Tilfældets musik - og livets
5.0
Noget så usædvanligt som en tysk independent-film har indtaget de danske biograflærreder. Og med god grund; Oscarnomineret, menneskelig, følelsesfuld og sidst, men ikke mindst, ekstremt velkomponeret er blot nogle få positive tillægsord, man kan sætte på denne bugtede rejse fra barn til voksen.
Alle disse rosende ord for en historie om en ung pige med et godt øre for musik og hendes døve forældre!!? Hvad er nu det for noget? Historien lyder nemlig som det perfekte sovemedicin.
Lara (Sylvie Testud), som den unge pige hedder, har - som den eneste i familien med hørelsen i orden - fungeret som tolk for forældrene i de mest absurde situationer (f. eks. en forældrekonsultation i 3. klasse). Da hendes bohemeagtige faster Clarissa (Sibylle Canonica) giver hende en klarinet i julegave, belægges den gule murstensvej til voksenlivet med huller og fælder. Især faderen (Howie Seago) sætter sig imod Laras nyopdagede verden. Dels pga. hans noget anstrengte forhold til sin søster, dels fordi det fjerner hans elskede datter endnu mere fra ham. Men musikken har en magisk kraft over Lara, og hun beslutter sig for at søge ind på musikkonservatoriet i Berlin. Og samtidig med at Berlin folder sig ud for hendes nysgerrige øjne, folder hun sig ud som en blomst i foråret.
Ravne flyver i flok, men ørnen flyver alene
De to piger, der spiller Lara som barn og teenager (Tatjana Rieb, Sylvie Testud), gør det fremragende, men det er især den ældre, der virkelig formår at forene ungdommens uskyld og oprørstrang. Hun er på én gang smuk og sart som en blomst, og samtidig vild og fri som en gazelle, og denne kombination virker fint i forhold til filmens andre ligeså komplicerede temaer. Udover forholdet mellem faderen og fasteren, vises spændingerne mellem Lara og Clarissa, og Clarissa og hendes mand også på en enkelt og meget menneskelig måde. I det hele taget er filmens overordnet kendetegn, at den debuterende instruktør Caroline Link med en overordentlig god indlevelsesevne formår at følge Lara hele vejen. Intet er overflødigt, hver enkelt sekvens glider ubemærket over i den næste, og musikken væves ind og ud af billedet. Teknisk set nærmer filmen sig det perfekte i forhold til sin historie.
Håb er et udbredt onde
De to timer filmen varer flyver afsted til tider legende let som den klarinetmusik, der følger den. Andre gange trist og melankolsk, når livets grusomhed slår ned tilfældigt. Men som Gloria Gayner synger - og vennen Tom (Hansa Czypionka) "mimer" på tegnsprog - "I Will Survive", så overlever Lara også de svære tider. Persongalleriet er omfangsrigt, men også her styrer Link publikum igennem med sikker hånd. Væk er tegneserieeffekten, de flade figurer og overdrivelsen. I stedet ses naturlige reaktioner, virkelighed og mennesker. Forældrene, lillesøsteren, fasteren, hendes mand, Tom, alle bliver skildret med varme farver og dybe nuancer. Barnlige og voksne på samme tid, fulde af forvirrende følelser, rådvildhed og kærlighed.
"Bag stilheden" prøver at beskrive lyden af sne, glæden og sorgen ved livet og vejen fra barn til voksen og bruger kunsten, musikken, kærligheden som fremdrift. Det lykkes perfekt.
Alle disse rosende ord for en historie om en ung pige med et godt øre for musik og hendes døve forældre!!? Hvad er nu det for noget? Historien lyder nemlig som det perfekte sovemedicin.
Lara (Sylvie Testud), som den unge pige hedder, har - som den eneste i familien med hørelsen i orden - fungeret som tolk for forældrene i de mest absurde situationer (f. eks. en forældrekonsultation i 3. klasse). Da hendes bohemeagtige faster Clarissa (Sibylle Canonica) giver hende en klarinet i julegave, belægges den gule murstensvej til voksenlivet med huller og fælder. Især faderen (Howie Seago) sætter sig imod Laras nyopdagede verden. Dels pga. hans noget anstrengte forhold til sin søster, dels fordi det fjerner hans elskede datter endnu mere fra ham. Men musikken har en magisk kraft over Lara, og hun beslutter sig for at søge ind på musikkonservatoriet i Berlin. Og samtidig med at Berlin folder sig ud for hendes nysgerrige øjne, folder hun sig ud som en blomst i foråret.
Ravne flyver i flok, men ørnen flyver alene
De to piger, der spiller Lara som barn og teenager (Tatjana Rieb, Sylvie Testud), gør det fremragende, men det er især den ældre, der virkelig formår at forene ungdommens uskyld og oprørstrang. Hun er på én gang smuk og sart som en blomst, og samtidig vild og fri som en gazelle, og denne kombination virker fint i forhold til filmens andre ligeså komplicerede temaer. Udover forholdet mellem faderen og fasteren, vises spændingerne mellem Lara og Clarissa, og Clarissa og hendes mand også på en enkelt og meget menneskelig måde. I det hele taget er filmens overordnet kendetegn, at den debuterende instruktør Caroline Link med en overordentlig god indlevelsesevne formår at følge Lara hele vejen. Intet er overflødigt, hver enkelt sekvens glider ubemærket over i den næste, og musikken væves ind og ud af billedet. Teknisk set nærmer filmen sig det perfekte i forhold til sin historie.
Håb er et udbredt onde
De to timer filmen varer flyver afsted til tider legende let som den klarinetmusik, der følger den. Andre gange trist og melankolsk, når livets grusomhed slår ned tilfældigt. Men som Gloria Gayner synger - og vennen Tom (Hansa Czypionka) "mimer" på tegnsprog - "I Will Survive", så overlever Lara også de svære tider. Persongalleriet er omfangsrigt, men også her styrer Link publikum igennem med sikker hånd. Væk er tegneserieeffekten, de flade figurer og overdrivelsen. I stedet ses naturlige reaktioner, virkelighed og mennesker. Forældrene, lillesøsteren, fasteren, hendes mand, Tom, alle bliver skildret med varme farver og dybe nuancer. Barnlige og voksne på samme tid, fulde af forvirrende følelser, rådvildhed og kærlighed.
"Bag stilheden" prøver at beskrive lyden af sne, glæden og sorgen ved livet og vejen fra barn til voksen og bruger kunsten, musikken, kærligheden som fremdrift. Det lykkes perfekt.
19/11-2018
