Ve' du, ve' du, ve' du, ve' du danse me' mig?
3.0
Den japanske instruktør Masayuki Suo har virkeligt kridtet danseskoene, og har skabt en film, der svinger sig lige ind i en amatørantropologs hjerte. For "Shall We Dance?" byder på en sand guldregn af kulturelle åbenbarelser, og er en filmisk ædelsten i sit brug af dansen som bro mellem Øst og Vest. Man spørger sig selv: opfører japanerne virkelig sådan?
Dans har altid haft en vis aura af forførelse og synd over sig. I Japan blev selskabsdans oprindeligt forbundet med dansehaller, hvor mandlige kunder kunne danse (og kun danse) med professionelle dansepiger, slappe af og nyde en lille én. Men fordi disse dansehaller blev forbundet med de knapt så ærbare "glædeskvarterer", var dansen en lidenskab, der helst skulle holdes hemmelig. I Japan er fysisk kontakt mellem kønnene i al offentlighed nemlig tabu, og dansen er selvsagt en pinlig affære. Med "Shall We Dance?" er der sket et skred i denne opfattelse. Nu er selskabsdans nærmest et modefænomen i Japan, og Masayuki Suo har fået sit ønske opfyldt. At få midaldrende mænd i biografen. Nå, ja, og ud på dansegulvet.
Det eneste han ville var at danse
Historien er på sin vis meget enkel, og dog så kompliceret som menneskelige relationer nu engang er. Hovedpersonen er kontormusen Shohei Sugiyama (Koji Yakusho), der i starten befinder sig på lykkens tinde. Han har kone, datter, og job, og har lige erhvervet sig hus og have. Men lykken mangler faktisk alligevel. Indtil den dag han stiger af toget og beslutter sig for at lære den triste og ensomme skikkelse i vinduet bedre at kende. Ind på scenen valser så den unge danselærer Mai Kishikawa (den kendte balletdanser Tamiyo Kusakari). Med sit perfekte ydre og graciøse bevægelser er hun Japans svar på en kold og utilnærmelig Gwyneth Paltrow. Og grunden til at Sugiyama begynder at danse. Hans kone bliver naturligvis jaloux, for hun ved ikke hvor hendes mand tilbringer hver onsdag aften og alle weekenderne, og hun ved især ikke hvorfor han pludselig er blevet så lykkelig.
Kultursammenstød på dansegulvet
Med en spilletid på to timer bevæger filmen sig på grænsen til det langtrukne, for personerne er stereotypiske og karikerede, og plottet er lidt for sukkersødt. Den buttede Toyoko (Eriko Watanabe) er et anstrengende kvindfolk, man helst ikke byder op til dans, og toupétigeren Tomio Aoki (Naoto Takenaka) er ligeledes meget utroværdig. De formår begge til fulde at gøre alle pinlige på deres vegne, og bringer derved en tydelig kontrast til Sugiyamas roligere væsen. Og på linje med Koju Yakusho spiller Tamiyo Kusakari afdæmpet og kontrolleret, hvilket gør hendes debut på lærredet til en stille succes.
"Shall We Dance?" har lånt sin titel fra "Kongen og jeg" (1956), og henviser diskret til flere amerikanske dansefilm. I sammenligning med andre internationale dansefilm, som f. eks. "De forbudte trin" og "The Tango Lesson" byder "Shall We Dance?" ikke på en revolution inden for genren. Alligevel er filmen ganske sjov og forløsende, hvilket i allerhøjeste grad skyldes Koji Yakushos portræt af manden, der tør byde kvinderne i sit liv op til dans. Kærlighed synes at være en universel forteelse, hvad enten man er japaner eller dansker, og inderst inde ved vi vist alle, at den er livets musik.
Dans har altid haft en vis aura af forførelse og synd over sig. I Japan blev selskabsdans oprindeligt forbundet med dansehaller, hvor mandlige kunder kunne danse (og kun danse) med professionelle dansepiger, slappe af og nyde en lille én. Men fordi disse dansehaller blev forbundet med de knapt så ærbare "glædeskvarterer", var dansen en lidenskab, der helst skulle holdes hemmelig. I Japan er fysisk kontakt mellem kønnene i al offentlighed nemlig tabu, og dansen er selvsagt en pinlig affære. Med "Shall We Dance?" er der sket et skred i denne opfattelse. Nu er selskabsdans nærmest et modefænomen i Japan, og Masayuki Suo har fået sit ønske opfyldt. At få midaldrende mænd i biografen. Nå, ja, og ud på dansegulvet.
Det eneste han ville var at danse
Historien er på sin vis meget enkel, og dog så kompliceret som menneskelige relationer nu engang er. Hovedpersonen er kontormusen Shohei Sugiyama (Koji Yakusho), der i starten befinder sig på lykkens tinde. Han har kone, datter, og job, og har lige erhvervet sig hus og have. Men lykken mangler faktisk alligevel. Indtil den dag han stiger af toget og beslutter sig for at lære den triste og ensomme skikkelse i vinduet bedre at kende. Ind på scenen valser så den unge danselærer Mai Kishikawa (den kendte balletdanser Tamiyo Kusakari). Med sit perfekte ydre og graciøse bevægelser er hun Japans svar på en kold og utilnærmelig Gwyneth Paltrow. Og grunden til at Sugiyama begynder at danse. Hans kone bliver naturligvis jaloux, for hun ved ikke hvor hendes mand tilbringer hver onsdag aften og alle weekenderne, og hun ved især ikke hvorfor han pludselig er blevet så lykkelig.
Kultursammenstød på dansegulvet
Med en spilletid på to timer bevæger filmen sig på grænsen til det langtrukne, for personerne er stereotypiske og karikerede, og plottet er lidt for sukkersødt. Den buttede Toyoko (Eriko Watanabe) er et anstrengende kvindfolk, man helst ikke byder op til dans, og toupétigeren Tomio Aoki (Naoto Takenaka) er ligeledes meget utroværdig. De formår begge til fulde at gøre alle pinlige på deres vegne, og bringer derved en tydelig kontrast til Sugiyamas roligere væsen. Og på linje med Koju Yakusho spiller Tamiyo Kusakari afdæmpet og kontrolleret, hvilket gør hendes debut på lærredet til en stille succes.
"Shall We Dance?" har lånt sin titel fra "Kongen og jeg" (1956), og henviser diskret til flere amerikanske dansefilm. I sammenligning med andre internationale dansefilm, som f. eks. "De forbudte trin" og "The Tango Lesson" byder "Shall We Dance?" ikke på en revolution inden for genren. Alligevel er filmen ganske sjov og forløsende, hvilket i allerhøjeste grad skyldes Koji Yakushos portræt af manden, der tør byde kvinderne i sit liv op til dans. Kærlighed synes at være en universel forteelse, hvad enten man er japaner eller dansker, og inderst inde ved vi vist alle, at den er livets musik.
19/11-2018