Kirkegårds børneunivers

3.0
Jørn Faurschou har filmatiseret Ole Lund Kirkegaards folkeskoleklassiker "Albert", og understreger endnu engang den høje kvalitet af danske børnefilm

Perlevennerne Albert (Morten Gundel) og Egon (Sebastian Jessen) bor i Kalleby, hvor tiden går med at pjække fra skolen og irritere skomageren (Jesper Christensen). Egons strenge mor (Puk Scharbau) er ikke meget for at han er sammen med den sjove men uregerlige Albert, der altid får ham i fedtefadet. De to venner kommer op at skændes og Egon løber bort. Byen er på den anden ende, men Albert har en fornemmelse af hvor han er og følger efter ham ind i en underlig fantasiverden.

Her er Egon taget til fange af tyven Leopold (Michael Moritzen) og der går ikke lang tid før Albert kidnappes af hans rival Rapollo (Peter Aude). De er begge ude efter diamanten "Den grønne Grimaldi", der engang blev stjålet fra Kalleby museum. Albert og Egon danner fælles front mod de to skurke og ender med at hjemføre diamanten til byen.

Fantasi og virkelighed

Det har altid været forbundet med en vis succes at filmatisere Ole Lund Kirkegaards børneromaner. Både "Orla Frøsnapper" og "Otto er et næsehorn" blev velfungerende og meget sete børnefilm, der fangede det Kirkegaardske univers. Det er også tilfældet med "Albert". Den specielle børneverden, der veksler mellem fantasi og virkelighed, er her endnu mere udtalt end i de to andre film, og det er netop springet mellem de to, der er så fasinerende.

Jørn Faurschou viste med sin debutfilm "Farligt venskab", at han faktisk er en habil instruktør og det er et indtryk, der ikke ændres ved med "Albert". Han har lavet en film, der er lige undeholdende om man har læst bogen eller ej. Det skyldes også et velkonstrueret manuskript, der lægger vægten på fantasiuniverset og placerer perspektivet i børnehøjde. Man har desuden fundet et par sympatiske og velspillende børneskuespillere, der for en gang skyld ikke fremstår som irriterende møgunger. Desuden virker de voksne i mindre grad som karikerede forældrefigure og det karikerede kommer først frem i fantasiuniverset, hvor det er meningen.

Problemet er at filmen i fantasi afsnittet, sine steder virker lidt for pjattet og falder ned i et par børnefarce huller. Et par af birollerne virker desuden som ligegyldigt fyldstof; der tænkes her blandt andet på Thomas Bo Larsen og Allan Olsen som de fjollede Tubbe og Gnalle. Et andet irritationsmoment er at det fantasi-univers vi præsenteres for, er noget pauvert. Selvfølgelig er pengene i dansk film små, men man kan alligevel ikke lade være med at sidde med en fornemmelse af et fattigmands Nangiala, og det irriterer.
Men der er stadig gods og børneindsigt nok i filmen til, at den både kan underholde børn og voksne.
Albert