elfarver, talende hunde...
5.0
- og hvad det nu ellers hedder alt sammen
Lad mig melde klart ud: "Hannibal og Jerry" er simpelthen den sjoveste film jeg har set længe. Wikke og Rasmussen, kendt for bl.a. Sonny Soufflé og Tony Toupé- show, har begået en lille perle af en film, der muligtvis er den bedste danske film, der kommer ud i 1997. Voksne skal absolut ikke lade sig skræmme af, at den ser ud til være en børnefilm.
"Hannibal og Jerry" er hvad man kunne betegnes som et hverdagseventyr. Hannibal (Jonathan Kvium - en perfekt Macaulay Culkin-kloning, faktisk bedre end Maculay Culkin for han er ikke så irriterende), bor sammen med sine pastelfarvede forældre (Paprika Steen og Martin Brygman) i et pastelfarvet boligkompleks. Det er ikke så spændende, så Hannibal keder sig og hænger det meste af tiden foran fjernsynet. Hans passivitet bekymrer hans forældre, når de engang imellem løsriver sig fra boligindretning og bliver nærværende (og hvad det nu ellers hedder alt sammen). De forærer ham derfor hunden Jerry (Orpheus). Jerry er imidlertid ikke nogen helt almindelig hund - den kan nemlig tale. Og på magisk vis får den Hannibal og hele familien gjort aktiv og levende. Men onde kræfter truer den lille families idyl. Legetøjsfabrikanten Onkel Morfar (Steen Rasmussen), der er indehaver af butikskæden 'Legetoys', øjner store kommercielle muligheder i en talende hund, og Jerry bliver kidnappet (eller dognappet måske).
Alle biroller er besat med kendte skuespillere, sangere - og hvad det nu ellers hedder alt sammen. Og det er heldigvis ikke en gimmick bare for at kunne sætte navnene på plakaten. De er faktisk morsomme. I flæng kan jeg nævne Alex Nyborg Madsen som hundekennelejer og Casper Christensen og Lars Hjortshøj som ismænd. Helt ubetaleligt morsomme er Peter Frödin og Hella Joof ('Bullerfnis') som politibetjentene Petter og Helle-Vibeke. Hun vil dog helst kaldes for 'Hell' og har viet sit liv til bekæmpelse af kriminalitet. Derfor er hun ret uimodtagelig overfor den følsomme Petters uendelige kærlighedserklæringer, der får ham til at stoppe op midt i handlingen, fordi han 'desværre nok lige bliver nød til at synge en sang'. Det bliver de fleste af hovedrolleindehaverne i øvrigt nødt til på et eller andet tidspunkt, og "Hannibal og Jerry" må næsten betegens som en musical. Sangene er ligså så sjove som resten af filmen og får også to tommelfingre op. Det er en film, der skal ses.
Lad mig melde klart ud: "Hannibal og Jerry" er simpelthen den sjoveste film jeg har set længe. Wikke og Rasmussen, kendt for bl.a. Sonny Soufflé og Tony Toupé- show, har begået en lille perle af en film, der muligtvis er den bedste danske film, der kommer ud i 1997. Voksne skal absolut ikke lade sig skræmme af, at den ser ud til være en børnefilm.
"Hannibal og Jerry" er hvad man kunne betegnes som et hverdagseventyr. Hannibal (Jonathan Kvium - en perfekt Macaulay Culkin-kloning, faktisk bedre end Maculay Culkin for han er ikke så irriterende), bor sammen med sine pastelfarvede forældre (Paprika Steen og Martin Brygman) i et pastelfarvet boligkompleks. Det er ikke så spændende, så Hannibal keder sig og hænger det meste af tiden foran fjernsynet. Hans passivitet bekymrer hans forældre, når de engang imellem løsriver sig fra boligindretning og bliver nærværende (og hvad det nu ellers hedder alt sammen). De forærer ham derfor hunden Jerry (Orpheus). Jerry er imidlertid ikke nogen helt almindelig hund - den kan nemlig tale. Og på magisk vis får den Hannibal og hele familien gjort aktiv og levende. Men onde kræfter truer den lille families idyl. Legetøjsfabrikanten Onkel Morfar (Steen Rasmussen), der er indehaver af butikskæden 'Legetoys', øjner store kommercielle muligheder i en talende hund, og Jerry bliver kidnappet (eller dognappet måske).
Alle biroller er besat med kendte skuespillere, sangere - og hvad det nu ellers hedder alt sammen. Og det er heldigvis ikke en gimmick bare for at kunne sætte navnene på plakaten. De er faktisk morsomme. I flæng kan jeg nævne Alex Nyborg Madsen som hundekennelejer og Casper Christensen og Lars Hjortshøj som ismænd. Helt ubetaleligt morsomme er Peter Frödin og Hella Joof ('Bullerfnis') som politibetjentene Petter og Helle-Vibeke. Hun vil dog helst kaldes for 'Hell' og har viet sit liv til bekæmpelse af kriminalitet. Derfor er hun ret uimodtagelig overfor den følsomme Petters uendelige kærlighedserklæringer, der får ham til at stoppe op midt i handlingen, fordi han 'desværre nok lige bliver nød til at synge en sang'. Det bliver de fleste af hovedrolleindehaverne i øvrigt nødt til på et eller andet tidspunkt, og "Hannibal og Jerry" må næsten betegens som en musical. Sangene er ligså så sjove som resten af filmen og får også to tommelfingre op. Det er en film, der skal ses.
19/11-2018
