og kærlighedshistorien blæses heldigvis ikke op til mere end den kan bære. Som den forsmåede Harry Bolande ses Aidan Quinn, der måske huskes fra "Legendernes Tid". Hans ansigt forbindes med en sårbarhed, der her ligger lige under overfladen og fungerer som forklaring på opgøret mellem Harry og Michael. I rollen som Ned Broy, spionen der gav Michael adgang til arkivet i den engelske efterretningstjeneste, ses Stephen Rea, der hér fortsætter sit samarbejde med Neil Jordan. Rea medvirkede i "The Crying Game" og i "Interview with a Vampire", som Jordan iøvrigt også har instrueret. Michael Collins er en storfilm. En af den slags hvor man kan se hvad budgettet er blevet brugt til, men desværre er det svært at sluge Jordans politiske buskab om, at det eneste der virker, er ildkamp. Michael Collins er en storslået film om en historisk helt med meget lidt relevans for danskere.
I 1966 siger Eemon de Valera - den irske republiks præsident, at han håber Michael Collins en gang vil blive anerkendt for dét han gjorde for republikken. Siden det irske oprør startede 50 år tidligere, har de Valera været i spidsen.
Hvem er Michael Collins?
Men det er ikke de Valera, der er filmens egentlige hovedperson, for filmen "Michael Collins" er selvfølgelig om manden der grundlagde den Irske undergrundshær IRA. Og hvordan man end vender og drejer det, så er det blevet til et problem i Neil Jordans film. På den ene side fortæller filmen om hvordan den ulige kamp imod alle odds alligevel faldt ud til en slags fordel for Irerne. Mestendels fordi Michael Collins med snilde planlagde det ene terrorangreb efter det andet, og dermed skildres idealisten som kom fra landsbyen Cork og aldrig lagde de bondske manerer væk. Men på den anden side er det som om det forudsættes, at man ved hvem Michael Collins er, inden man ser filmen. Det gjorde jeg ikke. Og det gør jeg faktisk stadig ikke.
Flotte billeder og nationalhelte
Den største del af filmen foregår i 1920'erne og i den tidslomme som scenografer og specieleffects-folkene har skabt, buldrer bomberne og brager maskinpistolerne, mens både engelske efterretningsofficerer og irske oprørere falder for kuglerne. Fotograferingen er til topkarakter, for de flotte billeder lader intet tilbage for en storfilm med eksplosioner og ild, som kun sjældent gæster Europæiske film. Og heldigvis tager billederne aldrig magten fra den politiske handling. For det ER en politisk film Neil Jordan har lavet. Han har både instrueret og skrevet manuskriptet og det må der stilles spørgsmålstegn ved. Fremstillingen af de Valera som nationalisten, der ikke lytter til andre og hele tiden sørger for at sætte sig selv i godt lys hos den irske befolkning, stikker i øjnene. Selv for en udenforstående som mig, der ikke kender den Irske historie godt nok til at kunne kritiserer de faktuelle detaljer. Og nok er Michael Collins en legende og har betydet alverden for dannelsen af fristaten Irland, men Neil Jordans skildring tillader intet smuds på den store mands støvlesnuder.
Politik og personlige intriger
Som Neil Jordan har vinklet historien, virker det som om det mestendels var personlige konflikter i toppen hos de Irske oprørere, der var årsagen til borgerkrigens udløsning. De Valera der følte sig trængt af den populære Michael Collins, ligesom Harry Bolande, der oprindeligt var Michael's bedste ven og medsammensvorne. Harry og Michael delte fascinationen af Kitty Kiernan, der først danner par med Harry, men til sidst vælger den grove drengede Michael, hvis charme var uløseligt forbundet med hans terrorhandlinger mod den Engelske besættelsesmagt. Trekantsdramaet får i Jordans film tillagt en væsentlig del af skylden for at det går så galt: Hvad der i begyndelsen var en kamp mellem oprørerere og besættelsesmagt ender i filmen med at blive til en kamp mellem forskellige parter i oprørsgruppen. Borgerkrigen sættes igang og det lange ulidelige forløb af terrorhandlinger som vi kender det i dag begynder. Det er som om Neil Jordan lader personlige intriger splitte Irland, mere end politiske modsætninger.
Prisværdigt spil
Michael Collins vandt i 1996 Guldløven ved Venedig filmfestival for Bedste Film og Liam Neeson som Bedste Hovedrolle. Man kan se hvorfor i den energi der slynges ud fra lærredet. I "Michael Collins" ser man for første gang hvor kæmpe stor en mand Neeson er. I Rob Roy spillede Neeson Skotsk nationalhelt og i Schindler's Liste viste han sig som barmhjertig industrimagnat. "Den store" blev Michael Collins kaldt, og det er han blevet i Neesons skikkelse. Men et rigtigt menneske er det svært at se, for bar aktioner udi planlægninger og attentater. Selv ikke i trekantsdramaet med Kitty Kiernan i midten bliver Michael Collins levende og vedkommende for mig. I bund og grund fordi det er svært for en dansker at sætte sig ind i Irlands historie.
Overfor Neeson ses Julia Roberts i rollen som Kitty og det gør hun rigtig godt. Sød som altid og med en dybde, der langt overstiger mine forventninger efter "Pretty Woman" og "Det Stærke Køn". Det (relativt) seriøse er dog blevet dyrket i "Something to Talk About" og "Pelikan Notatet". Denne gang medvirker hun kun i en birolle, og kærlighedshistorien blæses heldigvis ikke op til mere end den kan bære. Som den forsmåede Harry Bolande ses Aidan Quinn, der måske huskes fra "Legendernes Tid". Hans ansigt forbindes med en sårbarhed, der her ligger lige under overfladen og fungerer som forklaring på opgøret mellem Harry og Michael. I rollen som Ned Broy, spionen der gav Michael adgang til arkivet i den engelske efterretningstjeneste, ses Stephen Rea, der hér fortsætter sit samarbejde med Neil Jordan. Rea medvirkede i "The Crying Game" og i "Interview with a Vampire", som Jordan iøvrigt også har instrueret. Michael Collins er en storfilm. En af den slags hvor man kan se hvad budgettet er blevet brugt til, men desværre er det svært at sluge Jordans politiske buskab om, at det eneste der virker, er ildkamp. Michael Collins er en storslået film om en historisk helt med meget lidt relevans for danskere.
19/11-2018
