På den igen
3.0
Hvis man allerede har set "Nattevagten", kan billetten til Ole Bornedals Hollywoodudgave spares med ro i sindet
Så er den her endelig. Den med spænding ventede "Nightwatch" har været længe undervejs, og Ole Bornedal nåede at returnere til de hjemlige breddegrader inden den danske premiere. Som det hører sig til, når europæere krydser Atlanten for at prøve lykken i Hollywood, er det vist også lykkedes Bornedal at komme hjem med et par traumatiske oplevelser i bagagen og nogle småskrammer på instruktør-egoet. Det er ikke så ligetil at danse med de tunge drenge i filmbranchen, og producenterne fra Miramax gav blandt andet den danske instruktør besked på at klippe filmen om.
Klip ud og glem
Historien om den unge nattevagt, der må gå så grueligt meget igennem, er hverken blevet mere uhyggelig eller spektakulær af de mange amerikanske dollars og kendte ansigter, der er puttet i den. Faktisk er der trukket mere fra, end der er lagt til. Der er skåret betydeligt ned på humoren, og birollefigurerne har fået væsentligt mindre at skulle have sagt. Rollen, som Lotte Andersen udfyldte i den danske udgave, er så godt som ikke-eksisterende, og de to unge vennepars eksistentielle kvaler er kraftigt nedtonet. Vigtigste ændring i forhold til mordgåden er, at scenen med den heftige nærkontakt (med tilhørende sædtab) mellem nattevagten og hans kæreste i kølerummet ikke er med. Kan ske, den har været en anelse for frisindet og stødende for et amerikansk publikum.
Når disse forskellige fradrag er nævnt, skal det pointeres at udgaven, hvor Ewan McGregor spiller nattevagten, Patricia Arquette hans kæreste og Nick Nolte den forskruede politimand, lægger sig tæt op af Bornedals danske succes fra 1994.
Det gælder dialog, kameravinkler, lyssætning, farveholdning og de arkitektoniske interiører. Den står på remake helt ned til hårfarver og frisurer. Ikke overraskende er fotografen på begge film den samme, idet Bornedal har haft Dan Laustsen med til Hollywood.
Stjerner i glimt
Når det kommer til bedømmelsen af gys og spændingsmomenter, er det selvfølgelig svært at sætte sig ud over det faktum, at man har set hele dramaet udspille sig én gang før. Men "Nightwatch" virker ikke nær så nervepirrende og medrivende, som det godt kunne forventes af en kvali-gyser. Selv scener, der med god grund kunne trækkes i åndeløse langdrag, synes hurtigt at blive afviklet for at vi kan komme videre i blodighederne. En del af ansvaret, ligger dog også hos skuespillerne, hvis præstationer må karakteriseres som middelmådige og noget rutineprægede. Nick Nolte har sine mørke, dæmoniske øjeblikke, mens Patricia Arquette og Josh Brolin bestemt ikke overgår deres danske kollegers udfoldelser på lærredet (Sofie Gråbøl og Kim Bodnia). Den eneste bonus ved at se hele natterenderiet en gang til i amerikanske omgivelser er Brad Dourif - i rollen som ustabil vagtlæge. Han er en af the usual suspects, når morderiske psykopater er på fri fod, og tilfører filmen den rigtige dosis af tvetydig galskab.
Man kan blive forbavset over, at Steven Soderbergh har været med til at skrive manuskriptet (om), og så bagefter undre sig over, hvor al hans filmiske talent og kunnen er forsvundet hen. Det er måske klippet ud, måske ikke. Under alle omstændigheder ville det være interessant at se Bornedals personlige amerikanske udgave (der sikkert får kultstatus om en ti års tid). Som "Nightwatch" fremstår nu og her, kan den ses af det uindviede publikum for sin gode gyserhistorie eller betragtes af den indviede skare som et gysende eksempel på en overflødig Hollywood genindspilning.
Så er den her endelig. Den med spænding ventede "Nightwatch" har været længe undervejs, og Ole Bornedal nåede at returnere til de hjemlige breddegrader inden den danske premiere. Som det hører sig til, når europæere krydser Atlanten for at prøve lykken i Hollywood, er det vist også lykkedes Bornedal at komme hjem med et par traumatiske oplevelser i bagagen og nogle småskrammer på instruktør-egoet. Det er ikke så ligetil at danse med de tunge drenge i filmbranchen, og producenterne fra Miramax gav blandt andet den danske instruktør besked på at klippe filmen om.
Klip ud og glem
Historien om den unge nattevagt, der må gå så grueligt meget igennem, er hverken blevet mere uhyggelig eller spektakulær af de mange amerikanske dollars og kendte ansigter, der er puttet i den. Faktisk er der trukket mere fra, end der er lagt til. Der er skåret betydeligt ned på humoren, og birollefigurerne har fået væsentligt mindre at skulle have sagt. Rollen, som Lotte Andersen udfyldte i den danske udgave, er så godt som ikke-eksisterende, og de to unge vennepars eksistentielle kvaler er kraftigt nedtonet. Vigtigste ændring i forhold til mordgåden er, at scenen med den heftige nærkontakt (med tilhørende sædtab) mellem nattevagten og hans kæreste i kølerummet ikke er med. Kan ske, den har været en anelse for frisindet og stødende for et amerikansk publikum.
Når disse forskellige fradrag er nævnt, skal det pointeres at udgaven, hvor Ewan McGregor spiller nattevagten, Patricia Arquette hans kæreste og Nick Nolte den forskruede politimand, lægger sig tæt op af Bornedals danske succes fra 1994.
Det gælder dialog, kameravinkler, lyssætning, farveholdning og de arkitektoniske interiører. Den står på remake helt ned til hårfarver og frisurer. Ikke overraskende er fotografen på begge film den samme, idet Bornedal har haft Dan Laustsen med til Hollywood.
Stjerner i glimt
Når det kommer til bedømmelsen af gys og spændingsmomenter, er det selvfølgelig svært at sætte sig ud over det faktum, at man har set hele dramaet udspille sig én gang før. Men "Nightwatch" virker ikke nær så nervepirrende og medrivende, som det godt kunne forventes af en kvali-gyser. Selv scener, der med god grund kunne trækkes i åndeløse langdrag, synes hurtigt at blive afviklet for at vi kan komme videre i blodighederne. En del af ansvaret, ligger dog også hos skuespillerne, hvis præstationer må karakteriseres som middelmådige og noget rutineprægede. Nick Nolte har sine mørke, dæmoniske øjeblikke, mens Patricia Arquette og Josh Brolin bestemt ikke overgår deres danske kollegers udfoldelser på lærredet (Sofie Gråbøl og Kim Bodnia). Den eneste bonus ved at se hele natterenderiet en gang til i amerikanske omgivelser er Brad Dourif - i rollen som ustabil vagtlæge. Han er en af the usual suspects, når morderiske psykopater er på fri fod, og tilfører filmen den rigtige dosis af tvetydig galskab.
Man kan blive forbavset over, at Steven Soderbergh har været med til at skrive manuskriptet (om), og så bagefter undre sig over, hvor al hans filmiske talent og kunnen er forsvundet hen. Det er måske klippet ud, måske ikke. Under alle omstændigheder ville det være interessant at se Bornedals personlige amerikanske udgave (der sikkert får kultstatus om en ti års tid). Som "Nightwatch" fremstår nu og her, kan den ses af det uindviede publikum for sin gode gyserhistorie eller betragtes af den indviede skare som et gysende eksempel på en overflødig Hollywood genindspilning.
19/11-2018
