Personerne lykkedes, men historien døde
3.0
Handlingen flagrer, men personerne i fortsættelsen til "Englegård" er stadig et bekendtskab værd.
Det er rent faktisk muligt at lave en fortsættelse (eller 'sequel' som det vel efterhånden også hedder på biograf-dansk), der er lige så god som sin forgænger. I et enkelt tilfælde, "Godfather II", kan man endda argumentere for, at fortsættelsen er bedre - og den oprindelige "Godfather"-film er vel og mærke alle de stjerner, Bogart-hatte, etc., man kan komme i nærheden af, værd.
Men oftest er en fortsættelse et forsøg på at presse citronen, også kaldet biografpublikummets aerobic-slankede tegnebøger, til allersidste dråbe. Det gøres normalt ved at fortælle den samme historie som i den oprindelige film, med de samme skuespillere. Det kan gøres ganske kompetent - "Die Hard" og "Dødbringende våben"-filmene er glimrende eksempler. Man bliver underholdt, slipper for at skulle sætte sig ind i nye komplicerede plots og lære nye hovedpersoner at kende.
Fortsættelse fulgte
I "Englegård - Næste Sommer" forsøger instruktøren Colin Nutley at udvikle historien fra "Englegård". Vi møder selvfølgelig de samme skønne typer igen: Fanny og Zac, de to ungkarlebrødre Ivar og Gottfrid, bymatadoren Axel (i en mere blid og forsagt udgave, hvilket passer figuren dårligt - jeg vil have en rigtig skurk), hans stramtandede hustru Rut, og så videre.
Og det er netop alle disse personer, der bærer filmen. Historien derimod er desværre mindre vellykket. Især da Fanny, Zac, Gottfrid og Ivar drager til New York for at opsøge en tredie bror - der åbenbart er forsvundet fra Sverige i en så ung alder, at han ikke taler et ord svensk. Vi får dog aldrig nogen egentlig forklaring.
Jeg har hørt et rygte om, at Colin Nutley har været nødt til at klippe filmens længde betydeligt ned, hvilket kunne forklare en del af de manglende sammenhænge og flagrende handlingstråde i filmen.
Historien er derudover baseret på nogenlunde de samme temaer som "Englegård", dvs. den proviensielle dobbeltmorals nederlag til Fanny og Zacs kosmopolitiske frisind. Dog slåes der et par gange mere dystre toner an, men mere skal ikke afsløres her.
Så selv om Colin Nutley tilsyneladende gerne har villet lave noget, der var mere end bare en "sequel", er resultatet dog blevet, at filmen primært er værd at se (og det er den trods alt) på grund af gensynet med de elskelige personer fra den succesfulde "Englegård".
Det er rent faktisk muligt at lave en fortsættelse (eller 'sequel' som det vel efterhånden også hedder på biograf-dansk), der er lige så god som sin forgænger. I et enkelt tilfælde, "Godfather II", kan man endda argumentere for, at fortsættelsen er bedre - og den oprindelige "Godfather"-film er vel og mærke alle de stjerner, Bogart-hatte, etc., man kan komme i nærheden af, værd.
Men oftest er en fortsættelse et forsøg på at presse citronen, også kaldet biografpublikummets aerobic-slankede tegnebøger, til allersidste dråbe. Det gøres normalt ved at fortælle den samme historie som i den oprindelige film, med de samme skuespillere. Det kan gøres ganske kompetent - "Die Hard" og "Dødbringende våben"-filmene er glimrende eksempler. Man bliver underholdt, slipper for at skulle sætte sig ind i nye komplicerede plots og lære nye hovedpersoner at kende.
Fortsættelse fulgte
I "Englegård - Næste Sommer" forsøger instruktøren Colin Nutley at udvikle historien fra "Englegård". Vi møder selvfølgelig de samme skønne typer igen: Fanny og Zac, de to ungkarlebrødre Ivar og Gottfrid, bymatadoren Axel (i en mere blid og forsagt udgave, hvilket passer figuren dårligt - jeg vil have en rigtig skurk), hans stramtandede hustru Rut, og så videre.
Og det er netop alle disse personer, der bærer filmen. Historien derimod er desværre mindre vellykket. Især da Fanny, Zac, Gottfrid og Ivar drager til New York for at opsøge en tredie bror - der åbenbart er forsvundet fra Sverige i en så ung alder, at han ikke taler et ord svensk. Vi får dog aldrig nogen egentlig forklaring.
Jeg har hørt et rygte om, at Colin Nutley har været nødt til at klippe filmens længde betydeligt ned, hvilket kunne forklare en del af de manglende sammenhænge og flagrende handlingstråde i filmen.
Historien er derudover baseret på nogenlunde de samme temaer som "Englegård", dvs. den proviensielle dobbeltmorals nederlag til Fanny og Zacs kosmopolitiske frisind. Dog slåes der et par gange mere dystre toner an, men mere skal ikke afsløres her.
Så selv om Colin Nutley tilsyneladende gerne har villet lave noget, der var mere end bare en "sequel", er resultatet dog blevet, at filmen primært er værd at se (og det er den trods alt) på grund af gensynet med de elskelige personer fra den succesfulde "Englegård".
19/11-2018